Påskeferie: Er det egentlig sundt for din hest at holde fri?

Påskeferien står for døren, og for mange hesteejere betyder det ofte, at hestene får nogle flere fridage. Men spørgsmålet er, om heste egentlig har godt af at holde ferie? Hvad skal man være særlig opmærksom på, når man giver den flere fridage, end den normalt er vant til. Vi har taget en snak om emnet med dyrlæge Louise Hellenberg. 

Læs også: Fodrer du med roepiller? Her er fordelene, ulemperne og myten om pillerne

Hvilke udfordringer kan det have for hesten at holde ferie? 

Alle heste har godt af at holde fri. Den store problematik kommer, hvis man ikke sætter fodringen ned i hestens ferie. Hvis hesten i sin ferie fodres, som når den er i arbejde, er der stor risiko for, at hesten får nyreslag, når ridningen genoptages efter ferien. Dette skyldes en akut forbrænding af ophobet glycogen i de store muskelgrupper særligt i ryg og baglår med efterfølgende voldsom smerte fra frigjort mælkesyre og andre affaldsstoffer. Førhen kaldte man også nyreslag for “Påskesyge” da det opstod efter arbejdshestene havde holdt påskeferie og startede på markarbejdet igen. 

Annonce

Hvad kan der ske, hvis heste aldrig holder fri?  

Heste, som aldrig holder fri, har desværre større risiko for overbelastningsskader, hvis ikke deres ryttere er rigtig gode til at variere arbejdet. Mange sene- og ledskader hos dressurheste har vist sig at skyldes ensformigt arbejde i samme underlag. Det vil sige for eksempel gentagne dage, hvor man på den samme ridebane øver sidebevægelser eller changementer. De små ryk, der forplanter sig i den udtrættede sene eller led, bliver til sidst til en skade, som hesten kan døje med i månedsvis efter. 

Kan hesten få overbelastninger af at stå for meget stille? (f.eks. i boks) 

Hesten er oprindeligt et steppedyr, der fra naturens side bevæger sig meget. Det har vist sig, at især de unge heste, får de stærkeste led og sener, hvis de går i løsdrift med skiftende underlag (sand, grus og fliser). Det styrker den sensoriske sans i hestenes ben og forbereder og styrker strukturerne. Også gamle heste med artrose (slidgigt) har vist sig at får færre skader, hvis de bevæger sig jævnt og ikke står mange timer i boks. Ved bevægelse øges cirkulationen i benene og affaldsstoffer føres bort fra ekstremiteterne.  

Hvordan kommer overbelastninger typisk til udtryk hos hesten? 

Overbelastninger kan enten vise sig som en akut skade, når den pågældende struktur ikke kan kapere flere mikro-overbelastninger, og dermed kommer der akut tegn på inflammation i området. Dette ses som varme, hævelse, ømhed og nedsat funktion i for eksempel senerne bag på piben. Eller det kan komme mere snigende som for eksempel ved skade i hestens nakke eller hovsenebenet, hvor præstationsniveauet og villigheden til at arbejde langsomt daler. 

Hvor er det typiske sted på kroppen, at hesten bliver overbelastet/påvirket? 

Det er ofte gaffelbåndet, der bliver overbelastet ved vedvarende og ensformigt arbejde. 

Hvordan undgår/forebygger man igennem træningen bedst skader?

Det er rigtigt vigtigt, at hestens arbejde varieres. Det vil sige, at dressurhesten også løsspringer, at travhesten skridter en tur i skoven, og springhesten løbes med ved hånd på grusvejene i skoven. Det er også meget vigtigt, at hesten rides på forskellige underlag. Den samme ridehusbund (selv om den er god) styrker ikke på samme måde sener og led, som hvis man rider på varierende underlag. 

Annonce

Hvad er det præcis, der sker, hvis hesten pludselig står stille fra den ene dag til den anden? 

Efter en periode med stilstand i ridning bliver sener og led lidt “dovne”, og selvom hesten kender de øvelser, vi træner med den, kan den lettere komme til at lave et fejltråd med efterfølgende akut skade i et led eller en sene. Det dovne kommer af, at selve adhærencerne i mikrostrukturerne bliver svækkede, når strukturerne (sener og led) ikke bruges.    

I øvrigt er det essentielt, når der skal forebygges nyreslag efter ferie, og ridning genoptages, at hesteejeren også overvejer, om ferie hos hesten betyder mange timer i boks/lille paddock, som kan medføre forstoppelse i tarmsystemet.  

Læs også: 6 træningstips: Lær din hest at være afslappet og blive i skridt

Hvad er dine råd til hesteejerne, som giver sin hest fri i påskeferien?

Hvis hesten skal holde ferie, skal foderet først og fremmest reguleres ned, så nyreslag undgås. Selvom der er træning, som skal indhentes efter en ferie, skal man huske at variere træningen og især underlaget, der trænes på. Ligesom hvis hesten har været skadet gælder at: Lige så lang tid som hesten har stået stille, lige så lang tid tager det, før man er tilbage på det niveau, man red på før ferien/stilstanden. 

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce