Når huslejen lukker rideskolen: 160 ryttere på gaden
Læs mere →
Mens dressuren og springningen fylder ridebanerne, ligger en af Dansk Rideforbunds mindst kendte discipliner og venter på folk med lyst til lange ture i naturen. Distanceridning handler ikke om at ride hurtigst, men om at få hesten sundt og friskt gennem alt fra 15 til over 100 kilometer, med dyrlægen som dommer undervejs. Her er, hvad det kræver, og hvordan du kommer i gang i sommerhalvåret.
De fleste danske hesteejere kender dressur, spring og military. Men der findes en disciplin til, som næsten ingen taler om, selvom den har sit eget reglement under Dansk Rideforbund og en aktiv dansk forening bag sig. Distanceridning er ridning over lange, afmærkede ruter i terræn, hvor det ikke er en dommer på en bane, der afgør din dag, men hestens krop.
Og netop derfor er sommeren sæsonen. Når folden er tør og skovbunden holder, kan du og hesten komme ud på de lange ture, som disciplinen bygger på.
I distanceridning rider du en fastlagt rute mod uret, ofte delt op i flere sløjfer (loops), der bringer dig tilbage til stævnepladsen. Efter hver etape skal hesten fremstilles for en dyrlæge inden for en afgrænset tid, og først når dyrlægen giver grønt lys, må I fortsætte. Efter reglementet må du ikke ride mere end 40 kilometer uden et dyrlægetjek undervejs.
Det er den vigtigste forskel fra al anden ridesport: hestens sundhed er ikke noget, der vurderes bagefter, men noget der afgør, om du overhovedet kommer i mål. Tempoet betyder mindre end, at hesten er frisk hele vejen.
Distancerne begynder i det små. De laveste klasser (LC, LB og LA) rides som idealtidsklasser, fri tid eller Clear Round, hvor det handler om at ramme et fornuftigt tempo frem for at være hurtigst. Fra og med klasse MA afgøres ridtet på fri tid, altså den hurtigste sunde hest vinder.
De korte klasser starter helt nede omkring 15 kilometer, så du behøver ikke drømme om ekstremdistancer for at prøve disciplinen. I toppen af det danske reglement ligger klasse SA, der dækker fra 140 til 170 kilometer. Den klassiske internationale mesterskabsdistance (CEI3* og VM) er 160 kilometer på én dag, men det er international topsport og ikke noget, en nysgerrig hobbyrytter møder på sit første ridt.
For de fleste, der vil prøve distanceridning, er pointen den modsatte: du starter kort og bygger på over tid.
Dyrlægekontrollen (vetgate) er hjertet i disciplinen. Ved hvert stop måler dyrlægen hestens puls, og den skal være faldet til under grænsen inden for tidsvinduet. Grænsen afhænger af klassen: for LC, LB og LA er loftet 60 slag i minuttet, mens den fra klasse MA og opefter er 64 slag i minuttet.
Men pulsen er kun begyndelsen. Dyrlægen vurderer også hjerterytme, åndedræt og bevægelsesmønster, tager temperaturen og tjekker for ømhed, skrammer og sår. Hove og sko bliver set efter, og hestens almentilstand vurderes, herunder tegn på kolik og dehydrering. Er der noget galt, må hesten ikke fortsætte, og I er ude.
Det kan lyde hårdt, men det er hele idéen: reglementet er skruet sammen, så det ikke kan betale sig at presse en træt hest videre. Den, der lytter til sin hest, kommer længst.
En af de dejlige ting ved distanceridning er, at den er åben for de fleste racer. Fuldblodsaraberen har traditionelt stået stærkt på de lange distancer på grund af sin udholdenhed, men du ser også fjordheste, islandsheste, korsninger og almindelige rideheste på ruterne. Det afgørende er ikke stamtavlen, men at hesten er sund, i god form og trænet op til opgaven.
Det samme gælder rytteren. Du skal kunne sidde på hesten i timevis og hjælpe den med at spare på kræfterne, så en vis egen kondition hører med. I praksis skal du være medlem af en rideklub under DRF, og hesten skal være korrekt vaccineret. Ryttere under 10 år kan kun starte til og med klasse LC og skal være i følge med en voksen.
1. Tag kontakt til distancemiljøet. Der findes en dansk distancerytterforening og lokale ildsjæle, der gerne tager nye med. De fleste begynder med at tage ud og se et ridt, før de selv melder til. 2. Start i en kort klasse. Meld dig til et introridt eller en motionsdistance i den lave ende, hvor tempoet er roligt, og hvor det handler om at gennemføre. 3. Byg konditionen langsomt op. Grundformen kommer af mange rolige ture over uger og måneder, ikke af hårde intervaller. Skridt og rolig trav i terræn er fundamentet. 4. Træn selve vetgaten. Vænn hesten til at blive målt på puls og stå stille til undersøgelse, og øv dig i at få pulsen ned med afkøling og ro efter arbejde. 5. Prøv dig frem. Den første tur behøver ikke være perfekt. Målet er, at du og hesten kommer hjem med lyst til mere.
Den klassiske fejl er at ride for stærkt fra start. Distanceridning belønner den, der deler kræfterne ud, ikke den, der brænder krudtet af på den første sløjfe. En anden fejl er at undervurdere konditionstræningen og tro, at en hest, der har det godt på folden, uden videre kan gå 40 kilometer.
Endelig glemmer mange restitutionen: pulsen skal ned, hesten skal drikke og køles, og hovene skal være forberedt på lange ture på varieret underlag. Her er en velplejet hov og et sikkert greb under benene ikke til at komme udenom.
Inden du for alvor kaster dig ud i de længere distancer, er det en god idé at få din dyrlæge til at vurdere hestens grundform og eventuelt lave en simpel sundhedstjek. En beslagsmed, der kender til lange ture, kan rådgive om beslag eller barfodstrimning, der passer til terrænet. Og det bedste råd af alle: find en erfaren distancerytter, der vil tage dig under vingerne de første sæsoner.
Distanceridning er måske den mest oversete disciplin i dansk ridesport, men det er også en af de mest ærlige. Her kommer du og hesten ud i naturen sammen, i et tempo I selv sætter, og med en dyrlæge, der hele vejen minder jer om det, der egentlig betyder noget. Skulle sommeren ikke være det rette tidspunkt at prøve det af?
De laveste klasser begynder omkring 15 kilometer, så du behøver ikke sigte efter ekstremdistancer for at prøve disciplinen. De fleste starter i en kort motions- eller introklasse og bygger på over tid.
Dyrlægen måler pulsen og vurderer desuden hjerterytme, åndedræt og bevægelsesmønster, tager temperaturen og ser efter ømhed, skrammer og sår. Hove og sko tjekkes, og hestens almentilstand vurderes, herunder tegn på kolik og dehydrering.
Grænsen afhænger af klassen. For LC, LB og LA skal pulsen være under 60 slag i minuttet inden for tidsvinduet, mens grænsen fra klasse MA og opefter er 64 slag i minuttet.
Ja. Araberen har traditionelt stået stærkt på de lange distancer, men fjordheste, islandsheste, korsninger og almindelige rideheste deltager også. Det afgørende er, at hesten er sund og i god form, ikke stamtavlen.
Du skal være medlem af en rideklub under Dansk Rideforbund, og hesten skal være korrekt vaccineret. Ryttere under 10 år kan kun starte til og med klasse LC og skal være i følge med en voksen.