En intuitiv forbindelse: Kan din hest læse dine tanker?

Kender du det med, at det virker som om, din hest kan læse dine tanker? At den udfører det, som du har i tankerne, uden du har givet et signal til det? Det kan virke som magi, men ifølge undersøgelser stammer den nærmest telepatiske forbindelse nærmere fra erfaringer og evnen til at fornemme hinanden i et harmonisk og meningsfuldt samarbejde.

Du sender ubevidste tegn til din hest

Kroppen er smart indrettet. Dine intentioner bliver automatisk overført til dine muskler, som reagerer uden du tænker over det. Rytterens tanker omkring eksempelvis at ændre tempo eller retning bliver automatisk sendt til nervesystemet, der forbereder musklerne på det som kommer til at ske.

Da hesten er yderst opmærksom på sine omgivelser, opfanger den selv de helt små ændringer hos rytteren. Det kan være en ændring i sædet, spænding i rytterens muskler, ændring i rytme eller hvis rytterens vejrtrækning bliver anderledes. Alt dette kan være med til at forberede hesten på en bestemt handling fra rytterens side.

En intuitiv forbindelse

Der er noget der tyder på, at rytteren med et stille sæde og rolige hænder i højere grad kan opnå en intuitiv forbindelse til sin hest. Simpelthen fordi hesten har nemmere ved at opfange de helt fine handlingsbevægelser fra rytteren. Dermed vil hesten også helt automatisk reagere hurtigere, når rytteren rent faktisk giver bevidste signaler.

Hvis rytteren derimod sidder uroligt med sæde, ben og hænder, vil hesten på sigt blive ”døv” for rytterens signaler. Der bliver simpelthen for meget støj.

Heste er følsomme dyr, som opfanger alt omkring dem. Foto: Canva Pro.

Fornemmer og mærker alt

Heste er så følsomme, at de kan mærke en flue der sidder på deres pels. De har ekstreme føleegenskaber, blandt andet i form af receptorer i huden og pelsen, som kan opfange smerte og pres. Derfor siger det også sig selv, at de kan mærke de mindste ændringer i rytterens krop.

Den erfarne og opmærksomme hest vil med det samme mærke helt fine muskelbevægelser, som sker på baggrund af rytterens intentioner. Når hesten kender rytteren og dennes mønster, vil det med tiden være nemt for den at reagere på rytterens ubevidste signaler. Og det er netop det, der giver os indtrykket af at hesten kan læse vores tanker.

Hesten lærer hurtigt rutiner og rækkefølgen for det, I laver sammen. Foto: Canva Pro.

Lærer at forudse rutiner

Heste er generelt dygtige til at lære, huske og løse problemer. Hvis du ofte laver tingene i den samme rækkefølge, træner de samme ting, rider den samme rute i skoven eller sadler op på samme måde, vil hesten lære rutinen ret hurtigt.

Det giver hesten mulighed for at reagere hurtigere på en given situation og handle derefter. Noget, der for os kan føles som om den har læst vores tanker.

Om hesten rent faktisk kan læse vores tanker, findes der ingen videnskabelige beviser for. Men det er altså muligt for dem at forudse hvad de skal og handle derefter uden vi selv var kommet dertil i vores bevidsthed.

Kilder

Zschorlich, V. & Köhling, R. (2013) How thoughts give rise to action-conscious motor intention increases the excitability of target-specific motor circuits. PLOS One 18(12): e83845. doi:10.1371/journal.pone.0083845

Saslow, C.A. (2002) Understanding the perceptual world of horses. Applied Animal Behaviour Science 78, 209-224.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce