20 fascinerende facts om hestens hale

Mange af os skænker ikke halen en tanke. Men rent faktisk kan hestens hale fortælle os en hel del om dens humør, sundhedstilstand og stressniveau. Når man taler om hestens hale, er det meget vigtigt at huske på, at hestens hale er en forlængelse af hestens rygsøjle. Derfor kan problemer i halen give problemer andre steder i kroppen, ligesom haleproblemer kan være et symptom på, at noget er galt andetsteds i kroppen. Vi dykker ned i halens sociale betydning, dens anatomi og pleje, og giver dig 20 facts, som måske kan gøre dig klogere.

Læs også: Tip: Fjern nemt burrer fra hestens man og hale

Halens fysiologi 

#1: Hestens hale begynder rent faktisk helt oppe mellem ørerne. Den er en del af hestens rygsøjle. Rygsøjlen begynder ved selve nakkeleddet mellem ørerne og bevæger sig i et S ned over halsen, over ryggen, til krydset og ender ude i halespidsen.  

#2: Rygsøjlen består af 7 halshvirvler, 18 brysthvirvler, 6 lændehvirvler og korsbenet. Men det er faktisk forskelligt, hvor mange halehvirvler, der er fra hest til hest. Fuldblodsaraberen har typisk 5 lændehvirvler og 15 halehvirvler mod de normale 6 lændehvirvler og 18-20 lændehvirvler hos andre hesteracer. 

Annonce

#3: Hestens hale er en superfluesmækker. Fordi halen består af så mange led, kan halespidsen svinge i en anden retning og hastighed end resten af halen. På den måde kan hesten nemmere ramme irriterende fluer og bidende insekter. Hesten kan svinge sin hale tre gange hurtigere end et tyngdekraftsdrevet pendul for at være helt nøjagtig. 

#4: Har din hest en skæv hale? Det behøver ikke nødvendigvis at være et problem, men der er alligevel god grund til at være opmærksom. Skæv haleføring ses hyppigst hos araberhestene, hvor mange af dem er født med en hale, der naturligt falder til den ene side. Hvis den skæve haleføring er genetisk betinget, har hesten som regel ingen gener. Hvis en hest derimod udvikler skæv fhaleføring senere i livet, enten pludseligt eller gradvist, bør det give anledning til bekymring.  

#5: Skæv haleføring forårsaget af muskelspændinger er typisk forårsaget af to muskler: semitendinosus-musklenog semimembranosus-musklen, som begge har tilhæftninger på halens knogler. Når disse muskler er overspændte, trækker de halen til siden. Det er rigtig vigtigt at få rettet op på, da det kan medføre en forskydning af bækkenet, mindske hestens bevægelighed i bagparten og få den til at svinge benet mere ind til den ene side end den anden. Ifølge Dansk Ride Forbund er skæv haleføring en væsentlig grundfejl, som kan trække ned til for eksempel et dressurstævne.

Annonce
Hestens hale kan betragtes som enden af dens rygsøjle. Foto: Arkiv

#6: Hvis du vil mærke din hests halehvirvler, så løft halen lidt op. Mærk på undersiden og på siden af roden, hvor de er mest tydelige. Følg hånden hele vejen ned, ind til der ikke er mere knogle tilbage. Halehvirvlerne kan være meget svære at tælle og mærke mellemrum imellem, da de bliver mindre og mindre jo længere ned af halen, man føler.

#7: Du kan let tjekke, om din hest har en smidig ryg via halen. Stå på siden af hesten. Tag fat om haleroden på din hest og svaj den blidt fra side til side. Din hest skal tillidsfuldt svaje med og lade rygsøjlen lave en blid og ubrudt ‘bølgebevægelse’ fra lænden og op til manken. Stiver hesten sig, eller er viser den mindre bevægelse i bestemte områder af ryggen, kan den have muskelspændinger, låsninger eller sadelproblemer. 

Halens sociale funktioner 

#8: Hesten anvender tydelige signaler gennem kropsholdning og bevægelser til at signalere, hvordan den har det. Her udgør halen en vigtig del af kropssproget. Hesten kan for eksempel stikke halen mellem benene, hvis den er bange og/eller underlegen. 

#9: Måske har du set en hest, der galopperer rundt på marken med en højt løftet hale? Det gør den, fordi den er glad eller opmærksom. Halen kan på den måde bruges som et stemningsbarometer. Jo højere hesten løfter halen, jo mere opmærksom eller på toppen føler den sig.

#10: En hale, der pisker fra side til side, fortæller, at hesten er irriteret eller forvirret. Hvis hesten pisker kraftigt med halen, for eksempel i et dressurprogram, betyder det, at noget generer den. Også det kan trække ned i en dommers samlede bedømmelse under et dressurprogram. Ifølge Dansk Ride Forbund er det vigtigt, at halen er afslappet og følger hestens bevægelser.

Annonce

#11: Nogle heste kan lide at spise sin eller andre hestes haler. Når heste i naturen spiser halehår, er det som regel fordi, de er angrebet af parasitter i maven. Hårene trækker ormene med sig i tarmene, så de til sidst udskilles med hestepærerne.  

#12: Selvom det måske er træls, at halen på daglig basis er mudret og fyldt med gamle hørester, så bør man overveje, om det altid er en god idé at flette den. Årsagen er, at din hest bruger den til at kommunikere med sine artsfæller. Med halen fortæller den, hvornår de andre skal holde sig væk, og hvornår de gerne må komme tættere på.  

#13: Hestens hale bruges også som kommunikationsmiddel rettet mod os mennesker. Når vi sætter sløjfer i halen, gør vi det for at signalere til omverdenen, at vores hest sparker, er urutineret eller er hingst. Men har du helt styr på hvilken farve, der signalerer hvad?

Læs også: Kender du betydningen af de forskellige sløjfer i halen?

Grooming

#14: Der er forskellige haletraditioner inden for de forskellige ridediscipliner. Hos springheste klippes halen ofte i en længde, så den ender lige oppe over koden eller mellem kode og has. Dressurhestenes haler oftest længere og går helt ned under koden. I dressursporten studser nogle ryttere halen oppe på siderne af haleroden for at skabe en markering, der fremhæver musklerne i bagparten.

Annonce

#15: I travsporten skulle det efter sigende give uheld at klippe halen.  

#16: Det er forbudt i Danmark at kupere hestes haler. I nogle lande klipper eller kuperer man dog stadig haler. Det gøres mest, fordi det er en tradition inden for den pågældende hesterace. En tradition udsprunget af et behov for, at hestens hale ikke er i vejen, når den bruges foran vogn eller arbejder i marken. 

#17: En gammel overtro lyder, at hvis hesten har halm, hø eller andet skidt i halen, når du rider, vil du falde af.  

Hestens hale er et vigtigt kommunikationsmiddel. Foto: Arkiv

#18: Pas på med kun at bruge hårbørste i en filtret hale. Så risikerer du at rive hårene med ud, og din hest ender til sidst med en tynd og kedelig hale. Start i stedet med en blød børste og rigeligt balsamspray, før du går i gang med hårbørsten.  

#19: At hesten klør sin hale kan skyldes flere ring. Det kan skyldes mitteangreb (sommereksem), tør hud eller orm. Kløe i sommermånederne kan skyldes mitteallergi, hvor hestens halerod er blevet bidt, og hesten herefter har udviklet allergi for mitternes spyt. For at komme det til livs, kan du vaske halen med en desinficerende shampoo og sprøjte med rigeligt insektspray. Så holder du mitterne på afstand.

#20: Der er mange faktorer, som påvirker hestens hårvækst i halen. Race, genetik, ernæring, pleje og sundhedstilstanden har alt sammen betydning for, hvor hurtigt halen vokser. Man siger, at det cirka tager et år for et halehår at vokse helt ud.

Læs også: DIY: Naturlig haleserum, der fremmer vækst

Artiklen er oprindelig bragt i april 2020 og er efterfølgende blevet revideret og opdateret.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce