Hvornår går træningsmetoder over grænsen for hvad der er dyrevelfærdsmæssigt i orden? Selvom forskningen i hestes velfærd, biomekanik og stress efterhånden er udbredt herhjemme, ser vi stadig hårdhændet ridning forekomme. Spørgsmålet er bare; hvad kan DU gøre ved det? Og bør dyremishandling være en individuel vurdering? Burde rideklubberne i Danmark ligefrem have en whistleblower-ordning? Vi åbner debatten og giver dig 5 bud på hvad du kan stille op, når heste udsættes for uhensigtsmæssig ridning.
Hestevelfærd er et nyt fænomen
Uhensigtsmæssig ridning vil desværre nok altid forekomme. Hvis man tager et kig tilbage i tiden, har dyrevelfærd ikke ligefremmen været øverst på listen. Før i tiden var hesten udelukkende betragtet som et arbejdsredskab og det var de færreste hesteejere, der havde tjek på korrekt-tilpasset udstyr, foder, fridage og foldtid. Hestens psykiske og fysiske velbefindende var simpelthen ikke et issue.
Meget har (heldigvis) ændret sig siden dengang. Nu ved de fleste, at heste kan få ondt i ryggen, hvis sadlen ikke passer, at sporer og pisk skal bruges med omtanke og at heste har brug for at komme på fold og socialisere med andre.
Hele vores måde at være sammen med vores dyr på har ændret sig fra at være et brugs-forhold til et ligeværdigt samarbejde mellem dyr og menneske. Men hvad stiller man så op, når samarbejdet ikke fungerer? – Eller ligefremmen går ud over hesten?
Strudse-effekten
Lad os være ærlige: Det kan være svært at reagere, når man er vidne til uhensigtsmæssig ridning. Det ligger nemlig i menneskets natur. Vi vil helst ikke konfrontere andre med tanke på, at en ubehagelig stemning kan opstå, eller at det ligefremmen kan resultere i en konflikt. Så er det nemmere at gøre ligesom et struds og stikke hovedet i jorden indtil faren er drevet over.
For dybest set vil de fleste mennesker have, at alle har det godt. Dette er årsagen til, at så mange kigger den anden vej. Men måske handler det også om usikkerhed. Måske tænker du; Er det kun mig, der synes det er over stregen? Hvad nu hvis andre ikke synes det samme som mig?
Det menneskelige nervesystem
Vi tror, at mange ryttere, der i kortere eller længere momenter rider deres hest på en uhensigtsmæssig måde, ikke nødvendigvis er klar over, at det de gør, er forkert. Måske indser de det efterfølgende, men i selve nu’et er de så optaget af at projicere tanker, følelser og frustrationer ned i hesten, at de ikke er i stand til at handle anderledes. Og det er følelser, det dybest set handler om.
Filosofisk set er vores forståelse af- og samspil med omgivelserne (i dette tilfælde hesten) en indre proces i det enkelte menneskes nervesystem. Hvis vi går og er meget frustrerede over noget, triste eller ligefremmen stressede, påvirker det vores måde at se verden på – det påvirker vores måde at se og opfatte vores hest på. Den bliver således tillagt motiver, den dybest set ikke har. Måske er den dum, måske er den fræk, måske modsætter den sig det, der forlanges af den.
Kom tvivlen til livs – og handl!
Så nogle mennesker har et belastet nervesystem og dette forplanter sig i deres måde at ride på. Hvad gør vi ved det? Og bør vi handle? Det enkle svar er ja, men hvordan vi vælger at handle er i virkeligheden det mest interessante i denne sammenhæng. For nogle gange handler det i sin enkelthed blot om at skabe ‘den tilpasse forstyrrelse’ i rytternes verdensbillede, så vedkommende bliver bevidst om sine handlinger og ændrer dem. Det kan være et prik på skulderen, en forespørgsel om vedkommende er ok, en snak mens i skridter varm eller noget helt tredje. Det vigtigste er, at det bliver gjort på en måde, så du har dig selv med i det og at dit budskab bliver leveret på en ordentlig måde.
Bør din rideklub gøre noget?
Uhensigtsmæssig ridning er et komplekst område og som før nævnt, forbundet med stor usikkerhed og tvivl om, hvem og hvordan man bør skride ind. Noget af usikkerheden kan dog også fjernes, hvis din rideklub har nogle konkrete etiske retningslinjer for god dyrevelfærd, du kan læne dig op ad.
Der findes selvfølgelig de generelle foreskrifter nedfældet af Dansk Rideforbund, men enhver klub bør også have nedfældet et regelsæt for god omgang med heste. På den måde er det klubbens regler (og ikke dine personlige grænser), der overskrides, hvis nogen rider uhensigtsmæssigt. Så ligger det tunge ansvar for at vurdere, om noget er uetisk, nemlig ikke på dine skuldre, men klubbens og din rolle er således kun at være budbringer (og man bør ikke skyde budbringeren, vel?).
Hvis uetisk adfærd er rigtigt slemt i ens rideklub, kan man også ty til en whistleblower-ordning.
Whistleblowerordning
En whistleblower (på dansk: “fløjteblæser” eller “sladrehank”) er en betegnelse for en person, der oplyser om kritisable eller uetiske forhold i selskaber, organisationer eller offentlige organisationer, hvor den pågældende er involveret. Som regel er whistlebloweren anonym og henvendelsen skal behandles fortroligt. Det er meget vigtigt, at man har en klar definition af, hvilken slags sager, der er relevante for whistleblowerordningen, så ordning ikke misbruges til usaglige anklager og personlige konflikter.
Whistleblower-ordningen bør optræde i klubber, hvor uhensigtsmæssig adfærd er udbredt. Ligeledes bør klubber med en sådan ordning have en klar strategi for, hvordan de behandler sagerne. Og dette skal selvfølgelig håndhæves ens for alle.
Vi håber ovenstående kan give anledning til debat om håndteringen af hårdhændet ridning i din lokale rideklub. Rid pænt derude og pas på hinanden og jeres heste..
Artiklen er oprindeligt bragt i august 2019
