Heste er lige så forskellige som de discipliner, vi ryttere dyrker sammen med dem. De mange måder at bruge hestene på udfordrer deres fysik, og derfor ses der tit de samme skader inden for hver enkelt disciplin. Det fortæller dyrlæge og hestekiropraktor Ulla Vestergaard Andersen, som også forklarer, at skaderne overordnet set kan undgås, hvis man husker disse vigtige forhold…
Læs også: Dyrlæge: Tre ting giver dig en holdbar hest
Skader hos spring- og militaryhesten
Military- og springheste har for øget risiko for at få skader i bøjesenen i forbenene. Dog viser forskning, at militaryheste primært udsættes for sårskader og hudafskrabninger, som regel under terrænspringningen. Ved stævner, der varer flere dage, er nyreslag desværre også ofte forekommende. Foruden det faktum, de mere alvorlige skader som regel går ud over bøjesenen, så er spring- og militaryheste naturligvis også sårbare, når det kommer til gaffelbåndsskader. Risikoen for skader i henholdsvis den dybe bøjesene, den overfladiske bøjesene og gaffelbåndet påvirkes af vægtfordelingen i benet, og derfor er smedearbejdet noget af det vigtigste at tage seriøst.
Smed minimum hver ottende uge
Både gaffelbåndet og bøjesenen er på hårdt arbejde, når kodeleddet skal understøttes idet hesten træder helt igennem. Derfor er det vigtigt, at vægtbalancen er korrekt. Ellers vil den ene part overbelastes, forklarer Ulla:
“Et meget vigtigt fokuspunkt for hestes holdbarhed er, at beskæring af hovene fokuserer på balance i tåaksen – både i forhold til hovleddets omdrejningscenter, men også i udvendigt-indvendigt plan samt i orientering af hovbenet i forhold til horisontalplanet”
– Dyrlæge og hestekiropraktor Ulla Vestergaard Andersen.
Når det er omkring otte uger siden, at en hest sidst har haft smed, er der sket en markant ændring i tåens akse, som øger den belastning, der skal til, for at hoven ruller over tåen. Det ændrer på belastningsforholdet mellem de tre sener omkring koden, og så er især en springhest i overvejende risiko for at udvikle en belastningsskade. Derfor skal en hest i hårdt arbejde som minimum tilses af en smed hver ottende uge. Derudover skal det nævnes, at kiler kan være med til at aflaste den dybe bøjesene og dermed afhjælpe skader hos nogle heste. Dog skal man også passe på med kilerne, for den ekstra belastning vil blot blive flyttet over på gaffelbåndet, som så er i øget risiko for at blive overbelastet.
Skader hos dressurhesten
Når det kommer til dressurhestene, så viser studiet, der undersøger de mest hyppige skader, at de oftest får skader på gaffelbåndet i bagbenene. En anden forskning har påvist hvilke faktorer, der fremprovokerer halthed hos dressurheste i det hele taget. Her ses det, at stort set alle dressurheste har prøvet at være halte, og at omkring en fjerdedel rammes af halthed hvert andet år. Det er både hestens alder, hestens højde, hestens eventuelle rygproblemer, mængden af longering, brugen af horsewalker (rund skridtmaskine), og især brugen af ridehus/ridebane og en bundens beskaffenhed, der er forbundet med skader, der skaber halthed. Udover at dressurheste altså oftere end springheste får skader på gaffelbåndet, særligt på bagbenene, så er også rygproblemer en udbredt problematik.
Hertil forklarer Ulla, at udførelse af dynamiske aktiveringsøvelser (også kaldt gulerodsøvelser) øger tværsnitsarealet af de muskler, der støtter ryghvirvlerne. Studier har vist, at øvelserne skal udføres gennem fem gentagelser fem dage om ugen i 12 uger for at have en effekt. Det ville rigtig mange dressurheste med rygproblemer have godt af.
Longering og skridtmaskine med måde
Overraskende nok har longering vist sig at være beskyttende i forhold til at udviklingen af halthed. Dog vil hverken Malgré Tout eller Ulla anbefale, at man tager dette resultat for pålydende. Der kan være stor forskel på, om for eksempel longering styrker den enkelte hest – særligt fordi bundforhold og mængden af varieret træning også spiller ind. Daglig longering i en tung bund er for eksempel meget lidt hensigtsmæssigt, mens longering en gang eller to om ugen på en mere let bund kan være gavnligt for nogle heste. Hertil understreger Ulla, at det vigtigste er at holde øje med sin egen hests bevægelsesmønster:
“Selvom de ovennævnte faktorer har vist sig at øge eller sænke risikoen for halthed, behøver dette dog ikke at gøre sig gældende for din hest, og det vigtigste er, at du er opmærksom på ændringer i din hests måde at bevæge sig på.”
– Dyrlæge og hestekiropraktor Ulla Vestergaard Andersen.
Vi kan altså konkludere, at for eksempel longering kun er sundt for hesten, hvis det gøres med måde. Generelt er der meget lidt træning, der er sundt for en hestekrop, hvis det gentages dag efter dag.
Et andet studie har forsøgt at fastlægge, hvorvidt en horsewalker kan være med til at øge risikoen for halthed. Her viser det sig, at forekomsten af halte heste er høj. Dog er det ikke blevet påvist præcist, hvad der er årsagen til haltheden ved brug af en horsewalker.
God opvarmning og ‘nedkøling’ kan redde din hest
Uanset om man har den ene eller den anden type hest, så er opvarmningen noget af det vigtigste at bruge tid på for at undgå skader. For når hesten skridter, strømmer der blod ud til musklerne. Det varmer dem op, gør dem elastiske og gør dem dermed klar til at arbejde. Har man en stor hest, så bør man tilmed bruge mere tid på opvarmningen, end hvis man har en mindre hest, da den har en større muskelgruppe, som er længere tid om at blive varm.
Derudover sætter opvarmningen den støddæmpende ledvæske i gang. Når hesten begynder at bevæge sig i skridten, bliver der trykket ledvæske ud af leddene, lidt som når man vrider en svamp, forklarer Ulla. Denne væske er med til at beskytte leddene under træningen og er derfor vigtig for at forebygge ledskader og for at ‘smøre’ eventuelle ømme led.
Lige så vigtigt som ovenstående er det at køle hesten godt ned efter endt arbejde. Når hesten arbejder hårdt, puster den. Det gør den, fordi musklerne ikke har den ilt til rådighed, som de har brug for, og der vil gradvist ophobe sig mælkesyre i musklerne. Det er helt normalt. Det vigtige er, at for at komme af med denne mælkesyre igen, skal hesten skridtes godt af. For når musklerne igen får ilt nok under ‘nedkølingen’, så at sige, vil mælkesyren sive ud af musklerne, og risikoen for skader vil mindskes, ligesom hesten vil blive mindre øm i muskulaturen efterfølgende.
Variation er vejen frem
Desværre har rigtig mange ryttere det med at træne deres heste for ensartet, og så kommer skaderne. Ulla understreger, at udover at sørge for, at hesten er klar til belastning, så skal man huske den afvekslende træning. Det må ikke være de samme områder af kroppen, der arbejder hårdt hver dag. Så vær ikke bleg for at ride en tur med en staldmakker, at lægge et par travbomme ud på banen eller måske bare at skridte rundt et kvarters tid. Uanset, om man definerer sig selv som springrytter, dressurrytter eller noget helt andet, så er afvekslende træning vigtig træning.
“Jeg kan fuldt ud nyde en tur i skoven, uden at føle, at det er ‘spild af tid’. Det er en virkelig vigtig udvikling.”
– Dyrlæge og rytter Michael Sinding.
Læs også: Michael Sinding – drevet af retfærdighed
