9 sjove tricks til livet i stalden, som du ikke selv har tænkt over

Tennisbolde, bleer og klippede mønstre i bandager kan gøre din hverdag med hesten meget lettere – og måske en lille smule sjovere. Man kan hurtigt købe sig fattig i produkter til hesten, fordi vi hestefolk selvfølgelig kun ønsker det bedste for vores guldklumper. Men det behøver altså ikke være dyrt og omfattende at pleje og passe sin hest og ikke mindst passe på sin stald. Vi giver dig her ni gode råd til, hvordan et par umiddelbart helt simple hverdagssager kan berige dit hesteliv på en sjov og anderledes måde.

Læs også: Tips til vellykket bomtræning: Forberedelse er altafgørende

Annonce

Læg gulerødderne i koldt vand

Det første tip minder lidt om det, du gør, når du prøver at få puttet lidt ekstra grøntsager i børnene derhjemme: du putter gulerødderne i vand, så de kan stå i køleskabet som en sund snack hele dagen. Sagen er, at hvis du oplever, at gulerødderne i stalden hurtigt bliver triste at se på og tilmed en smule gummi-agtige, så skal du bare huske at opbevare dem i en spand koldt vand. Lad dem ligge der, ind til de skal bruges. Så skal du bare se, hvordan gulerødderne holder sig meget længere.

Gulerødder i spand med vand
Pur gulerødderne i en spand med vand. Så bliver de ikke kedelige. Foto: Malgré Tout.

Tilføj mærkater på dine ting

De fleste hesteejere har et hav af spande, svampe og strigler, som bruges til alt muligt forskelligt. Både i forhold til din egen organisering og for at undgå at sprede vira og bakterier fra en hest til en anden eller fra et sted på hesten til et andet, kan det være en god idé at få sat mærkater på. For eksempel er det ikke en rar oplevelse for hesten at spise foder af den samme spand, som der har været sæbespåner i. Vi kan heller ikke anbefale, at du bruger samme svamp til hestens hoved som til dens ben eller bagdel. Med en simpel markering med en sprittus eller lidt maling er der altid styr på, hvad den enkelte ting skal bruges til.

Sæt tennisbolde på kæderne

Måske er hverken din hest eller din væg bag dine kæder særlig begejstret, når du klikker dem af hestens grime og lader dem falde tilbage på plads. Dels giver det en høj lyd, så hesten kan blive forskrækket, og dels laver det mærker i væggen. En simpel og kreativ løsning er at snitte en revne i et par tennisbolde og kile dem fast rundt om kæden helt oppe under karabinhagerne. Når du klikker kæderne af og slipper dem, vil tennisbolden tage fra og skåne både væg og hestens nerver. Det er da smart, synes du ikke?

Tennisbold sidder på kæde i stalden
Sæt en tennisbold fast om kæderne på staldgangen og undgå, at de larmer og ridser væggen, når de fjernes fra hestens grime og slippes. Foto: Malgré Tout.

Hæng hovrenseren på en krog ved boksen

Det lyder en smule banalt, men vi synes bestemt, at det her er et godt og sjovt råd. Sæt en lille krog tæt på hestens boks, sæt en lille halmsnor i din hovrenser, og lad hovrenseren have sin faste plads på knagen. Selvfølgelig må hesten ikke kunne få fat i den. På den måde kan du altid rense hove på hesten inden i boksen, og du sparer dig selv for fejearbejdet på staldgangen. Om ikke andet er det altid rart at have en hovrenser ved hånden. Du kan naturligvis gøre det samme med din saks, hobbykniv eller hvad du finder uundværligt i stalden. Det er bare vigtigt, at hesten ikke kan nå det.

Læg biddet i varmt vand inden rideturen

Det er ikke noget nyt, at det kan være rigtig træls for hesten at få et iskoldt bid i munden. Og du kender nok tricket, hvor man varmer biddet i hænderne, hvilket dog både tager lang tid og er koldt for rytterens egne fingre. I stedet kan du hælde lidt varmt vand i en spand og putte biddet derned 2 minutter inden I skal ride. Så er det dejlig lunt, når din hest skal have det i munden. Bruger du kogende vand, er det også med til at fjerne bakterierne på biddet fra den sidste ridetur. Sørg dog for ikke at putte biddet i munden på hesten før, du er sikker på, at det ikke er for varmt.

Bleer i størrelse 5

Det lyder måske mærkeligt, men en god ble i størrelse 5 er ganske brugbar, når man har med heste at gøre. De fungerer nemlig optimalt som forbindinger ved sår, skrammer og hovbylder. Du kan bruge bleen som den er, eller lægge dem i blød i noget tid, hvorefter de kan komme i fryseren. På den måde får du et velfungerende, koldt omslag ved eksempelvis hævninger og kodeledsforvridninger.

Ble på hestens ben
Brug bleer i størrelse 5 som forbindinger til hestens ben. Foto: Malgré Tout.

Hæng gamacher og sadelunderlag til tørre på en simpel måde

Hvor skal du lige gøre af dit sadelunderlag og dine gamacher, når det hele er plaskvådt efter en hård ridetur? Jo, ser du… Mange stalde har kæder eller lignende fastmonteret til væggene. De kan lige så godt gøre nytte, når ikke hestene står bundet i dem. Klik dem fast på en krog, som du placerer et sted på væggen, hvor kæderne lige kan nå. På den måde kan du lave et midlertidigt system til ophængning af dit udstyr. Det er altså smart!

Læs også: Lær din hest tricks: 5 sjove, du let kan træne med din (unghest)

Kend forskel på dine bandager

Har du mange ensfarvede bandager liggende, kan det indimellem være lidt et mysterium at greje, hvilke der hører sammen. Det er lidt som at parre sokker efter en tøjvask: indimellem tager man bare chancen og parrer to, som man så senere hen – når man har travlt og står og skal bruge dem – finder ud af, slet ikke er ens. En idé er derfor at klippe et mønster i velcroen i dine bandager. Om alle de røde fra Rider by Horse og de blå fra Eskadron skal have henholdsvis trekanter, bølger eller hjerter er din helt engen sag. Du får blot mulighed for på én gang at personliggøre og organisere dine bandager. Behøver vi slutte af med at minde dig om, at du selvfølgelig ikke bør overføre teknikken til din tøjvask derhjemme?

Annonce

Kilder

Practical Horseman

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce