Guide: Hjælp din hest af med sin separationsangst

De færreste heste bryder sig om at blive skilt ad fra flokken. Heldigvis kan de fleste lære at affinde sig med det velvidende, at de nok skal komme til at se hinanden igen. Der er dog også heste, som er så bange for det, at der ligefrem er tale om separationsangst. Og når man har med et flokdyr at gøre, er det ikke givet, at det er let at lave om på. Med en god portion tålmodighed og den rigtige forståelse, kan det dog måske lade sig gøre. Her får du redaktionens bedste råd til at hjælpe hesten godt af med sin separationsangst.

Annonce

Fjern gradvist hesten fra flokken

Hvis du gerne vil lære din hest at blive skilt fra sin flok, så er det selvfølgelig langt fra ligegyldigt, hvordan du bærer dig ad. Første skridt kan være noget så simpelt som at få den til at være rolig, når den stilles lige uden for folden, men stadig kan se sine venner. Her kan du for eksempel opsætte en bom eller binde hesten til et træ, så du kan komme til at strigle og hygge om den. På den måde kan du gradvist fjerne hesten fra flokken.

Få hesten til at forbinde det med noget positivt

Hvis hesten allerede begynder at blive urolig idet, du trækker den væk fra de andre, så giv den et par af dens yndlingsgodbidder. På den måde kan du fjerne dens opmærksomhed og få den til at forbinde situationen med noget positivt. Derefter bør du kun stå med den et par minutter uden for folden – også imens du giver den lidt klap og godbidder – og så lukke den ud igen. Først, når den er helt tryg ved at blive trukket væk fra sine venner, kan du tage skridtet videre og eksperimentere med at lade den stå på den anden side af folden i længere tid.

separationsangst_pony_vrinsk_opmærksom
Har du en hest med separationsangst, som du gerne vil lære at kunne være momentant alene, kan det være et klogt valg at gå stille og roligt frem. Foto: Arkiv.

Gå et skridt eller to tilbage ved tilbagefald

Når din hest har vænnet sig helt til det, kan du forsøge at trække den ind i stalden, hvor den ikke kan se de andre. Også her gælder det, at den skal have klap og godbidder i massevis og kun være væk i ganske få minutter – måske sekunder. Med tiden kan du forsøge at tage hesten ind længere tid ad gangen. Hvis den oplever tilbagefald, så er det blot vigtigt at lytte til den og gå et skridt eller to tilbage i tilvænningen – og det kræver i dén grad tålmodighed.

Annonce

Gør din hest mere selvstændig

Der er ingen tvivl om, at når hesten gradvist lærer at blive isoleret fra sin flok, så er det et udtryk for, at den stoler på sit menneske. Med andre ord tror din hest på, at du nok skal passe på den. Men det handler nok også om, at den opbygger selvtillid og langsomt lærer, at den godt kan klare sig uden sine venner i ny og næ. Den bliver mere selvstændig.

Skab et neutralt møde tilbage til flokken

Et godt råd er desuden at sætte hesten tilbage til det sted, hvor du hentede den, når du er færdig med den. Hvis den for eksempel gik på fold, da du kom, så er det altså bedre at lukke den tilbage på folden til sin flok, når du er færdig med den, end at flokken kommer til den, for eksempel ved indluk. Dette vil din hest nemlig kunne opfatte som om, at flokken søger den, når den ikke er der. Hvis hesten derimod oplever en helt neutral reaktion fra de andre, når den lukkes tilbage på folden, så vil den også vide, at det ikke var noget større problem, at den lige var væk for en stund.

LÆS OGSÅ: Efteråret er her. Disse ting kan udfordre din hest netop nu

Opbyg følelsen af uafhængighed

Også når du rider med andre, kan det være en fordel, at hesten øves i at være alene. Heste som lider af separationsangst vil sandsynligvis have svært ved, at nogen forlader ridebanen, ridehuset, stalden eller folden. Selvom det kan føles grænseoverskridende som rytter at skulle fremprovokere hestens angst, kan det blive nødvendigt for at oparbejde selvtillid i den. Kun ved at øve alle de situationer, hvor hesten skilles ad fra sine venner, kan du styrke dens følelse af at kunne klare sig selv momentant. Det giver en mentalt stærk hest og tillidsfuld hest, som ved, at den selvfølgelig altid kommer tilbage til sin elskede flok igen.

Annonce
Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce