Dressurryttere: Derfor bruger vi næsebånd til hesten

Vi er sikkert mange, der bruger næsebånd på hestens hovedtøj, men hvorfor egentlig? I noget tid efterhånden, har der været debat om stramheden af næsebåndet, da dette via forskningen viser sig at have stor betydning for hestens velvære. Men hvis det betyder så meget for, hvordan hesten har det under ridning, hvorfor så overhovedet benytte et næsebånd? Med en håndfuld dressurrytteres udtalelser får du her et indblik i næsebåndets funktion, og hvordan der både tales for og imod brugen af det.

Læs også: Næsebåndets historie – sådan blev det en del af trense-outfittet

De tidlige begrundelser for brug af næsebånd

For at forstå noget i nutiden, kan det være brugbart at se tilbage i historien. Derfor har vi allieret os med gamle skrifter og kilder for at læse om de tidligste tanker om brug af næsebånd. Her møder vi en af Tysklands mest populære skriv nemlig Wilhelm Muselers Reitlehre (Ridelære). Den blev første gang udgivet i 1930erne og udgives stadig den dag i dag. Han forklarer, at næsebåndet skal bruges til at holde biddet korrekt på plads og i ro i hestens mund samt sikre, at hesten ikke kan åbne munden og på den måde miste forbindelsen til tøjlerne.

Lidt senere omkring 2. Verdenskrig fortæller tyskeren Richard Wätjen i teksten Das Dressurreiten (Dressurridningen), at et korrekt tilpasset hovedtøj er altafgørende, hvis man ønsker at udvikle sin hest inden for dressuren. Han mener også, at næsebåndet skal benyttes for at undgå, at hesten åbner munden, dog gør han opmærksom på i modsætning til Wilhelm Museler, at næsebåndet ikke må strammes mere, end at hesten fortsat kan tygge.

Annonce

Næsebånd hjælper efter sigende den unge hest

Wilhelm Museler og Richard Wätjens mener altså begge, at næsebåndet skal bruges til at lukke munden på hesten og placere biddet korrekt. Deres påstande er efterhånden mange år siden, men det er ofte de samme argumenter, man møder i dag. Især når det kommer til de unge heste, er begrundelsen, at næsebåndet har god indvirkning på hesten, fordi den ikke har mulighed for at åbne munden. En af forklaringerne er blandt andet, at en unghest grundet dens manglende erfaring naturligvis vil åbne munden og forskyde kæberne for at undvige presset fra biddet. Men ved at bruge næsebånd, vil den have lettere ved at forstå, at den skal begynde at tygge og suge på biddet. Uden et næsebånd vil den unge hest altså have langt sværere ved at fokusere korrekt på biddet. Det fortæller blandt andet den franske dressurrytter Catherine Henriquet til Eurodressage. Når hesten til gengæld er blevet ældre og er en erfaren bruger af bid, så er der ingen hindring for at tage næsebåndet af i den daglige træning, lyder opfordringen.

Helt uden næsebånd

Den Schweiziske dressurrytter Corinne Daepp, der har trænet heste i en olympisk dressurstald, foretrækker at ride heste uden næsebånd. Hun oplever, at især heste, som ikke tygger ret meget på biddet, har nemmere ved at opnå den tilgang, hvis ikke de er begrænset af et næsebånd. Hun fortæller at ved at ride uden næsebånd, er det nødvendigt at placere hænderne højere, end man normalt ser i dressur, fordi presset fra et bid ikke aflastes af næsebåndet. Ved netop at ride med høje hænder, sikrer man, at hesten ikke oplever unødvendige tryk ned på tungen, som et næsebånd ellers menes at kunne afhjælpe. Når hun ønsker en reaktion på biddet, sørger hun altid for at lægge signalet opad i stedet for tilbage mod sin egen overkrop. Formålet er at få mobiliseret hestens underkæbe og få den til at “smage” på biddet. Når det er opnået, sænker hun igen sine hænder.

Måske mere fokus på hestevelfærd i dag?

Det er forholdsvist nyt, at vi er begyndt at fokusere på næsebåndet og ikke mindst, hvor meget det skal strammes. Det har nemlig vist sig af have stor indflydelse på hestens velvære, da både næseryg og kæbeparti er yderst følsomme områder på hestens krop. Det blev blandt andet belyst i en større udstyrsundersøgelse af Dansk Ride Forbund tilbage i 2014, der først så offentlighedens lys i 2017. Den åbnede manges øjne for, hvor ubehageligt et for stramt næsebånd kan være for hesten og resulterede i skærpede krav til rytterne. Senere er der kommet endnu mere forskning på området.

Kilder

Eurodressage: Noseband Special: Part II: The Purpose of the Noseband

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce