Islandske søstre på toppen: “Man skal være mentalt stærk for at kunne gøre det hver dag”

De islandske søstre Glódís Rún Sigurðardóttir og Védís Huld Sigurðardóttir er på toppen på mange måder. De konkurrerer blandt de bedste ryttere på Island og resten af verden og bor i det lille kolde land oppe mod nord. Selv om det kræver hårdt arbejde og selvdisciplin, kan pigerne ikke se sig selv lave andet. 

Cirka 45 minutter sydvest for Reykjavik findes Sunnuhvoll – en stald, hvor to talentfulde søstre tilbringer det meste af deres tid sammen med de smukke islandske heste. Stalden er omgivet af bjerge og heste, så langt øjet rækker. Sammen med deres familie opdrætter og træner de islandske heste samt underviser. Ingen af pigerne har nogensinde overvejet at lavet andet end arbejdet med hestene. 

Annonce

“Vores forældre har altid haft noget med heste at gøre på den ene eller anden måde, så vi blev født ind i det. Jeg tror, vi begyndte at konkurrere, da vi var omkring seks eller syv år gamle,” forklarer Glódís. 

På Island er de fleste stalde forbundet med en indendørs ridehal og sadelrum, så man kan undgå det – til tider – barske islandske vejr. I 2016 byggede Glódís og Védís’ far stalden til pigerne, og man kan se, at alt er velovervejet.  

Om Glódís Rún Sigurðardóttir og Védís Huld Sigurðardóttir

Glódís Rún Sigurðardóttir er 22 år og Védís Huld Sigurðardóttir er 20 år. De har boet det meste af deres liv omkring Hveragerði og Selfoss, hvor de gik i folkeskole og gymnasium. De er begge nyuddannede fra gymnasiet, og lige nu bruger de al deres tid i deres egen stald Sunnuhvoll. Her bor de sammen med deres forældre, og alle er involveret i hestene på den en eller anden måde – også deres ældre bror. Begge døtre er en del af det islandske U21-hold, hvor de konkurrerer på nationalt og internationalt niveau med forskellige heste. 

Organisering fremfor alt

Hverken Glódís og Védís er aldrig rigtigt hoppet ned fra hestene og en stor del af æren ligger hos forældrene. 

“Vores mor var virkelig organiseret, hvilket er grunden til, at vi kunne klare det hele. Vi havde også et job, da vi var omkring 11 eller 12 år gamle. Alt skulle være virkelig planlagt,” forklarer Glódís.  

Selvom pigerne havde en meget organiseret hverdag, da de var yngre med både skole, sport, musik og arbejde, følte de alligevel at det gik op. 

“Vi havde mange venner, men der var mange ting, vi gik glip af på grund af konkurrencer. Det er nok svært at forstå, hvis man ikke selv rider. Så det kan være nemmere at have venner, der gør det samme og forstår det bedre. Men vi følte aldrig, at vi var nødt til at give afkald på noget, for det her var bare det, vi ville – og hestene er stadigvæk det, vi vil,” siger Glódís.  

LÆS OGSÅ: Ambitiøs rytter og småbørnsmor: “Man skal virkelig ville det”

Da pigerne startede gymnasiet, måtte de stoppe med at spille klaver, cello og basketball for at få mere plads til hestene. Forventningerne til pigerne begyndte at stige, og de skulle bruge mere tid på træning og konkurrencer. Når de havde fri, var der kun tid til hestene. Lige nu har Glódís og Védís cirka 10 til 15 heste hver, som de skal ride og træne alle ugens dage.  

“Jeg synes, det var lidt for meget for mig sidste vinter. Jeg skulle træne 8 til 10 heste inden frokost og derefter ride mine egne 13 heste bagefter. Det var næsten 20 heste om dagen. Det begyndte at føles som en slags maskine, og så er det ikke sjovt længere,” siger Glódís. 

Breki frá Austurási
Breki frá Austurási og Glódís Rún Sigurðardóttir.

At skulle lave plads til andre ting

Når man har hest på den måde, som Glódís og Védís har, ved man altid, at man på et tidspunkt skal sige farvel til hesten. Når de for eksempel tager deres heste med til konkurrencer uden for Island, kan de ikke tage hesten med hjem igen.  

“Det kan være lidt svært. Hvis man vinder, skal man op næste morgen og sige farvel til hesten,” forklarer Védís. 

Regler for eksport af islandske heste

Når man først har taget sin islandske hest ud af Island, kan man ikke få den tilbage hjem. Dette er en måde at bevare racen så tæt på den oprindelige hest, som vikingerne bragte til Island for over 1100 år siden. 

Kilde: Islandsrejser

“Vi udvælger de folk som køber vores konkurrenceheste, ret nøje. Vi ønsker ikke, at hvem som helst skal eje dem,” siger Védís. 

Selvom avl, træning og ridning er et job for pigerne og familien, bliver nogle af hestene alligevel lidt længere tid hos dem. 

“Jeg har haft min hest Hrafnfaxi i cirka fem eller seks år – og det er lang tid her på Island. Måske tager jeg til World Championship med ham, men det vil betyde, jeg skal tage afsked med ham. Jeg har også en hest, der er 24 år gammel, og jeg konkurrerede med ham, da jeg var syv år gammel. Flóki bliver hos mig, men vores venner ved Kvíarhóll kan låne ham. De har nogle børn, som kan ride på ham, fordi han er sådan en dejlig hest, men han skal ikke starte flere konkurrencer,” forklarer Védís. 

Salg eller verdensmester?

Der er ingen tvivl om, at både pigerne – og hele deres familie – er meget passionerede omkring deres heste – men de skal også tjene penge på det, hvilket betyder, at de skal sælge deres konkurrenceheste løbende. 

“Selvfølgelig kan man tjene penge på at træne heste, men den bedste forretning her er at købe hestene ret billigt, lægge noget træning i dem og sælge dem til en højere pris. Konkurrencehestene bliver måske hos os i cirka tre år,” forklarer Glódís. I øjeblikket har de cirka 32 heste, og de har netop tilføjet 15 nye bokse til stalden. 

“Det er sjovt at vinde, men det varer så kort tid – så man skal nyde hvert lille øjeblik med sin hest og de små sejre såvel som de store.”

Glódís Rún Sigurðardóttir og Védís Huld Sigurðardóttir

“Hvis vi tager vi til World Championship, er vi nødt til at sælge de heste som skal med – og for eksempel konkurrere mod dem til ved en anden World Championship senere. Derfor ligger der et pres i, at vi skal finde den næste store stjerne ret hurtigt,” forklarer Glódís.  

Og det er svært, for hvem vil ikke gerne beholde en verdensmester? Ridning og salg af heste er de hårdtarbejdende pigers job, som så meget andet.  

Védís Huld og Hrafnfaxi
Védís Huld og Hrafnfaxi.

“Jeg føler, at jeg tænker på heste hele dagen!”

Ingen af pigerne kunne forestille sig at lavet noget andet end heste – selvom det er hårdt arbejde dagen lang. 

“Det er en livsstil. Det er så anderledes end enhver anden sport. Normalt begynder vi kl. 8 om morgenen – nogle gange tidligere – og bliver til kl. 23 om aftenen. Det er ikke et 9-17 job, så man skal virkelig elske det, man laver,” er både Glódís og Védís enige om. 

Det kan her være en udfordring ikke at køre træt og død i arbejdet, men for begge pigerne er arbejdet med hestene helt unikt: 

“Det er svært at forklare, hvad der gør arbejdet med hestene så specielt. Jeg tror, det er en følelse. Jeg kan virkelig godt lide at være omkring hestene og arbejde med dem som et hold. Jeg føler, at jeg tænker på heste hele dagen,” forklarer Glódís. 

 “Når jeg ligger i sengen om aftenen, tænker jeg på, hvad jeg skal lave med hestene næste dag, eller hvad vi lavede i løbet af dagen. Det er bare en kæmpe passion for hestene og alt omkring dem,” forklarer Védís. Derfor er uddannelse heller ikke det vigtigste for nogle af pigerne lige nu, men de har begge overvejet Hólar Universitet. Hólar er et universitet på Nordisland, hvor man blandt andet kan tage en uddannelse i hestevidenskab.  

LÆS OGSÅ: Studerende og hesteejer frem mod 2022: “Jeg kæmper for at få alle ender til at hænge sammen”

 “Lige nu har vi bare gang i så mange spændende ting her, som vi ikke er klar til at give afkald på. Men det ville være godt at lære noget mere om markedsføring og sociale medier,” siger Glódís. Men der er ting med heste, som uddannelse aldrig ville kunne give. 

“Jeg synes, at hestene lærer dig så meget om tålmodighed,” forklarer Védís, og Glódís er enig:  

“Jeg kan virkelig godt lide at komme ud i naturen og tilbringe tid med hestene. De bliver nærmest dine bedste venner.” 

Glódís Rún Sigurðardóttir.

Mental styrke og ekstraordinært søsterskab  

Selvom de fleste af konkurrencerne for både Glódís og Védís er vellykkede, går tingene ikke altid som planlagt. Det kan de fleste topatleter formentligt genkende i både ridesporten og andre sportsgrene. 

 “Da jeg konkurrerede ved verdensmesterskabet i 2019, var jeg i toppen efter de indledende runder, men så blev jeg diskvalificeret. Dommerne glemte at markere et gammelt sår før konkurrencen. Pludselig føltes det hele som spildt,” siger Glódís.  

At håndtere sådanne nederlag kræver mental styrke, især som en ung rytter.  

Nogle gange konkurrerer de to søstre mod hinanden. De gjorde de særligt i deres yngre år. Men det ændrer sig, når Glódís fylder 22 år og rider i seniorklasserne.  

Det kan virke underligt for nogle ryttere at dele den samme bil på vej hjem, hvis den ene eksempelvis klarede sig godt, og den anden ikke gjorde det. Men de to søstre er lavet af noget helt særligt: 

“Vi er bare virkelig glade for hinanden. Hvis jeg ikke kan vinde, vil jeg gerne, at Védís vinder.”

Glódís Rún Sigurðardóttir

“Ofte er vi bedre, når vi konkurrerer mod hinanden. Måske har en af os bare en bedre hest til den disciplin, så vi er bare glade på hinandens vegne, ” siger Védís. 

Nogle gange bytter pigerne heste i den daglige træning, og det kan virkelig være en øjenåbner. “Indimellem sidder man bare fast i noget og kan ikke få det til at fungere. Det kan bare være en lille ting, der skal ændres på, og så det er godt at kunne hjælpe hinanden,” forklarer Glódís. 

Selvom søstrene begge klarer sig rigtig godt, har det en pris, forklarer Glódís. 

“Det er lidt ensomt på toppen, når man konkurrerer på højt niveau. Så er det rart at have en familie, hvor vi er så tætte. Vi er stort set altid sammen, og vi har meget støtte fra vores familie.” 

Ensomheden kan gøre, at man knytter sig endnu mere til hestene, hvilket kun gør det endnu sværere, når de skal sælges, forklarer Védis. “Jeg er meget tryg omkring hestene, og jeg kan ikke lide at være sammen med mange mennesker. Jeg opbygger ofte et meget stærkt bånd til mine heste – måske lidt for tæt nogle gange, fordi det kan være svært for mig at sælge dem.” 

Hvad er Landsmót?

Landsmót er en stor nationale konkurrence for islandske ryttere. Landsmót er blandt islændinge den største udendørs sportsbegivenhed i Island, hvor de bedste heste og ryttere fra Island vises frem.

Det første Landsmót blev afholdt i 1950 ved Thingvellir Nationalpark og er siden vokset til den store landsfestival, som den er i dag. Landsmót har siden begyndelsen i 1950 været afholdt på skiftende steder rundt omkring i Island. Ved Landsmót i Hella, Sydisland i 2008, nåede deltagerantallet en rekordhøjde på 14.000 mennesker.

Hverdagen er en rejse 

Men hvordan kan man så dedikeret fortsætte det hårde arbejde, når ens yndlingsheste skal sælges, og man føler ensomheden? 

“Selvfølgelig drømmer jeg om at blive verdensmester, men jeg vil egentlig bare nyde hver dag med mine heste og forsøge at opnå så meget som muligt med dem. Det er sjovt at vinde, men det varer så kort tid – så man skal nyde hvert lille øjeblik med sin hest og de små sejre såvel som de store,” forklarer Glódís, og Védís fortsætter. 

“Nogle gange er det svært at arbejde med heste, men det er det hele værd! Jeg kan godt lide denne rejse med hestene, hvor man kan se, hvordan man udvikler sig sammen. Det er også derfor, jeg kan elsker arbejdet med hestene, hvor jeg skaber dette bånd med dem og virkelig kan forstå hinanden.” 

Védís Huld and Hrafnfaxi at Skógafoss.
Védís Huld og Hrafnfaxi ved vandfaldet Skógafoss.

Pigerne er ikke hvem som helst 

Men det hårde arbejde og dedikationen kan godt betale sig, når man ser på, hvad pigerne har opnået sammen med deres heste – især deres unge alder taget i betragtning.  

“Jeg har adskillige islandske mesterskabstitler og deltog i Nordisk Mesterskab i 2018. Med min hest, Krapi, har jeg været nordisk mester fem gange, og jeg fik også FEIF Feather Prize for flottest ridning. Jeg tror, jeg har omkring 15 islandske mesterskabstitler,” forklarer Védís. 

For Glódís har der også været mange konkurrencer. 

“Jeg tror, jeg har omkring 35 islandske mesterskabstitler. Jeg konkurrerede også ved Landsmót (et af de største islandske stævner) og vandt det tre gange i børneklassen. Det var på min hest Kamban, som jeg havde fra jeg var omkring 9 til 14 år.”  

LÆS OGSÅ: Ung iværksætter og springrytter: ”Jeg har virkelig lært at omfavne usikkerheden”

Men ligesom med mange andre heste, var Glódís også nødt til at sælge Kamban. 

 “Jeg tror, han var en af de heste, jeg havde i længst tid. Det var virkelig trist. Han kom til Færøerne, og så kunne jeg bruge pengene fra salget til at købe en ny hest. Og min nye hest får føl, så der er altid nye ting i vente.” 

Med den udvikling er der ingen tvivl om at de to ambitiøse søstre vil nå langt. Omend det ikke altid er en leg, og det kræver et stærkt sind. 

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce