Når en hest, der kun er vant til at springe på bane, pludselig stilles over for at skulle springe i terrænet, skal man ikke bare regne med, at den ved, hvad det handler om. Forhindringerne ser anderledes ud, landskabet er helt åbent og det hele er bare nyt. Vi har fået militaryrytter Cecilie Eriksen til at fortælle os, hvordan hun introducerer sin hest til et liv som terrænspringer. Hvem ved, om du kan lære din hest det samme?
Læs også: Militaryrytter: Ridebanespring og terrænspring kræver hver sin teknik
Rejsen mod at blive en modig militaryhest
Den 25-årige landsholdsrytter Cecilie Eriksen elsker militarysporten hele vejen rundt. Normalt ser man hende suse igennem vandet og hen over de store forhindringer på sin hest Calvin. Men hun har også en anden firbenet ven, en unghest kaldt Bambi, som kun lige er begyndt på den lange rejse mod at blive en lige så modig og velafbalanceret terrænhest som sin ‘storebror’.
“Jeg elsker militarysporten og alt hvad den indebærer: At uddanne og lære unge heste alt om de 3 discipliner, der fylder dem med ridelighed, mod, selvtillid og vigtigst af alt glæde”, forklarer Cecilie, da vi taler med hende.
Hun fortsætter: “Jeg er nok lidt en nørd. Der ligger i hvert fald utrolig mange tanker og timer bag hver eneste af mine rideture. Jeg har meget fokus på de mindste detaljer og bruger meget video til refleksion over min ridning, så jeg kan forbedre mig hver eneste dag.”
Det betyder, at hun også bruger rigtig meget tid på at lære unge heste militarydisciplinen at kende, både når det kommer til ridebanespring, dressur og terrænspring. I denne artikel skal det primært handle om terrændelen, men Cecilie vil også fortælle, hvor meget de to andre dele bør fylde i træningen af en god militaryhest.
At introducere en hest til terrænet
Når man har en hest, der er ung eller af anden årsag er ny i forhold til at skulle springe ude i den fri natur, så er det bare om at få noget rutine ind i den. Allerhelst skal man i terrænet omkring en gang om ugen, mener Cecilie. Det vil nemlig få hesten til hurtigt at blive tryg ved de mange nye indtryk og forhindringstyper.
De første par gange, man tager sin hest med i terrænet, gør man desuden klogt i først at træne hesten i longe, inden man sætter sig op og prøver, forklarer Cecilie. På den måde presser man den nemlig ikke mere end, hvad godt er.
“Jeg gør det altid over et par små kævler, op og ned ad banketter, igennem vandet og over et par huller i jorden. Her undgår man nemlig at komme til at give hesten en dårlig oplevelse med en vis type spring, fordi min måske kommer til at hive den for meget i munden over springet, hvilket meget nemt kan komme til at ske, da de ofte spring lidt sjovt over de første par gange”, erfarer Cecilie.
“Usikkerheden kommer bl.a., fordi hesten ikke forstår opgaven, så ved at longere skaber man heller ikke det samme pres på hesten, som hvis man sidder og sparker den i maven eller bruger kæppen. Tvært imod kan man stå ligeså stille ved siden af den, rose og guide den til en forståelse af forhindringstyperne. Som oftest skal de bare lige over et par gange, hvorefter man så kan sætte sig op og hesten nu allerede forstår opgaven inden man overhovedet rider til”, uddyber hun.
Cecilie ser også en vigtig faktor i at have en rutineret hest med sig, som kan hjælpe den uerfarne eller unge hest godt over de første par gange. Også hvis man som rytter er ny i gamet, kan det være rigtig rart. På den måde kommer det hele til at foregå så naturligt og så afslappet som muligt for både hets og rytter.
Læs mere: Balance og kondition er afgørende faktorer under NM i military
Hvordan skal træningen fordeles?
Da vi spørger Cecilie, hvordan hun ville procentsætte sin træning af en militaryhest, svarer hun, at det kommer helt an på niveauet. Herunder kan du læse hendes bud på, hvordan en henholdsvis urutineret og rutineret militaryekvipage bør fordele sin træning.
Urutineret hets og rytter
TRÆNINGSFORDELING
Dressur 30% | Spring 30% | Terræn 40%
“Den urutinerede ekvipage vil oftest have brug for en masse terrænspringning, så både hest og rytter vænner sig til at ride ude i det fri. Det er nye forhindringstyper i form af bl.a. kævler, huller, vand, banketter og ridning fra lys til mørke, skov og mark. Det er mange nye indtryk, og det kræver altså som oftest lidt tilvænning for specielt hestene.”
“Det ville være rigtig fornuftigt at hoppe terræn en gang om ugen i en periode, så hesten får lidt kontinuitet i at se forhindringerne. Her skal man så bare som rytter være ‘voksen nok’ til ikke at tæske rundt på forhindringerne i flere timer, ‘fordi nu har man jo betalt for baneleje og skal have noget for sine penge’. Så snart hesten virker afslappet omkring opgaven den stilles, så bør man stoppe for i dag og måske tage en tur tilbage næste weekend i stedet.”
Man må dog bestemt heller ikke glemme sin dressur- og ridebanespringtræning, da de begge er fundamentet til sikker og fornuftigt terrænspringning, forklarer Cecilie. det er hendes klare overbevisning, at hvis man ikke kan styre sin hest i de to andre discipliner, så bør man slet ikke ride military.
Rutineret hest og rytter
TRÆNINGSFORDELING
Dressur 35% | Kondition 35% | Spring 20% | Terræn 10%
“Når jeg tager udgangspunkt i Calvins og min fordeling af arbejde, så ser det lige pludselig meget anderledes ud. Som rutineret ekvipage træner man stort set ikke terræn, da hesten kender sit job. Den søger selv efter flagene i terrænet og man træner ALDRIG på 4-5*-forhindringer til træning. Spring af den type/størrelse rider man kun, når adrenalinen pumper og ekvipagen ved, at det gælder. Man kan dog godt smutte en tur forbi en terrænbane ca. 14 dage inden en stævnestart, men blot for at tjekke op på evt. vanlige udfordringer.”
“Jeg tager ofte ud og hopper lidt vandspring, fordi jeg ved, at Calvin i stævnesituation godt kan stå lidt imod vand første gang han skal i, og derfor er det rart, at der ikke går omkring 6 uger (ca. tid mellem stævnerne) mellem hver gang han ser vand.”
Men hvordan ser det så ud til dagligt? Her svarer Cecilie:
“I det daglige ligger fokus mere på at holde hestene smidige, stærke, veldresserede og i god kondi. Min tophest Calvin er en KWPN med en smule anglo araber i sig, hvorimod mange af vores konkurrenter har store dele blod i sig for at lette på konditionsarbejdet. Calvin bliver i sæsonen galoptrænet/intervaltrænet ca. hver 4-5 dag og skridtes altid dagen efter. Så de resterende 3-4 dage i ugen bruges mest på dressur og løsgørende arbejde med lidt spring/gymnastik måske hver 14. dag.”
Således er der altså stor forskel på, hvad der skal lægges fokus på i træningen af en militaryhest, alt afhængig af om den er vant til at begå sig som terrænspringhest eller ej.
Sådan kommer du i gang med træningen
Til sidst afslutter Cecilie, at det altid værdifuldt at have en træner ved sin side, som kan hjælp én med at bliv bedre. Det gælder uanset ens niveau:
“Mit råd er, at man finder og knytter sig til nogle dygtige undervisere, både i dressur, spring og terræn, for man kan altid blive bedre. Og hvis man har redet ved den samme underviser igennem 3-5 år, så bør man ind imellem indtage et fugleperspektiv og spørge sig selv om, hvorvidt man udvikler sig nok eller ej”.
Det er altså ikke kun den urutinerede militaryekvipage, der kan blive bedre, men bestemt også den rutinerede. Hvis man gerne vil i gang med at træne i terrænet, så har man heldigvis mulighed for at låne rigtig mange af landets private terrænbaner. Banerne har ofte meget forskellig stil alt efter hvem der har bygget dem og hvor i landet de befinder sig, så der er rig mulighed for at opleve lidt forskelligt.
“Jeg underviser selv ryttere i terræn, og holder ligeledes hold-springundervisning en gang ugen. Man er altså mere end velkommen til at skrive til mig på Facebook eller Instagram, hvis det kunne have interesse”, afslutter hun.