Danish Open i Bernstorffsparken: polo forklaret for hestefolk
Læs mere →
Der findes priser, man vinder, og priser, man bliver betroet. Ved DM i dressur i Randbøl rakte Prinsesse Benedikte Lis Hartel-Mindeprisen til Dansk Ride Forbunds formand, Kimi Nielsen — en pris opkaldt efter kvinden, der som polioramt blev den første i verden til at vinde en olympisk medalje i dressur. Bag den royale håndsrækning gemmer sig en af de smukkeste historier, dansk ridesport har at byde på.
Billedet er nemt at holde af: en formand, der er vant til at stå på den anden side af rampelyset, får selv en hædersbevisning i hænderne — overrakt af en prinsesse, der har fulgt dansk ridesport tættere end de fleste. Men for at forstå, hvorfor netop denne pris betyder noget særligt, må vi et par generationer tilbage.
Lis Hartel var allerede en af Danmarks dygtigste dressurryttere, da hun i 1944 blev ramt af polio. Hun var 23 år og gravid, og sygdommen tog store dele af hendes førlighed. Gennem hårdt genoptræningsarbejde vandt hun langsomt kræfterne tilbage i overkroppen og delvist i benene, men hun genvandt aldrig fuld førlighed og kunne ikke længere stige på eller af hesten uden hjælp.
Alligevel red hun videre. Da dressuren ved OL i Helsinki i 1952 for første gang blev åbnet for kvinder på lige fod med mænd, var Lis Hartel med. På sin hoppe Jubilee red hun sig til sølv — kun overgået af svenske Henri Saint Cyr. Ingen anden kvinde havde før hende vundet en olympisk medalje i ridning.
Det, der for alvor gjorde historien udødelig, skete under medaljeoverrækkelsen. Guldvinderen Henri Saint Cyr trådte hen til Jubilee, løftede forsigtigt Lis Hartel ned fra sadlen og bar hende hen til podiet, hvor hun rejste sig og modtog sin medalje. Indtil da havde de færreste tilskuere kendt til hendes handicap. Det blev et af sportshistoriens mest omtalte øjeblikke af storhed mellem konkurrenter.
Fire år senere, ved OL i Stockholm i 1956, gentog hun bedriften og vandt igen individuelt sølv. Bagefter blev hun et forbillede for polioramte verden over og red opvisninger til fordel for behandling af sygdommen.
Det er den arv, Lis Hartel-Mindeprisen bygger videre på. Prisen er stiftet af foreningen Dressurens Venner sammen med familien Hartel-Siesbye og er gennem årene gået til mennesker, der har gjort en ekstraordinær indsats for dansk dressur — ryttere, ildsjæle og folk bag kulisserne. Blandt tidligere modtagere er navne som Cathrine Dufour, og i 2026 gik prisen altså til Dansk Ride Forbunds formand, Kimi Nielsen.
Det er værd at standse op ved. En mindepris efter Lis Hartel handler ikke kun om resultater i firkanten, men om vedholdenhed, om at bære sporten videre, og om at gøre det med rank ryg, selv når det er svært.
Prinsesse Benedikte har fulgt dansk ridesport i årtier og var i mere end 30 år protektor for Dansk Ride Forbund, en rolle hun for nylig har lagt fra sig. At hun alligevel mødte op i Randbøl for at overrække netop denne pris, siger noget om, hvor stærkt båndet til hestene og til sporten stadig er. Hun er fortsat protektor for blandt andre Dansk Varmblod og Hestens Værn.
Der var noget passende over billedet: en kongelig, der har brugt en stor del af sit liv på dansk hestesport, rakte en pris opkaldt efter en af Danmarks største rytterprofiler videre til den kvinde, der i dag står i spidsen for forbundet. Fortid, nutid og fremtid mødtes for et øjeblik på et stævneanlæg i Sydjylland.
Og måske er det derfor, historier som denne er værd at fortælle midt i sommerens strøm af resultatlister. De minder os om, at ridesport er mere end point og placeringer. Den er også arv, forbilleder og de mennesker, der bærer det hele videre — én overrækkelse ad gangen.