Paralandstræner: “Der er ikke to ryttere med den samme udfordring”

I Danmark har vi nogle af verdens bedste pararyttere inden for dressurridning. Vi er regerende verdensmestre, europamestre og har en årelang tradition for medaljer ved de Paraolympiske Lege (PL), VM og EM. Dette er takket være talentfuld ridning og særdeles dedikeret træning. Astrid Gemal har været landstræner for pararidningen siden 2017 og er klar med sit PL-hold ved de Paraolympiske Lege 2021, som netop er skudt i gang. Hun fortæller, hvorfor hun elsker at undervise og motivere ryttere – også ryttere med særlige udfordringer og handicaps.

Læs også: Disse ryttere har tidligere vundet OL-medaljer – og disse kan komme til det

Rytterne under PL i Tokyo

Tobias Thorning Jørgensen
Tobias Thorning Jørgensen
Foto: Dansk Idrætsforbund (DIF).
  • Født: 6. februar 2000
  • PL-erfaring: Debutant
  • Bedste resultater: Dobbelt EM-guld i 2019
  • Klasse: Grad 3
  • Handicap: Muskelsvind
  • Bopæl: Give
  • Klub: Billund Sportsrideklub 
Caroline Cecilie Nielsen
Caroline Cecilie Nielsen
Foto: Dansk Idrætsforbund (DIF).
  • Født: 24. maj 1990
  • PL-erfaring: 2008, 2012, 2016
  • Bedste resultater: PL-bronze i 2008
  • Klasse: Grad 3
  • Handicap: Cerebral parese (CP)
  • Bopæl: København Ø 
  • Klub: Sportsrideklubben Vallensbæk
Kathrine Kristensen
Kathrine Kristensen
Foto: Dansk Idrætsforbund (DIF).
  • Født: 23. januar 1996
  • PL-erfaring: Debutant
  • Bedste resultater: Tre førstepladser ved internationalt stævne, CPEDI3*
  • Klasse: Grad 2
  • Handicap: Muskelsvind
  • Bopæl: Roskilde 
  • Klub: Nordvestsjællands Rideklub
Susanne Jensby Sunesen
Susanne Jensby Sunesen
Foto: Dansk Idrætsforbun (DIF).
  • Født: 19. februar 1977
  • PL-erfaring: 2012, 2016
  • Bedste resultater: PL-sølv 2016. Guld i Gøteborg 2017
  • Klasse: Grad 3
  • Handicap: Inkomplet paraplegiker (delvist lam fra ryggen og ned)
  • Bopæl: Thisted
  • Klub: Sportsrideklubben Thisted

Den første danske rytter skal ride den 27. august 2021.

At tænke meget ud af boksen 

“Der er ikke to ryttere med den samme udfordring,” fortæller Astrid Gemal, da spørgsmålet lyder, hvad pararyttere typisk har med sig i bagagen. Deres problemstillinger er fuldstændig forskellige, og en stor del af paralandstrænerens arbejde indebærer netop, at hun skal imødekomme deres individuelle vanskeligheder. 

“Hvordan får man eksempelvis en hest til at lave en schenkelvigning, når rytteren ikke selv har en schenkel?” spørger hun sig selv og fortsætter: “Her vil man måske benytte to piske for at hjælpe og guide hesten. Det er ikke nødvendigvis mig, der finder på det med piskene, men jeg skal træne rytteren ud fra, at han eller hun bruger dem.” 

Annonce

Klassiske dressurprincipper skal imødekommes i træningen 

Selvom en rytter måske ikke har sine ben eller mangler en arm, så er kravet stadig, at hesten rides ud fra den klassiske træningsskala. Det betyder, at den skal gå med korrekt takt, være løsgjort, acceptere af biddet, være spændstig, ligeudrettet og kunne gå i den forlangte samlingsgrad. Den skal gå afslappet i den korrekte holdning og naturligvis udføre øvelserne fejlfrit. Her er der med andre ord ikke forskel på ‘almindelig ridning’ og det, pararyttere træner efter. Forskellen ligger i, at så længe hesten går korrekt, så er det ikke relevant, hvordan rytteren eventuelt sidder.   

“Rytterne skal indvirke bedst muligt på hesten ud fra deres handicap. Det trækker altså ikke ned, hvis hænderne hopper, så længe hesten går korrekt dressur efter de klassiske principper,” uddyber Astrid. 

5 grader i pararidning 

Pararyttere bliver klassificeret indenfor 5 grader, alt efter hvor fysisk udfordrede, de er. De konkurrerer inden for den grad, de hører til. Grad 1 er dem, der er mest udfordret, mens grad 5 dækker over dem, der er mindst udfordret.  

Nogle ryttere skifter grader undervejs, mens andre forbliver i samme grad. Den tidligere pararytter Stinna Tange, som blandt andet opnåede en OL-bronzemedalje i 2016, tog EM-guld i 2017 og VM-guld i 2018, er den mest vindende pararytter, vi har haft i Danmark. Idet Stinna er født uden ben, stod hun som pararytter med en udfordring, som mange måske ville tro placerede hende under grad 1. Men hun var faktisk indplaceret i grad 2. Det skyldtes, at hendes overkrop altid har været velfungerende, fortæller paralandstræneren. Ryttere med handicaps, der placerer dem i grad 1, er så udfordrede, at de rider et program kun i skridt. Det gjorde Stinna Tange ikke. 

“Selvom det måske lyder nemmere at ride et program i skridt, så er det bestemt ikke nemt for de pågældende ryttere. Vi kender alle til den store opgave, det er at ride en god skridtøvelse. Det er svært nok i sig selv, men når du samtidig har et handicap, kan det virke næsten umuligt. Men det er det bestemt ikke for de her ryttere, fordi de er så dygtige” smiler Astrid. 

Pararytter Stinna Tange på Horsebo Smarties
Tidligere pararytter Stinna Tange på Horsebo Smarties under World Equestrian Games i Tryon i 2018. Hun er født uden ben og hørte som aktiv pararytter under grad 2. Foto: FEI / Liz Gregg.

Læs også: Stinna nomineret til månedens paraolympiske atlet

Jobbet var slået op på normal vis 

Men hvordan bliver man egentlig landstræner for paradressur? “Det gør man ved at søge jobbet”, griner Astrid. Det var et helt almindeligt jobopslag, som hun læste igennem og følte sig kvalificeret til at søge. Hun er uddannet i kommunikation og har stor viden og erfaring inden for handicapområdet. Udover det er hun uddannet berider og underviser og træner heste. Landstrænerjobbet fungerer som en deltidsstilling, hvor hun så har sine andre hestebeskæftigelser ved siden af.  

Arbejdet som træner består blandt andet af telefonsamtaler med mange forskellige mennesker, heriblandt ryttere og deres faste trænere. Derudover afholder Astrid træningssamlinger for rytterne og tager rundt i landet for at hjælpe dem individuelt, hvis de har behov for det. Hun er samtidig med til alle stævner, som ofte afholdes i udlandet, da man i Danmark alene ikke har nok pararyttere til at kunne afholde konkurrencer på et regelmæssigt plan. Dog afholdes der også internationale stævner i Danmark. 

PL i 2021 

OL – og dermed også PL – er ved at være tæt på. Indtil videre ser det ud til, at det bliver afholdt, og det glæder naturligvis træneren. Hun og rytterne – og hele teamet omkring dem – har knoklet for at blive klar til den store begivenhed, der løber af stablen den 24. august – 5. september 2021. Astrid forklarer, at det hun glæder sig allermest til ved PL, er at skulle se rytterne udleve en drøm, som de har knoklet for at opnå i lang tid. PL er lige såvel som OL den ultimative sportskonkurrence. “Selvom det bliver en anderledes version i år på grund af corona-pandemien, vil i alle bare så gerne repræsentere Danmark,” fortæller landstræneren.

Læs også: Dressur skal se let ud – men det er det ikke

Annonce

Hvad giver det rytterne? 

Astrid er ikke i tvivl om, at rytteren i deres arbejde med hestene og en deltagelse ved PL vil føle en enorm stolthed og anseelse. Det er bare noget særligt at kunne repræsentere sit land ved et mesterskab. Samtidig betyder det meget for dem at gøre noget på lige vilkår med andre, forklarer hun. I stalden såvel som på ridebanen er de nemlig ryttere ligesom alle andre, der skal passe og træne deres heste. 

Hesteverdenen: Til tider en lidt bøvlet affære 

At have hest er langt fra blot en romantisk drøm. Det ved dem, der er en del af hesteverdenen. Det indbefatter hårdt arbejde, frustrationer, mange regninger og ofte et hav af bekymringer for, om dyret nu har optimale levevilkår. Vi ved alle sammen, at det faktisk er lidt noget bøvl at have hest, selvom de fleste naturligvis holder meget af det samtidig. Pararyttere er om muligt endnu mere udsatte for bøvl, så hvorfor orker de egentlig en så besværlig sport, når de af logiske grunde har rigeligt med udfordringer i deres eget liv? Landstræneren er ikke i tvivl: 

“Jeg har spurgt dem: “Hvorfor gider du det bøvl?” Og svaret er lige som med alle os andre: “Jeg elsker bare (at ride på) min hest” siger Astrid. 

Pararytter Tobias Thorning Jørgensen på hesten Jolene Hill under EM i dressur for pararyttere i 2019
Pararytter Tobias Thorning Jørgensen på hesten Jolene Hill under EM i dressur for pararyttere i 2019. Foto: FEI / Liz Gregg.

Læs også: Nomineret af FEI: Guld-Tobias trodser alle odds

Største oplevelse som landstræner 

Der er mange gode oplevelser forbundet med jobbet som landstræner for pararidning, fortæller Astrid. Noget af det fedeste er naturligvis, når det hele lykkes. Når det, som rytterne har knoklet for, går i opfyldelse. Vejen derhen har nemlig ofte været både lang og snørklet. “Hold nu op, hvor rytterne bare fortjener det,” siger Astrid.

Det bedste ved at være landstræner for paradressur 

Selvom paradressurtræningen egentlig sjældent handler en hel masse om handicaps og udfordringer, så kan man bare ikke komme uden om, at rytterne har nogle problemstillinger, som der konstant skal tages højde for. Det er klart og en vandt situation både for ryttere og trænere. Udfordringerne bidrager derfor også til meget respekt hos omverdenen.  

“Alle vi helt almindelige ryttere kan godt lære lidt af at være blandt pararytterne; det sætter det hele lidt i perspektiv. Der er ikke den samme mulighed for os andre at brokke os over den “almindelige” ridning, når man har set, hvad de her mennesker kan. Hvordan de skal kæmpe for bare at komme i det hvide tøj. Hvor meget hjælp de har behov for, så de endelig kan ride ned ad midterlinjen og hilse på dommeren. Det er fantastisk,” fortæller landstræneren. 

Annonce

Det værste ved at være landstræner for paradressur 

Det er ingen hemmelighed, at rytterne ofte har brug for rigtig meget hjælp. Det betyder, de typisk er omgivet af mange mennesker, som ønsker dem det allerbedste. Det er i sig selv skønt, men også hårdt når tingene ikke går som håbet. Der er ofte meget mere på spil end blot et ønske om en god præstation. Det er ikke kun rytterens følelser, det er faktisk følelserne fra et helt hold, man som træner skal forholde sig til og håndtere. Det kan godt være en stor opgave, fortæller Astrid. Øvelsen i at sige “pyt” og bevare roen hos de mennesker, der er omkring en pararytter er tit lidt mere udfordrende, end det er for støtterne til andre ryttere. Det skyldes ifølge Astrid, at der er lidt ekstra på spil, når man som støtte også har bekymringen for rytterens handicap med i ligningen.

De gode råd med på vejen 

Hvad gør man så, hvis man går med en lille pararytterdrøm? “Klø på,” lyder det fra paralandstræneren og tilføjer, at det næsten er det grundlæggende handler om at knokle for det, ligesom det gælder for alle andre i ridesporten. Og så skal man være opsøgende på de forskellige udtagelsesdage, der bliver planlagt i Parasport Danmark, da de altid er på jagt efter nye og dygtige ryttere. Ryttere eller trænere, der ønsker at vide mere, er altid velkomne til at kontakte paralandstræner Astrid Gemal eller holdleder Anette Bruun Jensen. 

Læs også: David Amager stopper som landstræner i paradressur

Kilder

Dansk Idrætsforbund, pressemeddelelse

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce