Bange hest? 3 råd fra en forsker
Læs mere →
En plastikpose i hækken. En traktor, der starter bag laden. En presenning, der pludselig blafrer ved møddingen. De fleste af os har stået med en hest, der på et splitsekund er en halv meter til siden med ørerne rettet mod noget, vi ikke selv kan se. Og de fleste af os har en mening om, hvad man så skal gøre. Janne Winther Christensen har brugt mere end tyve år på at finde ud af, hvad der rent faktisk virker – og svaret er mere stille og mere tålmodigt, end mange tror.
Hun er biolog og har siden 2003 arbejdet med ét spørgsmål, der kan lyde enkelt: Hvad gør en hest bange, og hvordan hjælper vi den til at blive mindre bange? Det er et spørgsmål, som alle med hest kender fra hverdagen, men som overraskende få har undersøgt systematisk.
Janne Winther Christensen begyndte sit arbejde med heste og frygt i et projekt i Sverige og fortsatte siden med ph.d. og postdoc i Danmark. I dag forsker hun ved Aarhus Universitet, Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab, i en gruppe der beskæftiger sig med adfærd, stress og velfærd hos dyr.
Undervejs har hun håndteret hundredvis af unge, utrænede heste. Det er en vigtig detalje, for det betyder, at hendes viden ikke kun kommer fra tal på en skærm, men fra mange timer med heste, der aldrig havde set en paraply, en flagrende pose eller en ukendt genstand på ridebanen før.
Motivationen har hele tiden været den samme. Hun har flere gange forklaret, at hun vil bidrage med viden, der kan give færre rideulykker og bedre hestevelfærd. Og hun har peget på, hvorfor det er særligt relevant her til lands:
“Danmark og Sverige er de to lande, der har flest heste pr. indbygger,” sagde hun til Videnskab.dk i 2013.
Nogle af hendes forsøg er så hverdagsagtige, at man næsten kan se dem for sig i sin egen stald. I et af dem stod små grupper af unge heste og spiste, da en paraply pludselig blev slået op. Det, forskerne ville vide, var, om det gjorde en forskel, at én af hestene i gruppen allerede kendte paraplyen og var tryg ved den.
Det gjorde det. Ifølge Aarhus Universitet reagerede de unge heste mindre voldsomt, når en rolig og vant hest stod sammen med dem – og effekten var tydeligst, når den rolige hest var voksen.
Samme mønster har hun fundet hos føl. Føl, der fik lov at se deres mor forholde sig roligt til noget nyt og uhyggeligt, var selv mindre reaktive og mere nysgerrige, da de blev testet senere.
Hun har også vist, at nogle heste simpelthen er mere frygtsomme end andre, og at det kan ses allerede, mens de er føl. Det er ikke dårlig opdragelse og ikke ond vilje. Det er temperament. For os i stalden betyder det, at to heste ikke nødvendigvis skal have samme tempo i træningen, selv om de er lige gamle.
Og så er der den konklusion, mange hestefolk måske har brug for at høre: “Vi fandt, at hvis man tvinger hesten hen til det, den er bange for, så bliver den mere bange,” fortalte hun til Videnskab.dk.
Den metode, som Janne Winther Christensen har fundet virker bedst for flest heste, er gradvis tilvænning. “Jeg fandt, at den gradvise tilvænning, også kaldet desensitivering, fungerer bedst for flest,” sagde hun i 2013.
I praksis betyder det, at du finder den afstand, hvor hesten lægger mærke til den uhyggelige ting, men stadig kan tygge, puste ud og stå nogenlunde stille. Der bliver i. Når hesten slapper af, går i lidt nærmere – eller stopper for i dag. Er det presenningen ved møddingen, kan det godt tage nogle dage, før i står helt henne ved den. Det er helt fint.
Til de allermest sensitive heste har hun en anbefaling, der kan virke overraskende: Vis dem mange nye ting på én gang. Hæng fx et par dækkener, en sæk og et par poser langs barrieren, så hesten ikke låser sig fast på én bestemt genstand. Og hvis hesten springer til side undervejs, er det ikke et nederlag. Ifølge hendes forskning gør det ikke hesten mere bange at få lov at trække sig.
Det er nok det nemmeste råd at bruge med det samme. Skal unghesten for første gang forbi den nye traktor, ud på en ny tur eller ind i en hal med flag og blomsterkasser, så tag den gamle, rolige hest med. Hestes ro smitter, og det gør deres uro også.
Har du føl i stalden, gælder det samme for hoppen. Et føl lærer meget af at se sin mor stå roligt ved noget nyt, så brug gerne de stille stunder, hvor hoppen er tryg, til at præsentere føllet for verden.
Et af de mere jordnære fund er, at heste, der er trænet i helt basal håndtering – at gå pænt ved hånden, stå stille og følge med – reagerer mindre i uhyggelige situationer, når det er deres egen, kendte person, der står ved hovedet.
Det er godt nyt, for det er præcis den slags træning, man kan lave på en mørk vinteraften i stalden. Fem minutter med at stå stille ved striglepladsen, et par skridt baglæns i stalden, en tur rundt om gården i skridt. Det ser ikke ud af meget, men det bygger det fundament, hesten læner sig op ad, når plastikposen kommer flyvende.
Det smukke ved Janne Winther Christensens arbejde er, at det ikke kræver dyrt udstyr eller særlige evner. Det kræver tålmodighed, en rolig makker og lyst til at lade hesten bestemme tempoet en gang imellem. Vinterens stille stunder i stalden er det perfekte tidspunkt at begynde – og hver lille ting, hesten lærer at stole på, er én ting mindre at blive bange for, når foråret kommer.