8,2 millioner ton: Tørkesommeren 2026 gør vinterens hø dyrere
Læs mere →
Mellem slotskirken og Kancellihuset ved Fredensborg Slot ligger en firkant af sand, der har været der siden 1720 — dengang Frederik 4. lige havde rejst sit sommerslot og havde brug for plads til kongefamiliens dyrehold. I mange år lå banen hen. Så blev den 20 gange 60 meter store dressurbane gravet frem igen, ét til ét efter internationale mål, og i dag træder der atter hove i sandet. Det er sjældent, at dansk hestehistorie kan mærkes så håndgribeligt et sted, man faktisk kan pege på.
For at forstå, hvorfor der overhovedet lå en ridebane så tæt på slottet, skal man tilbage til 1700-tallet. Dengang var heste ikke en hobby, men både arbejdskraft, transport og prestige på én gang. De fineste heste stod nærmest slottet, og kongefamilien drev en anselig avl af de eftertragtede Frederiksborgheste. En ridebane ved hoveddøren var lige så naturlig som en garage er i dag.
Den historiske ridebane havde stået ubrugt hen i årevis, da Slots- og Kulturstyrelsen gik i gang med at genetablere den. Anledningen var konkret: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond bevilgede midler til projektet i forbindelse med den daværende kronprins Frederiks 50-års fødselsdag i 2018. Arbejdet stod færdigt i foråret 2020.
Resultatet er ikke en pyntegenstand. Banen er anlagt i fuldt dressurmål, 20 gange 60 meter, så den kan bruges til rigtigt arbejde — ikke bare beskues.
Til banen hører Den Lange Stald, der senest blev sat i stand tilbage i 1914 under Christian 10. I forbindelse med genetableringen blev de gamle spiltove bygget om til bokse, så stalden lever op til nutidens krav til dyrevelfærd. Det er en detalje, der siger noget om hele projektets ånd: man har bevaret rammen, men indrettet den, så hestene kan stå ordentligt i den i dag.
Det mest usædvanlige er måske ikke, at banen er blevet gravet frem, men at den bliver brugt. Den genetablerede ridebane og Den Lange Stald anvendes i dag af Den Kongelige Stald-Etat, af Gardehusarregimentet og af kongefamilien selv. Kulturarv, kongehus og praktisk hestehold mødes altså på det samme sted — ikke som en museal opstilling bag en rebafspærring, men som en fold og en stald, der bliver taget i brug.
Det er en sjælden ting. De fleste steder, hvor dansk hestehistorie kan aflæses, er blevet til museer eller er forsvundet helt. Her er et sted, hvor sandet fra 1720 stadig bliver revet efter en træning, og hvor en tradition på tre århundreder ikke bare mindes, men fortsættes.
For os, der interesserer os for både heste og historie, er der noget dybt tilfredsstillende i, at det ikke bare er en fortælling. Man kan pege på firkanten. Man kan se stalden. Og man kan vide, at der stadig står heste i den, præcis som der har gjort med afbrydelser i 300 år. Det er hestehold som ubrudt linje — og den slags bliver der færre og færre af.