
Tanken om at få fjernet flere – eller ligefrem alle – fortænder på sin hest kan virke voldsom. Hvordan skal den så spise græs? Tage hø? Eller klø en foldkammerat? Men ved den smertefulde tandsygdom EOTRH kan tandudtrækning være den behandling, der giver hesten sin livskvalitet tilbage. Og erfaring såvel som forskning viser, at heste kan klare sig forbavsende godt uden fortænder.
En hest, der tøver, når den skal bide i en gulerod. En hest, der ikke længere rigtig vil nappe græsset helt tæt ved jorden. Dårlig ånde, hævet tandkød eller små fistler omkring fortænderne. Måske bliver den mere følsom omkring mulen eller mindre glad for at få hovedtøj på.
Symptomerne kan være diskrete, og nogle heste viser kun få tydelige tegn. Men bag dem kan gemme sig en særdeles smertefuld sygdom: EOTRH – Equine Odontoclastic Tooth Resorption and Hypercementosis.
Sygdommen rammer især ældre heste og ses primært i fortænderne og eventuelt hingstetænderne. Hos mange heste udvikler forandringerne sig langsomt, og netop derfor kan sygdommen være fremskreden, før ejeren bliver opmærksom på den.
Navnet EOTRH beskriver to af de processer, der kan foregå i de syge tænder.
Ved tooth resorption begynder kroppen at nedbryde tandvævet. Specialiserede celler nedbryder dele af tanden, og tanden kan efterhånden blive svækket, løs eller ligefrem knække.
Samtidig kan der forekomme hypercementose, hvor kroppen danner unormalt store mængder cement omkring tanden. Cement er et hårdt væv på tandens overflade, som normalt bidrager til tandens forankring. Ved EOTRH kan resultatet blive karakteristiske fortykkelser omkring tandrødderne.
Forandringerne foregår i høj grad under tandkødsranden. Derfor er det ikke nødvendigvis muligt at afgøre sygdommens omfang blot ved at kigge på hestens tænder. Røntgenundersøgelse af fortænderne spiller en central rolle i diagnosticeringen og viser blandt andet resorption, ændringer omkring tandrødderne og unormal cementdannelse.
Årsagen til EOTRH er fortsat ikke endeligt afklaret. Det betyder også, at der på nuværende tidspunkt ikke findes en behandling, som kan få en allerede syg tand til at blive rask igen.
Et af problemerne ved EOTRH er, at hesten ikke nødvendigvis viser sin smerte på den måde, mennesker forventer.
Ifølge Hestetandklinikken kan selv heste med meget dårlige tænder have relativt beskedne eller uklare symptomer. Men resorption af tanden og betændelsesreaktioner omkring tandrødderne kan være meget smertefulde. Der kan opstå infektion, pusansamlinger og fistler, mens tænderne gradvist bliver mere ustabile.
Tegnene kan blandt andet være problemer med at gribe eller bide over, modvilje mod at spise hårde godbidder, dårlig ånde, ømt eller tilbagetrukket tandkød, løse tænder, ændret adfærd, hovedrysten, og i alvorlige tilfælde vægttab.
Det kan derfor være fristende at tænke, at en hest, som fortsat spiser, ikke kan have særlig ondt. Men dét er ikke nødvendigvis tilfældet.
Når en tand er alvorligt angrebet af EOTRH, kan den ikke repareres på samme måde, som man måske forestiller sig fra human tandbehandling. Målet med behandlingen bliver derfor først og fremmest at fjerne kilden til den kroniske smerte.
Det kan betyde udtrækning af enkelte fortænder, men ved udbredt EOTRH kan det være nødvendigt at fjerne mange – nogle gange samtlige – fortænder.
Hos Hestetandklinikken udføres tandudtrækninger som udgangspunkt på den stående, sederede og lokalbedøvede hest. Tandkødet løsnes omkring tanden, hvorefter forskellige instrumenter bruges til gradvist at løsne tanden fra dens fæste i kæben, inden den til sidst kan løftes ud. Klinikken fremhæver, at moderne teknikker gør det muligt at foretage praktisk taget alle tandekstraktioner uden fuld narkose.
Efter en ukompliceret tandekstraktion får hesten smertestillende medicin i dagene efter indgrebet. Hestetandklinikkens erfaring er, at de fleste heste hurtigt begynder at spise igen, når sederingen er klinget af.
For ejeren kan beslutningen alligevel være svær.
For hvad er en hest uden fortænder?
Her er det vigtigt at skelne mellem at få foderet ind i munden og at tygge det.
Når en hest græsser normalt, hjælper de bevægelige læber med at udvælge og placere græsset, hvorefter fortænderne bider stråene over. Tungen fører derefter foderet længere tilbage i munden.
Selve den omfattende findeling af foderet foregår derimod mellem hestens kindtænder – præmolarer og molarer. De fungerer som hestens egentlige kværn og nedbryder græs og hø til mindre partikler, inden det synkes.
Når fortænderne er væk, mangler hesten altså et vigtigt redskab til at klippe græsset over, men den har fortsat tænderne, der udfører den afgørende tygning.
Og hesten er imponerende god til at kompensere.
Efter helingen lærer mange heste at bruge deres stærke, meget bevægelige læber og tungen til at samle foder op.
University of California, Davis beskriver, at mange heste uden fortænder lærer at græsse ved hjælp af netop læber og tunge. Det samme oplever Hestetandklinikken, som fortæller, at deres patienter efter ekstraktion kan spise græs, være sammen med andre heste og fortsætte ganske almindelige hesteaktiviteter.

Hø og andet løst foder er som regel endnu lettere, fordi det ikke først skal bides fri af jorden.
Græsning kan kræve lidt mere teknik. Hesten skal i stedet gribe græsset med læberne og tungen og trække det ind i munden. Derfor kan længden og kvaliteten af græsset også have betydning for, hvor effektivt den enkelte hest kan græsse.
Man bør derfor ikke automatisk gå ud fra, at enhver hest uden fortænder kan dække hele sit energi- og grovfoderbehov alene på en tæt, kortgræsset fold. Cornell University anbefaler eksempelvis, at der fortsat er hø til rådighed, også hos heste der lærer at græsse efter omfattende fortandsekstraktion.
Det afgørende er at holde øje med hestens huld, ædelyst og evne til at indtage tilstrækkeligt grovfoder.
Det måske mest interessante er, at et liv uden fortænder ikke blot synes at være noget, mange heste kan tolerere. For heste, der tidligere har levet med smertefuld EOTRH, kan livet efter operationen være markant bedre.
Et studie offentliggjort i Equine Veterinary Education undersøgte 48 heste, der havde fået fjernet alle fortænder som følge af EOTRH. Efter operationen så man statistisk signifikante forbedringer på en række områder.
Andelen af heste, der blev vurderet til at være under ønsket vægt eller huld, faldt fra 39,6 procent før operationen til 18,8 procent efter. Andelen, der spiste langsommere end normalt, faldt fra 43,8 til 16,7 procent, mens færre heste tabte hø ud af munden. Også irritabel adfærd, modvilje mod hovedtøj og hovedrysten blev registreret sjældnere efter operationen.
Ejerne vurderede desuden hestenes gennemsnitlige ”glæde” til 5,3 ud af 10 før operationen og 8,4 efter. Mere end 90 procent svarede, at de ville vælge samme operation igen på en anden hest i en tilsvarende situation.
Studiet var baseret på spørgeskemaer til ejerne og har derfor de begrænsninger, der følger med en retrospektiv undersøgelse. Resultaterne passer imidlertid godt sammen med veterinærernes kliniske erfaring: Når kronisk smertefulde tænder fjernes, oplever mange ejere en hest, der spiser bedre og virker mere tilpas.
Der kan naturligvis være synlige følger efter fjernelse af alle fortænder. Hos nogle heste kan tungespidsen eksempelvis komme til at hænge lidt ud mellem læberne, fordi fortænderne ikke længere danner den samme barriere foran i munden.
Det ser måske pudsigt ud, men hesten kan fortsat trække tungen helt ind i munden.
Og den sociale funktion behøver heller ikke at forsvinde. Hestetandklinikken oplever, at heste uden fortænder fortsat kan klø deres artsfæller og deltage i det almindelige sociale liv i flokken.
For ejeren kan det kræve en mental omstilling. Vi mennesker tillægger tænder enorm betydning, og en mund uden fortænder kan umiddelbart se drastisk ud.
Men for hesten er spørgsmålet et andet:
Gør tænderne det lettere at leve – eller gør de ondt?
Når fortænderne er svært angrebet af EOTRH, kan en tand, der stadig sidder i munden, være langt mere belastende end en tand, der er væk.
EOTRH er en sygdom, der fortjener opmærksomhed, netop fordi de første tegn kan være diskrete, mens smerterne kan være betydelige. Derfor er regelmæssige tand- og mundhuleundersøgelser særligt vigtige hos den ældre hest, og mistanke om sygdommen bør undersøges veterinært og om nødvendigt suppleres med røntgen.
Diagnosen kan ende med en besked, som umiddelbart lyder voldsom: Flere fortænder skal ud.
Men hesten er mindre afhængig af fortænderne, end det kan se ud til.
Kindtænderne fortsætter med at tygge foderet. Læber og tunge overtager en større del af arbejdet med at samle det op. Mange lærer igen at græsse, spiser hø uden problemer og fortsætter både deres sociale liv og almindelige aktiviteter.
Det, hesten mister, er nogle tænder.
Det, den i mange tilfælde får tilbage, er noget langt vigtigere: muligheden for at spise, bevæge sig og være hest uden konstant tandpine.
Hvis du ønsker at opsøge mere viden, høre om andre hesteejeres erfaringer eller selv dele dit forløb med EOTRH og fortandsproblemer, kan du melde dig ind i Facebook-gruppen Heste med EOTRH og fortandsproblemer.
Gruppen kan være et godt sted til erfaringsudveksling og støtte mellem hesteejere. Husk dog, at råd og erfaringer fra sociale medier ikke kan erstatte en individuel undersøgelse, diagnose eller behandling hos en dyrlæge med erfaring inden for hestens tænder.
Artiklen er generel information og kan ikke erstatte en individuel vurdering og behandling hos en dyrlæge med erfaring inden for hestens tænder.
Hestetandklinikken.dk – information om EOTRH, diagnostik og tandudtrækning
UC Davis School of Veterinary Medicine – information om EOTRH og hestens funktion efter fjernelse af fortænder
Cornell University College of Veterinary Medicine – information om tandbehandling, fodring og tilpasning efter fortandsekstraktion
University of Minnesota – information om hestens tandsæt og tyggefunktion
Rainbow, W. – Behavioural and physical changes in equine patients after complete extraction of all incisors due to equine odontoclastic tooth resorption with hypercementosis, Equine Veterinary Education