Frieseren er noget ganske særligt. Med sin højtstillede hals, kulsorte farve, lange man og iøjenfaldende “her kommer jeg”-attitude, er det ikke underligt, at den både er blevet brugt som krigshest (også på film) og senere som showhest. Men har du nogensinde tænkt over, hvad frieseren ellers kan bruges til, og hvad dens oprindelige formål egentlig er? Racen er årene igennem gennemgået en kæmpe forvandling fra netop strids- og showhest til at være en moderne sportshest.
Læs også: Dét skal man bare ikke sige til ejere af bestemte hesteracer
Frieseren er en forholdvis sjælden hesterace med rødder i Holland, Friesland. Den kendes på sin karakteristiske sorte farve, hvor hingste ingen aftegn må have, og hvor hopper kun må have en stjerne. Før i tiden kunne den også være brun eller fuks. Den er typisk mellem 150 og 170 cm. høj.
Racen bør have et fint mejslet og temmelig langt hoved med et vågent udtryk i øjnene. Halsen skal være velrejst, hvælvet og muskuløs. Kroppen er kraftig og meget kompakt med en lang og fast skulder. Hestens ryg er muskuløs og kort med en yderst muskuløs bagpart. Benene er korte med en kraftig knoglebygning og omkring de store hovene, skal der være rigeligt med hovskæg. Som noget særegent og ganske smukt ved frieseren ses den kraftige og ligeledes sorte man og hale.
Lærenem og villig
Frieseren er kendt for sit rolige og stabile temperament og sit lærenemme og villige sind. Den bliver brugt til kørsel, i cirkus og som ridehest til alle slags ryttere – men den har kapacitet til at bære tunge mennesker. Hesten er venlig og intelligent samt hårdfør og samarbejdsvillig. Derfor er den også vidt udbredt i både Europa og USA.
Tæt på at uddø
Tilbage i det 13. århundrede kendte man frieseren på grund af dens styrke og bevægelighed. Det betød, at den blev brugt først som stridshest og senere som kavalerihest. Lige inden Anden Verdenskrig var hesten tæt på at uddø, fordi dens store muskelstyrke ikke længere var nødvendig i landbruget. En flok hollandske landmænd reddede imidlertid racen ved at krydsavle nogle af de eksisterende hingste med oldenburgere. I 1913 var der kun tre stambogerhingste at avle videre på. Igen omkring 1960 var racen i kraftig tilbagegang, og der var kun registreret omtrent 500 hopper i stambogen.
Svagheder på grund af indavl
Som så mange andre racer har frieseren sine svagheder. Racen lider oftest af dværgvækst, hydrocephalus (ophobning af væske i hovedet), aortaaneurisme (hovedpulsåren brister), megaesophagus (forstørret spiserør, der ofte forårsager spiserørsforstoppelse), tilbageholdt efterbyrd (op mod 50 % risiko), allergier og hudgener. Racen er generelt kendt for at mangle kollagen, som er et vigtigt element for hestens sener, led, bindevæv og den samlede biomekanik.
Disse genetisk betingede lidelser dukkede i overflod op, da man forsøgte at redde racen tilbage i 1900-tallet. Der har efter manges mening været tale om decideret indavl.
Moderne sportshest
I dag bruges frieseren til meget andet end show og krigsførelse – heldigvis for sidstnævnte. Den er i betydelig fremgang, og man møder den ikke sjældent i de høje klasser, hvor den klarer sig ganske fint.
Kilder: Dansk Frieser Forbund: Frieserhesten / Magasinet Hest: Frieser.
