At blive en dygtig rytter kræver personlig udvikling

Heste spejler os. De opfanger vores energi, vores humør og de mønstre, vi bærer med os. Når vi står over for udfordringer med vores heste, er det let at pege fingeren udad: “Han er doven,” “Hun er stresset,” eller “Hvorfor er det altid mig, der får heste med problemer?” Men hvad nu, hvis din hests adfærd i virkeligheden er en invitation til, at du skal kigge indad? 

Vi kan kun møde andre så dybt, som vi har mødt os selv 

Dette gælder også i relationen til vores heste. De udfordringer, vi møder, handler ofte mere om os selv end om hesten. Måske er det dig, der har brug for at finde mere ro, balance eller bevidsthed. Når du arbejder med dig selv, vil din hest uundgåeligt spejle de positive forandringer tilbage. 

Udfordringer er invitationer til udvikling 

Hvorfor møder du de samme problemer igen og igen? Det er en hård sandhed, men ofte fordi du ikke har reageret anderledes eller fundet ind til kernen af, hvad det handler om. Hvis du sælger den ene hest for blot at opleve de samme udfordringer med den næste, så by-passer du problemet. 

Et eksempel kunne være: ”En rytter har et brændende ønske om at blive dygtig, men hendes hest stejler, spænder op og viser modstand. Hun tænker, at hesten er “umulig”, vælger at sælge den og finde et bedre match.  Kort efter opstår der dog de samme problemer med den nye hest. Problemet er ikke hesten. Problemet – og løsningen – findes i rytteren selv.” 

Når vi tør møde vores udfordringer med nysgerrighed og refleksion, åbner vi døren til personlig udvikling. Hesten er ikke imod dig. Den viser dig, hvor du har mulighed for at lære og vokse. Det er i udfordringerne med din hest, at de største muligheder for udvikling ligger. 

LÆS OGSÅ: Skal ridning være for alle?

Tag ansvar for dit fokus og din energi 

Hvor går dit fokus, når du er sammen med din hest? Ser du det, der går galt – fejlene, de svære øvelser, eller alt det, I ikke kan? Eller vælger du at fokusere på alt det, der går godt? På jeres små sejre, på det, du er taknemmelig for?

Where your mind goes, the energy flows

Det, du fokuserer på, vokser. Hvis du konstant leder efter fejl, vil det præge både dig og din hest negativt. Hvis du i stedet begynder at værdsætte det, der fungerer, og de øjeblikke, I deler, vil glæden vokse. 

Prøv for eksempel at øve dig i taknemmelighed for at: 
  • Du har mødt din hest. 
  • Du har mulighed for at ride og dele livet med den. 
  • Din hest glæder sig til at se dig hver dag. 

Glæden opstår ikke i et fjernt mål ude i fremtiden – den findes lige her, lige nu, i det samvær, som I allerede har. 

Din hest som spejl for din personlige udvikling 

Vores heste udfordrer os, fordi de inviterer os til at udvikle os. Når din hest reagerer – bliver stresset, stædig eller modvillig – er det værd at spørge dig selv: Hvad prøver den at vise mig? 

Har du brug for mere ro i din energi? 

Mere balance og styrke i din krop? 

Større tålmodighed eller bevidsthed?

Din hest er ikke en container for dine følelser og problemer. Den fortjener, at du tager ansvar for dit eget mentale og fysiske velbefindende. 

LÆS OGSÅ: Heste prøver os ikke af, de prøver at fortælle os noget!

Kvalitetstid og ro sammen med sin hest er guld værd. Foto: Camilla Borregaard

Når vi møder op i stalden med frustrationer, stress eller ubalance, påvirker det vores heste mere, end vi aner. Glæden og udviklingen med din hest begynder, når du tør kigge indad og tage ansvar. Hesten kan ikke “gå væk” fra dig. Den bliver sammen med dig – og den fortjener, at du gør det samme for dig selv. 

Når vi udvikler os selv, udvikler vi os som ryttere 

At blive en bedre rytter handler ikke kun om teknik og færdigheder. Det handler om at blive bedre til at mærke, fornemme og forstå både dig selv og din hest. Det handler om at stoppe op og stille dig selv de svære spørgsmål: 

Hvordan har jeg det egentlig? 

Hvordan påvirker det min hest? 

Hvilke forandringer er jeg villig til at foretage? 

Din hest giver dig muligheden for at møde dig selv på et dybere plan, end du troede muligt. Når du arbejder med dig selv – din energi, din balance og dit fokus – vil du opleve, at samarbejdet med din hest bliver lettere og mere harmonisk. 

Uperfekte matches er ofte helt perfekte 

Vi møder ikke vores heste ved en tilfældighed. Selv den relation, der føles allermest uperfekt, kan være den største gave. Din hest er her for at hjælpe dig med at udvikle lige præcis det, du har brug for. Det kræver, at du er åben og nysgerrig, frem for at give op og lede efter “den perfekte hest.” 

Husk: Når du møder udfordringer med din hest, er det en invitation til at arbejde med dig selv. Når du vælger at tage ansvar, vokser både du og din hest. 

Glæden ligger i nuet 

Livet med heste handler ikke om at være perfekt. Det handler ikke om at nå et bestemt mål, og så opstår glæden. Det handler om rejsen. Det handler om hver dag, som du deler med din hest. Når du begynder at fokusere på det, der går godt, når du vælger at være nærværende og tage ansvar for dig selv, vil du opdage, at de største forandringer sker – både i dig selv og i din hest. 

Tænk over: Hvad viser din hest dig i dag? 

Kærligst Camilla 

LÆS OGSÅ: 24 timer med hest: Sådan sikrer du dit mentale helbred

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce