Forestil dig at gå fra MA til Grand Prix på kun ét år – uden, at det egentlig var målet. Og så endda på en ung hest, der ikke umiddelbart var spået en skæbne i toppen af dansk dressursport. Det er kort sagt fortællingen om den 30-årige roskildenser, Sanne Svendsen, og hendes varmblodshest, Hannah Montana, der med Cathrine Dufour på sidelinjen er nået hele vejen til de internationale Grand Prix-klasser.
Paradoksalt nok har det på intet tidspunkt været Sannes endelige mål at nå helt derop. Det er ligesom bare kommet snigende og føles indimellem helt uvirkeligt, forklarer hun. Her får du fortællingen om den fine ekvipages ydmyge rejse fra de små stævner i den lokale rideklub til de internationale klasser i de store arenaer. Det er en fortælling, der på ingen måde handler om en toprytters store ambitioner, men om en fritidsrytter, der bare gerne ville blive bedre til sin dressur – og som i dén grad blev det.
Husk også, at gå ind og følg Sanne og Hannah på Instagram.
Dufour så et potentiale
Som 4-års blev Hannah fundet på Fyn. Ikke af Sanne selv, men af det team, som skulle hjælpe hende med at opspore den helt rette, nye dansemakker. Efter, at hendes gamle hest var blevet aflivet, skulle hun for første gang ud at købe en hest, som hun ikke kendte i forvejen – og det var en udfordring. At købe en, der allerede kunne sine ting, var økonomisk udelukket, og derfor måtte hun satse på en unghest med potentiale, som hun kunne bygge op. Af den årsag havde hun brug for kyndig hjælp til at spotte de rigtige egenskaber, og den hjælp kom ikke fra hvem som helst.
”Jeg har været tætte veninder med Cathrine Dufour i mange år. Hun flyttede ud med sine heste det sted, hvor jeg selv red dengang. Det var lige i slutningen af hendes ponyår. Hun ville gerne begynde at undervise, og jeg havde aldrig fået særlig seriøs dressurundervisning, så det ville jeg gerne. Den gamle hest red jeg en lille smule MB på. Det var meningen, at jeg skulle springe på den, men sjovt nok syntes Cathrine, at vi skulle ride mere dressur”, griner Sanne og fortsætter: “Og så har det bare holdt ved lige siden. Derfor var hun rigtig meget inde over, da jeg skulle have ny hest. Det var faktisk hende, der fandt Hannah”.
Nærmere bestemt var det hos Munkedal Horses på Fyn, at den kastanjerøde varmblodshoppe ventede på sin nye skæbne som dressurhest – en skæbne som ikke just lå i kortene.
”Der var ikke ret meget ridning i hende, fordi hun havde holdt voksepause”, fortæller Sanne med en ironisk tone, der hentyder til Hannahs beskedne højde på ikke meget over 160 cm.
Trods det, at Hannah bare var en lille forpjusket pony, som Sanne selv formulerer det, kunne Cathrine dog se et potentiale. Og det blev udslagsgivende. Hannah var – og er – ikke nogen stor gangmaskine, understreger Sanne. Alligevel havde hun hundrede procent tillid til Cathrines dom. ”Hun har jo ligesom set og prøvet lidt”, griner hun. Og heldigvis for det. Sådan gik det nemlig til, at den unge hoppe med det lige så ungt klingende navn og hendes dengang 23-årige rytter havnede i Danmarks nok kyndigste dressurhænder og nu sammen har taget plads blandt de bedste af sin slags.
Hannah begyndte at shine
Men hvad var det så, Cathrine så? Selv fortæller Sanne, at noget af det, der gør Hannah til en god hest på en dressurbane, er hendes evne til at samle sig. I begyndelsen var det ikke noget, man lagde mærke til, men som årene gik og de to gradvist fandt melodien mod de sværere øvelser, blev det anderledes:
”Det er det, der har gjort, at vi er, hvor vi er i dag. Det er det, der gør, at hun har så meget talent. Det kunne vi se, da hun kom længere op i klasserne. I championaterne var hun længere bagud, men da galoppiruetterne kom ind i billedet, begyndte hun at shine.”
Som alle andre heste har Hannah dog også givet sin rytter et par udfordringer med på vejen, og som med så mange andre varmblodsheste, har det handlet om temperamentet.
”Hannah har altid haft et ret ’spicy’ temperament. Da hun var helt ung var det noget med at ride rundt på hovslaget, og pludselig vendte hun rundt den anden vej”, forklarer Sanne. Til gengæld har temperamentet også en del af skylden i succesen: ”Det er på godt og ondt med det temperament. Der er noget fyrighed, og man kan tænde hende. Hun VIL arbejde. Rigtig gerne. Hun kører aldrig død.”
Det, som Sanne kan lære os, er, at det fremfor alt handler om at fokusere på det, hesten er god til. At finde en hest, der har talent for det hele er lidt som at vinde i Lotto. Så hvorfor ikke finde en, hvor de få gode talenter kan arbejdes stærkt frem, og så forsøge at få det bedste ud af det? Har hesten bare ét godt talent, så kan man komme rigtig langt. Det er Sanne og Hannah et lysende klart eksempel på.
Ydmyghed er vejen frem
”Jeg har ligesom bare taget det lidt slag i slag”. Det er ordene, da vi spørger Sanne ind til, om hun nogensinde har haft et endeligt mål om at ride Grand Prix. Svaret tolker vi som et venligt nej, og en mere ydmyg tilgang til at være nået toppen skal man i sandhed lede længe efter. Måske er det i virkeligheden det, der har bragt Sanne så langt; konstante smil og en ærkedansk holdning til ikke at hive sig selv op på en piedestal. Ydmygheden har været vejen frem.
”Det har altid virket uvirkeligt at skulle ride Grand Prix, og på en eller anden måde stadig tænke, at nu rider vi det højeste program. I første omgang ville jeg bare gerne længere end på min gamle hest. Måske noget MA og Prix St. George og sådan noget. Jeg tænkte mange år ud i fremtiden, men lige pludselig gik det bare virkelig stærkt. Vi debuterede i MB i den lokale rideklub. Året efter debuterede vi en højere klasse, og det samme året efter”, forklarer hun.
”Jeg har haft god tid til at lære Hannah at kende. Det ene skridt har bare taget det næste, og lige pludselig nåede vi op til Grand Prix’en,” tilføjer hun lige så ydmygt, som hun begyndte.
En uvirkelig rejse
Den uvirkelige rejse mod passagen og piruetterne har været fyldt med højdepunkter – også selvom Sanne ikke er meget for at hive dem frem. Bare det at skulle ride MA for første gang var helt nyt for hende. Det skete i 2017. Efter det fulgte et par Prix St. Georg- og Intermediaire-deltagelser. Og så en dag i 2018 – kun ét år efter – kunne de starte deres første Grand Prix. Det foregik på Flyinge i Sverige. Med kun denne ene Grand Prix-start og en enkelt Grand Prix Special i bagagen red de deres første danmarksmesterskab.
”Det var bare at tage chancen. Så måtte det gå, som det ville”, forklarer Sanne beskedent. Det synes vi dog ikke, der er noget som helst grund til at være beskeden over. For tænkt engang: de gik fra MA til international Grand Prix på kun ét år.
Videre på rejsen fik de i foråret 2019 æren af at ride med foran publikum under Cathrines udsolgte clinic ved Dansk Varmblods Hingstekåring. Ser man bort fra danmarksmesterskabet, der blev afholdt på Broholm, var det den første store ramme, Hannah skulle gå i. Og hun klarede det simpelthen så flot, understreger Sanne.
Et halvt år efter kunne de atter vende næsen og mulen mod Herning; ikke bare for at vise publikum, men også de fem internationale dommere, hvad de havde øvet sig på derhjemme i Roskilde. Og selvom der ifølge Sanne var rigeligt med plads til forbedringer, så tør vi godt sætte en stor streg under, at Hannah og hendes rytter knoklede sig til et ridt, de bestemt kan være stolte af.
Tag et mål ad gangen
Hvad mon der sker, hvis vi hiver fat i Sanne og Hannah igen om fem år? Er de så blevet en helt garvet Grand Prix-ekvipage? ”Det er svært at sige”, mener Sanne, der mest af alt fokuserer på at forbedre de små ting.
”Lige nu er det bare at tage det step by step. Jeg startede med at have nogle drømme om, at hun skulle gå MA. Men efter, at vi nåede dertil, har det handlet om at tage et mål ad gangen, hele vejen op. Så var det DM, jeg gerne ville forbedre, og så havde vi et mål om at ride internationalt. Og der er vi nu. Så lige nu skal vi forbedre det”.
Og hvad så med landsholdet? ”Det bliver fandeme svært, for der er rigtig mange gode ekvipager i Danmark lige pt.”, understreger hun med en tone der fortæller, at det egentlig også er helt okay. Man behøver som bekendt ikke at være den bedste på pointtavlen for at være den bedste udgave af sig selv.
Alt i alt er det ikke kun ydmygheden, men også evnen til at tage et mål ad gangen, der har været vejen frem for den vellidte ekvipage; en ekvipage, der viser, at selv den mest almindelige hestepige med selv den mest almindelige hest er i stand til at nå langt. Så nyd rejsen, fokuser på det, du og din hest er gode til, og grib så de muligheder, der byder sig. Så kan det jo være, at I lige pludselig ender et sted, du slet ikke troede, var muligt.
En træningsuge med Sanne og Hannah
- 2-3 dage med hård træning – den ene med undervisning
- 2 dage på tur i det fri
- 3-4 dage med let jogging-arbejde
