Når huslejen lukker rideskolen: 160 ryttere på gaden
Læs mere →
Først kom beskeden om en højere husleje. Så beskeden om, at der skulle findes en ny adresse inden årets udgang. I Egedal betyder det, at 160 ryttere mister deres fristed, og at 17 heste skal finde et nyt sted at stå. Nogenlunde samtidig lukkede en rideskole i Holbæk efter 42 år. Hver sag har sin egen historie — men lagt ved siden af hinanden tegner de et mønster, danske hestefolk bør holde øje med i 2026.
De fleste af os kender følelsen af at træde ind i den samme stald, vi altid har trådt ind i. Lugten, lyden af hove mod betonen, den samme knage til hovedtøjet. For rigtig mange danskere er en rideskole ikke bare et sted, man lærer at ride — det er et andet hjem. Derfor rammer det så hårdt, når adressen pludselig forsvinder.
I år er der kommet flere af den slags historier, end vi bryder os om. Og selvom hver enkelt sag har sine egne omstændigheder, er der en rød tråd, der er værd at stoppe op ved.
I Egedal Kommune står en rideklub nu i en situation, ingen ønsker sig. Efter flere huslejestigninger er klubben nået til et punkt, hvor økonomien ikke længere hænger sammen på den nuværende adresse. Ifølge Sjællandske Nyheder skal klubben have fundet et nyt sted inden årets udgang, og det efterlader 160 ryttere uden deres vante rammer og 17 heste uden en fold at gå på.
Formand Linda Aagaard Thomsen og bestyrelsesmedlem Julie Strandberg Breuning håber, at klubben kan finde et nyt sted til en billigere husleje, så undervisningen kan fortsætte. Men det siger sig selv, at det ikke er nogen lille opgave at flytte en hel rideskole — med heste, elever, udstyr og hverdag — på få måneder.
Lidt længere mod vest, i Holbæk, er en anden dør gået i. Her har Inge og Alex Birksted i mere end fire årtier drevet en privat rideskole, hvor generationer af børn, unge og voksne har lært at ride, passet heste og tilbragt somre på ridelejr. Efter 42 år er det slut.
De to lukninger er ikke ens. Den ene handler om en klub, der presses ud af sin adresse; den anden om et privat par, der efter et langt liv med rideskole har valgt at stoppe. Men for de familier, der har hørt til de to steder, er resultatet det samme: et fast holdepunkt i hverdagen, der forsvinder.
Og Holbæk har mere end én sag. Ifølge TV2 Øst lukker også en af landets ældste rideklubber i kommunen, godt 100 år gammel, efter at kommunen ikke ville forlænge lejekontrakten, og klubben ikke kunne betale gælden på ejendommen. Faldende medlemstal spillede med ind.
Når tre sager dukker op inden for samme år og samme egn, er det svært at kalde det tilfældigt. Det, der binder dem sammen, er sjældent hestene selv. Det er mursten, jord og leje.
En rideskole fylder meget. Den kræver stald, ridehal, folde og ofte mange hektar jord — arealer, der i disse år bliver mere værd og mere efterspurgte. Når huslejen stiger, eller en kommune vælger ikke at forny en lejeaftale, er der ikke meget luft i en rideskoleøkonomi til at absorbere det. Kontingenterne skal holdes nede, for ellers falder eleverne fra, og så bliver hullet bare større.
Oveni kommer et vigende medlemstal, som Dansk Rideforbund har arbejdet med i flere år. Færre medlemmer betyder færre til at dele de faste udgifter. Regnestykket bliver skrøbeligt, og så skal der ikke meget til, før det tipper.
Det er let at læse den her slags historier som tørre tal om husleje og kvadratmeter. Men bag de 160 ryttere og de 17 heste er der noget mere. En rideskole er ofte det første sted, et barn møder en hest. Det er der, man lærer at tage ansvar for noget større og levende end sig selv, får staldvenner for livet og finder en ro, som skærmen derhjemme ikke kan give.
Når en rideskole lukker, er det ikke bare en aktivitet, der falder bort. Det er en indgang til hele hestelivet, der bliver smallere. For nogle familier findes der en anden rideskole i rimelig køreafstand. For andre gør der ikke.
Måske er det her, vi som hestefolk skal blive bedre til at holde øje. Ikke kun med resultatlisterne og de store stævner, men med de helt almindelige rideskoler, der holder bunden af sporten i live. For det er dem, den næste generation af ryttere vokser op i — og de er mere sårbare, end vi går og tror.