Glæderne og udfordringerne ved det nyfødte føl

Seks ting, du skal holde øjne med, når føllet er født

Et lille nyfødt føl bringer liv og glæde i stalden, men det kommer også med mange potentielle udfordringer. Det er vigtigt, at føllet får en god start på livet, og her får du et bud på seks ting, du skal være særligt opmærksom på i den første og mest kritiske tid af det nyfødte føls liv. 

Et føl er et stort projekt, som allerede starter lang tid inden føllet fødes. Der er mange tanker, bekymringer og beslutninger bag dette projekt. Det har taget tid at udvælge den rette hingst, alt efter hvilke egenskaber man ønsker i de skønne føl. Nogle avlere har måske haft problemer med at få deres hoppe til at blive drægtig og har brugt mange penge på dyrlægeregninger og sæd. Bagefter kommer den lange ventetid på 11 måneder, inden man får resultatet. Når føllet endelig bliver født, er ventetiden ovre, men så kan der let støde en lang række nye komplikationer til, som vi skal holde særligt øje med.

Foto: Malgré Tout Media

Det normale føl

Rikke Finshøj er dyrlæge med speciale i føl og følsygdomme, og hun fortæller her om de emner, som er ekstra vigtige for hestefolk og avlere at holde fokus på i den første tid med et nyfødt føl. Det normale føl står som regel op inden 1 time, udviser sutterefleks inden for 20 minutter, og det dier ved hoppen inden der er gået 2 timer. Føllet urinerer inden for 6-10 timer, og det har afgang af mekonium i løbet af de første 24 timer. I følge Rikke Finshøj, er det vigtigt at huske på, at der er stor forskel på at være et føl og en voksen hest. Det lille føl trækker vejret mellem 45 – 60 gange i minuttet og hjertet slår 60 – 80 gange per minut. Føllets temperatur ligger på 37,2 og 38,9 grader Celsius – lidt højere end hos en voksen hest. For at give et eksempel på vægten, bør et varmblodsføl veje mellem 45 og 55 kg.

Læs også: Belgisk trækhest: Stor, større, stærkest

Får føllet tilstrækkeligt med råmælk og antistoffer?

Det er meget vigtigt at se, om føllet dier ved hoppen. Det er helt ok, at det tager et par timer, inden føllet står op og dier, men efter et par timer skal det være i gang. Rikke Finshøj forklarer, at føllene først har et veludviklet immunforsvar på niveau med en voksen hest, når de er omkring fire måneder. Føllene får antistoffer fra hoppens råmælk, der indeholder colostrum, som kommer ind i føllets system via små specialiserede celler i deres mave-tarm-kanal. Disse celler er kun til stede i føllet i ca. 24 timer, hvorefter de forsvinder og aldrig kommer tilbage igen. Derfor er den første mælk livsnødvendig for det nyfødte føl, og føllet skal gerne nå at drikke en liter colostrum inden for de første 6-8 timer, understreger Rikke Finshøj.

Tisser føllet fra navlen?

Du skal være ekstra opmærksom, hvis du ser, at føllet tisser fra navlen. Nogle gange kan det være en fin stråle, andre gange få dråber, men det kan være et tegn på, at urachus-strukturen – den kanal, der i fosterlivet forbinder urinvejene med navlestrengen – ikke har lukket sig ordentligt. Derfor er det vigtigt at holde øje med, om der er tegn på ømhed, hævelse eller varme, da det kan begyndende navlebetændelse. Prognosen for en sådan infektion er meget dårlig, så der skal gribes ind med det samme, understreger Rikke Finshøj.

Foto: Malgré Tout Media

Hold øje med føllets afføring

Den første afføring, som føllet skal af med inden for de første 24 timer, kaldes mekonium. Det er en blanding af forskellige kirtelsekreter, bestående af slim, galde og væsker, som føllet har ligget i inde i livmoderen og fået gennem fordøjelsessystemet. Mekonium er brunligt eller næsten sort, det har en hård konsistens, og du er ikke i tvivl om, hvornår det er passeret. Nogle føl kan have en hel del mekonium, og andre har kun lidt, men når den rigtige mælkegødning begynder at komme igennem, så er du ikke i tvivl. Afføringen skifter typisk til at være en blød og gullig struktur. Ofte går det fint, og som regel sker det inden for få timer, men hvis føllet ikke kan presse mekonium ud af endetarmen, kan det forårsage forstoppelse og efterfølgende smerter for føllet. Mekoniumforstoppelse er en hyppig årsag til kolik hos nyfødte føl, særligt hos hingsteføl.

Læs også: Giv hesten det bedste hø nu

Kontroller, om øjnene er som de skal være

Der er ikke noget smukkere end små fine føl-øjne, der kigger på en. Men du skal være opmærksom på, at føllene er født uden mennesis- eller trusselsrefleksen. Det er en praktisk refleks, der sikrer, at du ikke får ting i øjet og skader på hornhinden. Hos føl er denne refleks ikke medfødt, og det tager op til 10-14 dage, inden den er fuldt udviklet. Rikke Finshøj fortæller derfor, at man med fordel kan kontrollere, at føllet har en blank hornhinde, uden tegn på sår eller skyet område.

Er der afvigelser i benstillingen?

Uanset om du drømmer om at lave en dressurhest, en springhest eller hyggehest, har hesten brug for sunde ben. Benstillingen kan være meget problematisk, hvis den ikke er i orden. Du kan ikke vurdere det umiddelbart efter fødslen, men inden for de første par dage kan du få et indtryk af, hvordan benene ser ud, og om det er noget, der kræver smed eller dyrlæge. Rikke Finshøj understreger, hvor vigtigt det er at kontakte dyrlægen, hvis du er i tvivl, og at du med fordel kan sende nogle billeder. Hellere tag fat i dyrlægen en gang for meget end en gang for lidt.

Reager i tide

Et lille føl tager den tid, et lille føl skal tage, og du skal ikke blive for ivrig. Hvis du for eksempel står med den lille og forsøger at hjælpe den op til yveret, kan det hurtigt gøre tingene værre end det er, siger Rikke Finshøj. Du skal dog være opmærksom, hvis du er så uheldig at få et lille føl som afviger fra normalen. Så er det noget, du skal reagere på, understreger Rikke Finshøj. Disse føl er nogle små skrøbelige væsner, og det, der starter med ikke at være noget alvorligt kan potentielt udvikle sig til et kæmpestort problem, hvis ikke du får gjort noget ved det med det samme. Mange avlere foretrækker at få dyrlægen ud på den første dag, for at tjekke føllet og hoppen og forebygge eventuelle problemer, så man kan gribe ind i tide, hvis noget ikke er som det skal være.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce