
En hest, der pludselig tygger langsommere, taber lidt foder eller begynder at protestere mod biddet, er ikke nødvendigvis kræsen eller vanskelig. Tandproblemer kan vise sig på mange måder – og nogle af de første tegn er så små, at de let bliver overset.
Hesten står ved krybben som normalt og spiser tilsyneladende sin hø. Den holder måske stadig vægten, og der er ingen tydelig hævelse omkring kæben. Alligevel kan der være noget galt inde i munden.
Heste kan nemlig have tandproblemer, uden at symptomerne i begyndelsen er særligt dramatiske. Derfor opstår spørgsmålet: Er vi gode nok til at reagere på de små ændringer – eller venter vi, til hesten tydeligt har ondt?
Problemer med tænderne kan blandt andet vise sig ved, at hesten:
Der kan også opstå hævelse omkring kæbe eller ansigt, blod fra munden eller ensidigt næseflåd, hvis eksempelvis en infektion omkring en tand involverer bihulerne.
Netop adfærdsændringerne er interessante. Hvis en hest pludselig bliver sværere at ride, er det nærliggende at se på træning, udstyr eller rytterens signaler. Men smerter fra mund og tænder bør også være en del af overvejelserne. Modstand mod biddet eller hovedrysten kan blandt andet optræde ved smertefulde forandringer i munden.
Skarpe emaljekanter er velkendte hos heste. Hestens overkæbe er bredere end underkæben, og sammen med den måde tænderne slides på, kan der med tiden dannes skarpe kanter.
Men tandproblemer er langt mere end det, der i daglig tale ofte reduceres til, at hesten “skal have raspet tænder”.
Der kan eksempelvis være:
Diastemer og paradentose
Mellemrum mellem kindtænderne kan betyde, at foder presses ned mellem tænderne. Det kan medføre betændelse og nedbrydning af vævet, der holder tanden fast. Problemet ses blandt andet hos ældre heste.
Knækkede eller beskadigede tænder
En fraktur kan åbne vej for bakterier og infektion. Afhængigt af hvilken tand der er ramt, kan en infektion også påvirke omkringliggende væv eller bihuler.
Ujævnt slid
Manglende, beskadigede eller forkert placerede tænder kan give en ujævn tyggeflade med blandt andet kroge, trin eller bølgeformede tandrækker. Når forandringerne bliver omfattende, kan de ikke nødvendigvis korrigeres fuldstændigt.
Og så findes der sygdomme, der kan være betydeligt sværere at opdage udefra.
EOTRH står for Equine Odontoclastic Tooth Resorption and Hypercementosis og er en progressiv tandsygdom, der især forbindes med middelaldrende og ældre heste.
Ved sygdommen nedbrydes dele af tandvævet, samtidig med at der kan dannes store mængder cement omkring tanden. Sygdommen rammer især fortænder og hingstetænder, selv om andre tænder også kan involveres. Den præcise årsag er fortsat ikke klarlagt.
Tegn kan blandt andet være betændt eller tilbagetrukket tandkød, hævelser, fistler, løse tænder og smerter fra fortænderne. Problemet er, at de tidlige stadier kan være langt mindre tydelige. Et studie fra 2025 fandt, at sygdommen kan være klinisk diskret tidligt i forløbet, mens bestemte tandkødsforandringer var forbundet med fund på røntgen.
Det betyder også, at man ikke nødvendigvis kan afgøre med det blotte øje, hvor meget der foregår omkring tandens rod.
Ved mistanke kan røntgen derfor blive en vigtig del af undersøgelsen. Ved alvorligt ramte tænder er udtrækning fortsat den behandling, der anvendes, og studier beskriver forbedret livskvalitet efter fjernelse af smertefuldt angrebne tænder.
Måske bør vi derfor også ændre den måde, vi taler om tandpleje på.
For spørgsmålet er ikke kun: “Skal hesten have raspet tænder?”
Det vigtigere spørgsmål er: “Er hestens mund sund?”
En grundig undersøgelse kan kræve mundspærre, godt lys og ofte sedation, så også kindtænderne langt tilbage i munden kan vurderes ordentligt. Ved mistanke om sygdom kan der desuden blive behov for røntgen.
AAEP fremhæver tilsvarende, at moderne tandpleje ikke blot handler om selve raspningen, men om systematisk undersøgelse og diagnosticering af eventuelle problemer først.
Hvor ofte den enkelte hest skal undersøges, afhænger blandt andet af alder og dens individuelle tandstatus. MSD Veterinary Manual anbefaler generelt regelmæssige tandeftersyn og beskriver mindst årlige undersøgelser som udgangspunkt, mens ældre heste kan have behov for hyppigere kontrol.
Du behøver ikke vente på vægttab eller tydelige smerter.
Hvis hestens måde at tygge, spise eller reagere på biddet ændrer sig, hvis den får dårlig ånde, begynder at tabe foder eller udvikler hævelse omkring kæben, er det værd at få munden undersøgt.
For måske er den vigtigste pointe netop, at en hest med tandpine ikke nødvendigvis holder op med at spise.
Nogle bliver bare langsommere. Nogle ændrer deres måde at tygge på. Og andre fortæller det først, når vi sætter biddet i munden.
Det er de små tegn, der kan være værd at lytte til.
MSD Veterinary Manual – Dental Care of Horses
Dental Care of Horses
MSD Veterinary Manual – Overview of General Dentistry in Horses
Overview of General Dentistry in Horses
MSD Veterinary Manual – Dental Disorders of Horses
Dental Disorders of Horses
MSD Veterinary Manual – Periodontal Disease in Horses
Periodontal Disease in Horses
AAEP – Introduction to Equine Dentistry
Introduction to Equine Dentistry
Rahmani et al. – History, clinical findings and outcome of horses with radiographical signs of EOTRH
PubMed – EOTRH study
Limone – Update on Equine Odontoclastic Tooth Resorption and Hypercementosis
PubMed – EOTRH review
Tretow et al. – EOTRH in Icelandic Horses in Germany
PubMed – Clinical and radiographic findings