I mine øjne NEJ – ridning skal ikke være for alle, hvis det er på bekostning af hestene! Børnene skal ikke bare læsses af på rideskolen for at blive transporteret rundt og underholdt i en ridehal.
LÆS OGSÅ: Fra Intuition til Transformation: Tilblivelsen af ”Min Hestedagbog”
Rideskolehestene – De sande læremestre
Vi skal til at se og behandle rideskolehestene, for det de i virkeligheden er: De sande læremestre. Det siger jeg, fordi det ærligt ikke er det, jeg har oplevet rigtig mange steder igennem mit liv i ridesporten. Når rideskolehestene bliver “alles heste”, så er det aldrig rigtig nogens heste. Det mener jeg er et problem.
At gå til ridning skal være for alle, der vil dedikere sig til hestene. Det kræver tid, penge og passion, fra alle omkring hestene, både ejerne af rideskolehestene, dem der passer dem i dagligdagen, underviserne, de børn der kommer og rider, samt deres forældre. Vi må ikke gå på kompromis med hestenes trivsel. De giver os så meget, og det fortjener de at mærke. Selvom der er nogle gode rideskoler rundt i landet, mener jeg stadig, vi er nødt til at tale om, at standarten generelt skal hæves væsentligt, hvis fremtidens rideskole skal eksistere.
Den sure og rigide rideskolehest
Har vi ikke alle mødt eller hørt om den? På min rideskole, da jeg var barn, hed hun Nibbe. “Pas på Nibbe! Hun både bider og sparker! Og hun er fræk til ridning. Hun smider de små børn af.” Slemme, dumme, sure Nibbe.
Men Nibbe var faktisk en rigtig sød og kærlig pony, Hun var bare dybt misforstået og rigtig ked af rideskolelivet. Da hun fik en fast part ændrede hun sig fuldstændigt. Det var det hun længdes efter – at blive set og få kærlighed og omsorg.
Jeg fortæller om Nibbe, fordi jeg først og fremmest gerne vil slå fast, at der ikke eksisterer dumme eller rigide heste. Der eksisterer misforståede heste. Demotiverede heste. Heste med traumer. Heste med smerter. Men der er INGEN heste, der er født dumme eller rigide!
Rideskolehestenes forhold
Jeg både hører og ser desværre, at alt for mange rideskoleheste går rundt derude med utilpassede sadler, dårlige hove og har aldrig set en tandlæge. Jeg hører om steder, hvor det er rideskolehestene der aftager det dårlige hø, som de private opstaldede, ikke vil give til deres egne heste.
Rideskoleheste der går med flere forskellige ryttere om dagen. Fornyeligt blev jeg gjort opmærksom på en stor rideskole, hvor omkring 150 elever om ugen er fordelt ud på blot 10 rideskoleheste. Det der smerter mig mest, er den længsel, som jeg mærker fra de her heste, om ikke at høre rigtigt til nogen og ikke blive lyttet til.
Det er heller ikke altid lige sjovt at gå med flere ryttere dagligt rundt og rundt og rundt i en sandkasse. Samtidigt er det i sagens natur urutinerede ryttere, der alle giver alt for mange og misvisende signaler til hestene. Hvilket resulterer i, at mange bliver slukkede. Så kalder vi dem bare “dovne”, selvom de I virkeligheden er dybt demotiverede.
Af samme grund starter mange små piger til ridning med både pisk og sporer!
Selvom vi godt ved at hestene kan mærke en flue før den overhovedet har sat sig, så bliver mange ryttere stadig skolet i at styre og dominere, i stedet for at fornemme hestene, og skabe en forbindelse til dem. ”Jamen hvordan skal de så få de her ridehesteskole heste fremad?” Er der så nogen, der så spørger. Ja, vi er simpelthen nødt til grundlæggende at ændre fundamentet, så det først og fremmest tilgodeser hestenes mentale og fysiske velvære, så vi kan få glade og motiverede heste i stedet.
Rideskolehestenes fysiske vedligehold
Hvornår har hestene sidst fået ordnet tænder. Der går alt for lang tid imellem smedens besøg. Udstyret er ikke bare utilpasset, det passer slet ikke! Har hestene nogensinde set en behandler?
I min optik burde de om nogen jævnligt have besøg af en fysioterapeut etc, der kan hjælpe dem med deres krop, der jo må bære på ryttere og kompensere for dem, der jo i sagens natur både har dårlig balance og er skæve. For det gør de, de kære rideskoleheste. De er nemlig de sande læremestre og burde behandles som de ukronede konger og dronninger de egentlig er, i stedet for blot et redskab!
Vi skal sætte højere standarder
Jeg ved, at der er nogen fra den gamle skole, der synes de krav jeg stiller op her, er helt urimelige. Men vi lever ikke i gamle dage mere! Heste skal ikke længere blot ses som et redskab, en markpløjer eller et transportmiddel. Heste er kammerater og læremestre. Det mener jeg, vi i ridesporten skal sætte højere standarter efter.
Derfor er min bøn, at vi alle tager ansvar. At DU ser den hest. At DU er nysgerrig på den. At du sætter spørgsmålstegn og involverer dig, når du ser en hest, der har brug for det. Rideskolehest eller ej. ALLE heste fortjener kærlighed.
Fællesskab på rideskolerne
Jeg forestiller mig et mere nærende og kærligt fællesskab på rideskolerne i fremtiden. Hvor vi uanset om man er ung, voksen, begynder eller erfaren med heste, så er vi sammen om at være åbne og nysgerrige på hestene og hinanden.
Jeg drømmer om at vi ændrer vores perspektiv og forventningerne til både os selv og til hestene, så vi bliver mere rejse- end resultatorienterede helt fra den nye rytter starter på rideskolen. Måske vi skal stoppe med at tale om ridning på samme måde som andre sportsgrene. Vi går ikke bare til ridning. Vi går på rideskole, hvor vi ikke udelukkende lærer at ride, men at være sammen med hestene. Passe hestene. Forstå hestene. Forbinde os med hestene. Heste er ikke bare en sportsrekvisit eller pengemaskine. Det er fantastiske levende væsner, som vi er så heldige, gider ride og være sammen med os mennesker.
LÆS OGSÅ: 7 Tips til at få bugt med muk
