Som en del af de OL-guldvindende jernhårde håndboldladies handlede Marianne Flormans liv om at præstere. Hun havde en dagligdag, hvor det gjaldt om at træne og sætte sig konkrete mål. En dag fører hestene hende ud på en rejse, som hun ikke kunne planlægge. Som barn drømte hun om at være indianer og bare ride ud over stepperne uden sadel og hovedtøj og bare være forbundet med hesten. Hun har altid tænkt, at det var en drøm, der lå uden for rækkevidde, men nu er den drøm blevet til virkelighed, og medaljerne er skiftet ud med tilstedeværelse og livskvalitet.

Marianne bor nu på Møn sammen med hendes mand Erik Ditlev Hansen, hendes to børn Emma-Rose og Valdemar samt hendes uundværlige venner – hestene. Efter at have kørt børnene i skole går hun hver dag en tur ved Hjelm Bugten med sin hund. Her får hun nye ideer og inspiration. Når hun kommer tilbage, er hun ’grounded’ og klar til at gå i gang med dagens gøremål.

Nysgerrig med egen struktur

Marianne er en iderig ’ja’-siger, der er fyldt med energi og lever i nuet. Aftaler, som den vi havde med hende, ændrer sig i et flow, der passer ind i begivenhedernes gang.

”For nogle kan jeg virke ustruktureret, men jeg har min egen struktur uden tidsrammer. På den måde åbner der sig nogle muligheder for at være impulsiv, tage en tur på stranden, hvis vejret er godt eller byde en ven på kaffe. Det gør mig grundglad helt ned i storetåen, og livet behøver ikke være så kompliceret,” fortæller Marianne med glæde i stemmen.

Hendes CV kræver også en vis portion energi. Efter livet som professionel håndboldspiller har Marianne blandt andet været vært på DR’s Søndagsporten, samt på DR’s sundhedsprogram ’Ha det godt’, arbejdet som coach og foredragsholder samt skrevet flere bøger om sundhed. Gennem hele sin karriere har hun udviklet sig ved at tage kurser, flere uddannelser og holdt foredrag. I skrivende stund og i en alder af 52 år er hun i gang med at uddanne sig til traumeterapeut.

”Jeg er meget videbegærlig, og jeg tror ikke, at jeg nogensinde bliver færdig med at uddanne mig. Da jeg arbejdede for DR, opdagede jeg, at her var et felt, jeg ikke vidste så meget om. Det resulterede i, at jeg tog flere kurser på diplomuddannelsen i journalistik. Ikke for at få et bevis, men bare fordi jeg var nysgerrig,” siger Marianne.