Johanna Kumiko er den lykkelige ejer af tre små ponyer, to shetlandsponyer og én miniature. Hver dag er hun ikke mindre end to gange nede og kigge til de små banditter, der fylder det meste af hendes fritid ud med glæder og oplevelser. Men hvordan kan det være, at Johanna har valgt at have heste, som hun aldrig kan ride på? Og hvad laver man dag ud og dag ind med sådan nogle små størrelser? Vi har taget en snak med hende om arbejdet med ponyerne, og vi er bestemt ikke de eneste, der har fået øjnene op for de skønne heste. Det har over 12.000 følgere på hendes Instagramprofil også.
Læs også: Mød den lille men seje shetlandspony
Alle kan gå død i det – også ryttere
Forestil dig, at du aldrig kan ride din hest. Ikke en eneste gang i dit liv som hesteejer, kan du sætte dig op på den og afsted ud af vejen eller ind på banen. Sådan er alle dage for Johanna med sine ponyer. De er nemlig alt for små til at blive reddet, og derfor må de finde på andre ting at lave sammen. Det betyder, at al arbejde foregår som jordarbejde særligt i form af en masse tricks, og så er den ældste af hestene Cooper på fem år også kørt til. Måske du selv har prøvet at have en unghest, eller måske en skadet hest, du kun kunne trække med eller arbejde med fra jorden. Selvom man er fast besluttet på at give hesten en masse spændende oplevelser og starter optimistisk ud med at tro, at det nok skal blive megasjovt hver dag, så kender de fleste af os nok til følelsen af, at kreativiteten kan slippe op. Det gør Johanna sådan set også, men det tager hun helt stille og roligt.
“Jeg kan helt sikkert gå død i det, men det tænker jeg alle kan, uanset om man rider eller ej. Så får hestene bare en fridag, eller vi går en lille tur, mens vi hygger sammen.”
Johanna fortæller, at hun blandt andet finder inspiration til nye tricks på Instagram, som hun får lyst til at lære sine ponyer, men der kan sagtens gå lang tid imellem at det sker.
“Nogle gange går der måske en måned, før jeg prøver noget nyt af, andre gange kortere tid. Det er, hvad jeg lige finder på sociale medier, eller selv får ideer til.”
Savner mere tanken om at ride – ikke selve ridningen
Johanna har også været almindelig rytter som de fleste af os andre. Det startede på klassisk vis med en tur på rideskolen, og så har det udviklet sig siden. Hun har dog aldrig ejet sin egen ridehest, og har egentlig heller ikke det store behov, som tingene er nu.
“Jeg kan godt savne at ride, men jeg tror mest, det er selve tanken om det. Jeg synes faktisk store heste kan være lidt skræmmende,” griner hun.
Det hele startede med en part
Men hvordan får man ideen til at gå all in på de små ponyer? For Johanna startede det som part, hvor hun trænede og fik inspiration til arbejdet fra jorden. Med tiden fik hun mere og mere lyst til at prøve kræfter med selv at være hesteejer. Den første var en hoppe, som desværre gik bort i 2017. Herefter samme år fandt hun ud af, at Cooper, hendes nuværende vallak, og den hest hun har haft i længst tid, skulle finde et nyt hjem. Johanna sprang hurtigt til og har siden trænet Cooper til at kunne flere tricks, springning fra jorden og kørsel. Vivaldi hendes miniaturehingst på 1,5 år kom til senere, og det samme med hoppen My, der er udlånt i øjeblikket.
Læs også: Mikroskopisk af størrelse men med hesteDNA
Drømme for fremtiden
“Mit største ønske er egentlig bare, at ponyerne har det rigtig godt og trives. Men jeg har selvfølgelig nogle ting, jeg godt kunne tænke mig at prøve med dem.”
Noget af det, Johanna håber, kan lade sig gøre i det nye år er blandt andet at starte et kørestævne med Cooper. De skulle have været afsted i år, men måtte aflyse, da der opstod bilproblemer op til stævnet. De har også haft mange andre oplevelser sammen. Cooper har startet springning uden rytter ført af Johanna i line. Han har også startet dressur med lange liner, og så har makkerparret været med til Store Hestedag.
Et tæt bånd uden ridning
“Jeg tror i virkeligheden, at vi får et endnu tættere bånd, fordi det hele foregår fra jorden. Ponyerne oplever aldrig noget oppe fra ryggen, så vi har hele tiden meget nærkontakt. De kan læse mit kropssprog, og vi bruger al tiden på bare at være sammen.”
Det nære bånd, Johanna har med sine ponyer, tror hun altså, er skabt, fordi hun netop ikke kan ride på dem. Hun er i tæt kontakt med dem og har mulighed for at læse og opfange ethvert signal, hestene udviser. Det betyder også, at hun meget nødigt vil have for mange mennesker ind over træningen. Hun giver dem hellere en ekstra fridag, end at skulle have flere personer til at håndtere sine heste. På sigt vil Johanna gerne uddanne sig til politibetjent og er godt klar over, at det kan blive svært at have den samme tid til hestene, når hun engang starter uddannelse. Alligevel er hun sikker på, at de vil trives allerbedst med fortsat at have hende som den primære person i deres liv – også selvom det betyder en fridag mere om ugen.
Vil du gerne se mere til Johanna og ponyerne, så kan du besøge hendes Instagramprofil minihorse_liberty.
