
Skandinavien var stærkt repræsenteret i dressuren ved det netop overståede Göteborg Horse Show, hvor de danske ryttere for alvor markerede sig i FEI Dressage World Cup™. Med flere topplaceringer og stabile præstationer viste danskerne både kvalitet og bredde i feltet.
Fredagens Grand Prix-vinder Carina Cassøe Krüth fulgte flot op søndag med en tredjeplads i “Grand Finale”-Freestylen på Heiline’s Danciera (ejet af Poul Thørgensen). Den rutinerede ekvipage leverede endnu en sikker og harmonisk præstation, som cementerede hendes stærke form i World Cup-sammenhæng.
Dansk dressur viste samtidig sin dybde, da også fjerde-, femte- og sjettepladsen blev besat af danske ryttere. Sara Aagaard Hyrm og Atterupgaards Cooper (ejet af rytteren selv, Gitte Aagaard Hyrm og Jesper Hyrm) red sig ind på fjerdepladsen med 75,050 %. Efter en lidt anspændt start fandt ekvipagen rytmen og leverede en flot og fejlfri afslutning, der understregede danskernes stærke tilstedeværelse i Göteborg.
Cecilie Dybro Jensen og Zagori (ejet af Sdr. Vejrbakken’s Beslagsmedie) præsenterede en veltilpasset og nydelig Freestyle, mens Anna Zibrandtsen og den erfarne Quel Filou (ejet af Bregnerøgård ApS) opnåede 74,245 % trods to fejl i programmet.
Samlet set blev det en stærk dansk præstation i Göteborg, hvor både rutine og talent bidrog til at placere Danmark solidt i toppen af international dressur.
For svenske Maria von Essen, der både i 2024 og 2025 måtte tage til takke med andenpladsen, blev tredje gang lykkens gang da hun vandt Freestylen med en præstation, der sendte gåsehud gennem det talstærke publikum i Scandinavium. Med smuk piaffe, udtryksfuld passage og til tonerne af Les Misérables, helt præcise tempi-skift, red hun til 82,645 % – en ny personlig rekord.
Blot 0,7 % efter placerede den altid energiske og karismatiske Patrik Kittel sig på andenpladsen med Touchdown. Ligesom Cathrine Laudrup-Dufour kan få taget til at løfte sig på hjemmebane, er Kittel svenskernes helt store publikumsfavorit – og der blev klappet og jublet højlydt, da han sikrede sig andenpladsen med 81,920 %.
Kilde: