Del 2: Springrytter på landsplan og gravid: “Jeg rider stadigvæk” 

Da springrytter Nana Eskestad var gravid første gang, meldte tanken sig straks: Hvad med ridning? Kunne hun forene sin passion for ridning med graviditet og livet som mor? 

Der er delte holdninger om, hvorvidt man bør ride under sin graviditet, og dem har Nana Eskestad også mærket. Første del af ridning under graviditeten omhandlede Nanas overvejelser i forhold til at fortætte ridningen. Denne del vil uddybe den erfarne springrytters oplevelser under begge graviditeter. 

Annonce
Om Nana Eskestad og hesten Cliff

Nana er 28 år og bor i Hillerød med sin kæreste og søn på 2,5 år og er nu gravid med parrets andet barn. Hun har termin i august. Hun har en kandidat i psykologi fra Københavns Universitet, men hun har altid været springrytter, og hun rider i dag MB på landsplan – når hun ikke er gravid vel at mærke.  

Cliff er en 15-årig holstenervallak. Han er omkring 170 cm og har meget fylde. Hans far er JKH Trucks Commanchi, og han har Nabab De Reve som morfar. 

Andres holdninger

Nana har i begge sine graviditeter oplevet, at der findes rigtig mange holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert at gøre i forhold til ridning og graviditet.  

“Jeg kom løbende frem til, hvad der gav mening for mig. Jeg tror, det er meget forskelligt fra person til person, hvad man er tryg ved. Jeg har redet stort set hele mit liv, og derfor føler jeg mig eksempelvis langt mere tryg ved at ride, end jeg gør ved at cykle.”  

Det er også noget af det, som Rikke Riis ser som en vigtig pointe i forhold til ridning og graviditet. Rikke Riis er blandt andet autoriseret fysioterapeut.

“Det er selvfølgelig ikke under en graviditet, man skal kaste sig ud i en ny sportsgren. Men hvis kroppen er vant til at sidde i sadlen, er der som sådan ikke noget problem ved det.” 

Dog mærker Nana også, hvor svært det kan være med alle de – mere eller mindre velmenende – råd, hun har fået igennem begge sine graviditeter.  

“Man kan godt blive meget forivret, hvis man lytter til alle råd. Man bliver jo nødt til at se på den situation, man selv står i og tage udgangspunkt i den og mærke efter. Det kommer jo meget an på, hvordan ens graviditet er, hvilken hest man har, hvor meget rideerfaring man har samt på hvilket niveau, man rider.”  

LÆS OGSÅ: Springrytter på landsplan og mor

Tips til ridning og graviditet fra Rikke Riis

Rikke Riis er uddannet autoriseret fysioterapeut, pilatesinstruktør og eksamineret hestefysioterapeut og giver her sine bedste råd til, hvordan du kan fortsætte ridningen under din graviditet. 

  • Trokanterbælte, som støtter dit bækken og leddene ved både bækkensmerter og bækkenløsning og giver stabilitet.  
  • Lændebælte, der stabiliserer omkring lænden og ”holder lidt” på maven – særligt i 3. trimester.  
  • Brug så høj en skammel som muligt, når du skal op på hesten – gerne en, som er på højde med din stigebøjle – og brug den også gerne, når du skal ned igen.  
  • Ofte vil letridning og galop føles mere behageligt, men det kan være forskelligt fra rytter til rytter, hvilken gangart som føles mest behageligt.  
  • Tag dine forbehold, og prøv at undgå nye og uvante situationer. 
  • Lyt til din krop!  

Nana oplevede, at nogle helt frarådte ridning, hvor andre mente det helt modsatte. Men det lykkedes hurtigt springrytteren at finde sin egen vej med hjælp fra en god mavefornemmelse. Men med alt det sagt har Nana også hele vejen igennem haft respekt for og lyttet til fagfolk. Mest af alt har hun dog – særligt anden gang – lyttet til sin egen krop.  

“Jeg gør alt, hvad jeg kan for at passe på det nye liv i min mave, men jeg tror, det vigtigste er, at jeg lytter til min egen krop. I min første graviditet stoppede jeg med at ride cirka to uger inden fødslen, fordi jeg syntes, at min mave var for stor, og jeg følte mig besværet. Jeg kom fortsat i stalden for at trække nogle ture og longere ham, men ridning stoppede der, da jeg kunne mærke, det ikke var rart mere.”  

Ridning og familieliv

I sin anden graviditet har Nana også sluppet mange af sine bekymringer for, om det kunne gå op at kombinere ridning med både graviditet og ikke mindst familieliv.  

“Jeg føler mig meget afslappet i den her graviditet, fordi jeg ved, det nok skal gå. Både mit familie- og rideliv betyder enormt meget for mig, men jeg ved, det kan lade sig gøre at forene det. Jeg er mindre bekymret den her gang. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan resten af min anden graviditet bliver, men lige nu tager jeg det en dag ad gangen og mærker efter.”  

Sæt fokus på hvile
  • Vær opmærksom på din blodprocent. Hvis den er lav, bliver du endnu hurtigere træt og mister dermed din koncentration og reaktionsevne – og begge dele skal være så gode som muligt, når du svinger dig i sadlen.  
  • Få al den søvn og hvile i løbet af dagen, din krop har brug for, og tag et kvalitetsmæssigt godt jerntilskud ved behov, og suppler med vigtige relevante vitaminer under graviditeten.  

Der er dog ingen tvivl om, at der er kommet mere fart på hverdagen i den anden graviditet.  

“Sidste gange kunne jeg slappe væsentligt mere af, når jeg var hjemme, og min krop havde brug for det. Nu har jeg en to-årig, som virkelig holder mig i gang! På den måde er det anderledes, og ridningen kræver også lidt mere planlægning. Min kæreste træner også rigtig meget, men vi har en gensidig respekt for, at vi begge skal nå vores træning.” 

Under Nanas første graviditet kunne hun og hendes kæreste ride og træne på samme tid, men sådan er det ikke denne gang.  

“Vi har fået planlagt det sådan, at jeg ofte kan ride om aftenen, og så putter min kæreste vores søn. Det føles virkelig rart, at jeg afslutter min dag i stalden nu, så med den rette planlægning kan det sagtens lade sig gøre. Den daglige ridning betyder endnu mere for mig nu, selv om stævnerne også virkelig kan motivere mig, men ridning er bare mit mentale frirum.” 

LÆS OGSÅ: Fordele og ulemper: Bør man ride, når man er gravid?

En anden fordel ved at have en to-årig derhjemme er, at der bliver mindre tid til bekymringer.  

“Tiden går meget hurtigere den her gang! Første gang vidste jeg altid, hvor langt jeg var henne – nu tager jeg det mere, som det kommer.”  

For Nana Eskestad er ridning et vigtigt frirum. Foto: Privat

Det fysiske

Der er dog én ting, som kunne få Nana til at droppe ridningen under sin graviditet: 

“Hvis det begynder at gøre ondt – eller jeg begynder at føle mig utryg – vil jeg stoppe med det samme. Jeg prøver hele tiden at mærke efter i min krop, hvad der føles godt. I min første graviditet føltes det virkelig godt at holde mig i gang næsten helt op til fødslen, og jeg har virkelig en følelse af, at det er godt givet ud, at jeg holder mig aktiv og glad.”  

Desuden oplevede Nana Eskestad også, at ridning havde gjort noget godt under fødslen. 

“Fødslen er og bliver jo fysisk krævende, men jeg tror helt sikkert, det hjalp mig, at jeg var i god form og havde kontrol over min krop.”  

For som ryttere har vi ofte en stærk krop og særligt en stærk core og ikke mindst bækkenbund, forklarer Rikke Riis.  

“Det er en fordel at være stærk, veltrænet og udholden under både graviditet og fødsel. Ofte oplever jeg, at ryttere ikke behøver at have så meget fokus på knibeøvelser under deres graviditet, fordi de i forvejen er stærke i det område.”  

At gå glip af noget

Nana Eskestad har i begge graviditeter fravalgt stævner, da hun har været omkring 3,5 måneder henne. Både af praktiske årsager, men også for at passe på sig selv.  

“Jeg har redet stævne imellem mine graviditeter, men jeg elsker virkelig udendørssæsonen, så det er lidt ærgerligt at gå glip af stævnerne her over sommeren. Men stævnerne løber jo ingen vegne, og jeg har affundet mig med, at det er sådan, det er, når man gerne både vil være rytter og stifte familie. I den her graviditet ved jeg, hvor meget det giver at skabe min egen familie, så det er okay at holde pause med stævnerne i en periode.”  

I sadlen igen

Efter Nana Eskestads fødsel af hendes søn gik der ikke mange dage, før hun var i sadlen igen.  

“Under en uge efter min fødsel, var jeg i sadlen igen. Vi var lige i babybolen nogle dage, men vejret var bare så godt, så det trak virkelig i mig at komme ud til Cliff – han var jo også blevet storebror, så han skulle selvfølgelig møde sin lillebror.”  

Hvad med hesten?

Ifølge Rikke Riis kan du gøre en række ting for din hest, når du som rytter bliver tungere under din graviditet.

  • Lav gerne refleksøvelser  
  • Longearbejde  
  • Vandtræning  
  • Sæt gerne ind med en kropsbehandler  

“Jeg var ret imponeret over, hvor hurtigt jeg kom tilbage i rideform efter min første graviditet. Jeg gik bare lige så stille i gang med min normale ridning igen, og det fungerede virkelig godt. Efter fødslen var der jo ikke et liv i maven, jeg skulle tænke over. Der handlede det mere om, hvad min krop tillod.”  

Såfremt anden graviditet bliver ved med at ligne Nana første graviditet, regner hun med at køre med samme plan for ridning.  

“Der er jo altid en risiko forbundet med at ride, men jeg har gjort op mig selv den her gang, at ridning bare giver mig så meget livsglæde. Bekymringerne fylder meget mindre, og jeg føler mig meget afslappet og afklaret med mit valg om at blive ved med at ride, så længe det føles trygt og godt.”  

“Det er så kort en periode, hvor jeg skal give afkald på at ride – og ikke mindst ride stævner. Jeg tror faktisk, det har været godt for mig at finde ud af, at jeg ikke kan planlægge alt. Der kan opstå så mange uventede ting i forbindelse med en graviditet, så lige nu øver jeg mig i at tage tingene en dag ad gangen og nyde hver ridetur, som jeg får.” 

Gode øvelser fra Rikke Riis

Rikke Riis anbefaler både styrkeøvelser og aflastende øvelser under graviditeten som led i at kunne fortsætte ridning under graviditet.  

Styrkeøvelser

  • Diagonale løft 
  • Bækkenløft 
  • Sumo squats 
  • Lunges – eventuelt med vægt 
  • Sideplanke 

Aflastende øvelser:  

  • Rygliggende rotationer 
  • Svømning/varmvandsbassin (særligt lækkert i 3. trimester)  
  • Rare måder at ligge på kan være sideliggende med ammepude/dyne mellem benene, rygliggende med benene op på stor kasse, pude 90 graders i både hofter og knæ)  
     

Desuden anbefaler Rikke Riis, at man kommer i gang med knibeøvelser så hurtigt som muligt efter naturlig fødsel.  

Nana har også nydt godt af sin familie og sit netværk, som har gjort det muligt for hende at kombinere ridning med familieliv og graviditeter.  

“Men i den her graviditet har jeg på intet tidspunkt været i tvivl om, at det hele nok skulle gå op med Cliff. Jeg har enormt stor opbakning omkring mig, og det betyder virkelig meget. Jeg nyder virkelig at kunne ride lige nu, hvor det er lyst og dejligt.”  

Det bedste råd fra Nana er simpelt:  

“Man skal huske, at alle graviditeter er forskellige – ligesom alle heste og ryttere er forskellige. Det vigtigste er at mærke efter og tage udgangspunkt i ens egen situation. Som udgangspunkt vil jeg fortsætte så længe som muligt, hvis det føles godt.” 

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce