Ny forskning: Derfor kan halthedstesten snyde dig
Læs mere →
Søndag den 11. oktober samler Dansk Rideforbunds distanceudvalg ryttere, arrangører og officials til fælles samling i Vejle. Anledningen er god nok til at stille det spørgsmål, mange danske hestefolk har liggende: hvad er distanceridning egentlig, og hvad kræver det af hest og rytter at komme med? Disciplinen rækker fra 2 kilometer i den korteste klasse til 170 kilometer i den længste, og den har sin helt egen logik, hvor dyrlægens stetoskop vejer tungere end nogen dommerkarakter.
Dressur, spring og military fylder meget i den danske hestesport. Distanceridning lever derimod et mere stille liv, selvom disciplinen på mange måder ligger tæt på hestens naturlige forudsætninger: at bevæge sig over lange afstande, opholde sig ude og færdes i varieret terræn. Samtidig handler sporten ikke kun om at komme først frem, men i høj grad om at disponere kræfterne rigtigt og sikre, at hesten kommer sund og velfungerende gennem ridtet.
I distanceridning følger du en afmærket rute og skal gennemføre den inden for klassens hastighedskrav. Det særlige ligger i vetgatene, altså de dyrlægekontroller, der ligger undervejs og efter målstregen. Her bliver hesten vurderet på puls, bevægelse, hydrering og generel tilstand, og hvis den ikke er klar, fortsætter den ikke. Det betyder, at du kan ride teknisk fejlfrit og stadig blive udelukket, fordi hesten ikke restituerer hurtigt nok.
Pulsgrænsen ved kontrollerne er 60 slag i minuttet. I MA-klasser og derover er grænsen 64 slag i minuttet. Det lyder som en detalje, men i praksis er det hele sportens omdrejningspunkt. En hest i god grundform falder hurtigt i puls, når den får lov at stå stille, drikke og få luft. En hest, der er presset for hårdt, gør det ikke, og det er præcis, hvad reglen er sat i verden for at fange.
Stigen er længere, end mange tror. Ifølge DRFs distancereglement ser den sådan ud:
1. LD: 2 til 14 kilometer, idealhastighed 5 til 9 km/t
2. LC: 15 til 35 kilometer, idealhastighed 8 til 11 km/t
3. LB: 36 til 49 kilometer, idealhastighed 8 til 12 km/t
4. LA: 50 til 79 kilometer, idealhastighed 9 til 13 km/t
5. MA: 80 til 119 kilometer, minimum 9 km/t og fri hastighed opad
6. SB: 120 til 139 kilometer, minimum 10 km/t
7. SA: 140 til 170 kilometer, minimum 10 km/t
De internationale CEI-klasser ligger parallelt med de tre øverste nationale niveauer, så CEI1 svarer til MA, CEI2 til SB og CEI3 til SA. Pointen for den almindelige hesteejer er, at LD findes. Du behøver ikke drømme om 160 kilometer for at starte. Du skal bare kunne ride 2 til 14 kilometer i et roligt tempo og have en hest, der kan gå gennem en dyrlægekontrol med ro i kroppen.
Dette er nok det sted, hvor flest begyndere bliver overraskede. Reglementet har fem alderstrin, og de er bindende:
1. 4-årige heste må starte til og med LC, og først fra 1. juli
2. 5-årige heste må starte til og med LA
3. 6-årige heste må starte til og med MA eller CEI1, altså højst 119 kilometer
4. 7-årige heste må starte til og med SB eller CEI2, altså højst 139 kilometer
5. Fra 8 år må hesten starte i alle klasser
Det er en meget bevidst opbygning. Lange distancer belaster sener, led og hove i årevis, ikke kun på dagen, og unghesten skal have tid til at bygge det væv, der skal holde. Hvis du har en 5-årig og store planer, er LA din loft i år. Brug ventetiden på kilometer i træningen i stedet.
Der er ingen lange udstyrslister at investere sig igennem. Det vigtigste er en sadel, der passer både hest og rytter over mange timer, et hovedtøj hesten kan spise og drikke i, og noget, der ikke gnaver. Pas særligt på kanter ved gjord, bringe og under sadelpuden, for en lille irritation bliver et stort sår på 40 kilometer.
Et punkt er værd at have helt styr på: ringmartingal er den eneste tilladte hjælpetøjle i distanceridning. Alle andre hjælpetøjler er forbudte. Kommer du fra dressur eller springning, hvor en del hjælpemidler er hverdag i træningen, er det en vane at lægge fra sig inden første stævne.
I de allerlængste klasser internationalt dominerer araberen og araberblandinger, fordi de har den kombination af udholdenhed, varmetolerance og hurtig restitution, sporten belønner. Men det er ikke hele billedet herhjemme. I LD og LC møder du fjordheste, islandske heste, varmblod, krydsninger og alt derimellem, og hesten bliver bedømt på sin tilstand, ikke sin stamtavle.
Det, der faktisk afgør, om en hest egner sig, er mere kedeligt og mere praktisk: sunde ben, gode hove, et temperament der kan slappe af undervejs, og en vilje til at drikke og spise, selv når der sker noget omkring den. Den sidste del er undervurderet. En hest, der nægter at drikke på ruten, kommer ikke langt, uanset hvor stærk den er.
1. Meld dig til en LD-klasse, før du føler dig klar. Distancen er overkommelig, og du lærer mere af én gennemført klasse end af en vinter med planlægning. 2. Byg grundform med lange, langsomme ture. Skridt og rolig trav over tid er det, der styrker sener og kredsløb, ikke intervaller. 3. Træn hesten i at drikke og æde ude. Tilbyd vand ved hver mulighed på træningsturene, så det bliver en vane og ikke en overraskelse. 4. Øv vetgate hjemme. Lær hesten at stå stille, lade sig røre overalt og trave for hånd på en lige linje på kommando. 5. Rid i det terræn du vil konkurrere i. Grusveje, skovbund og bakker belaster forskelligt, og hesten skal kende underlaget. 6. Find nogen, der har gjort det før. Distancemiljøet er relativt lille, men kan du finde en erfaren rytter at følges med på en træningstur, er det en stor læring.
Den klassiske er at ride for hurtigt i starten. Hestene har energi i de første kilometer, og det er let at lade dem bruge den, men regningen kommer ved kontrollen. Den næstmest almindelige er at springe tørre- og hviletiden over, fordi man vil af sted igen. Og så er der de små ting man vælger at overse: en gnavet plet, en lidt stiv forbensbevægelse på hjemturen, en hest der ikke rørte sit foder aftenen før. I distanceridning er det netop dem, der bliver store.
DRF skriver, at distanceudvalget inviterer ryttere, arrangører og officials til samling søndag den 11. oktober i Vejle, og at formålet er dialog og drøftelse af aktuelle dilemmaer i distancesporten på tværs af roller. Det er en lille disciplin, hvor de samme mennesker ofte er både rytter, hjælper og official, og det giver nogle helt egne diskussioner om, hvordan man både passer på hestene og får nok stævner i kalenderen.
Samtidig har DRF i løbet af 2026 søgt en arrangør til Nordisk Mesterskab i distance i 2028, der skal afvikles i Danmark. Det er en ambitiøs opgave for et miljø af den størrelse, og det er formentlig en del af grunden til, at man nu sætter alle roller i samme lokale.
Hvis du har redet mange kilometer i skoven uden nogensinde at melde dig til noget, er distanceridning måske den disciplin, der passer bedst til det, du i forvejen gør. Du skal ikke lære en ny slags ridning. Du skal lære at lytte lidt grundigere til din hest og tage en dyrlæge med i vurderingen. Og så skal du finde en LD-klasse.
Den letteste klasse, LD, går fra 2 til 14 kilometer med en idealhastighed på 5 til 9 km/t. Det er en overkommelig tur for de fleste rideheste i almindelig form, og det er her, langt de fleste begynder.
En 4-årig må starte til og med LC og først fra 1. juli. En 5-årig må gå til og med LA, en 6-årig til og med MA eller CEI1, og en 7-årig til og med SB eller CEI2. Fra 8 år må hesten starte i alle klasser.
Hesten bliver vurderet af dyrlæge på puls, bevægelse, hydrering og almen tilstand. Pulsen må ikke være over 60 slag i minuttet, dog 64 slag i minuttet i MA-klasser og derover. Er hesten ikke klar, fortsætter den ikke.
Ringmartingal er den eneste tilladte hjælpetøjle. Alle andre hjælpetøjler er forbudte, så kommer du fra en disciplin hvor hjælpemidler er almindelige i træningen, skal de lægges fra dig inden stævnet.
Araberen og araberblandinger dominerer de længste klasser internationalt, men i de danske LD- og LC-klasser ser man alt fra fjordhest til varmblod. Sunde ben, gode hove, roligt temperament og vilje til at drikke undervejs betyder mere end racen.