“Hvert et skridt Gråmand og jeg tager sammen, er en sejr”

Emma og fjordhesten Gråmand har dannet par i syv år. Hver gang de møder op på stævnebanerne imponerer synet af ekvipagen publikum. Det er der ikke noget at sige til. Gråmand har et helt særligt og ikke mindst sjældent udtryk med sin grå farve og store bevægelser. Her kan du læse, hvordan det er at have den hest, som alle vender sig om og udbryder “wauw” til, men også hvordan det kan medføre et øget pres.

Læs også: Når det hele bare er lidt bedre i gult

Hvad er din historie som rytter: Hvordan fik du interessen for hestesporten?

Min interesse kommer fra min elskede mor, som nærmest altid har redet. Sågar mens hun var højgravid med mig. Hvor kliché-agtigt det end lyder, kan man sige, at jeg er født på en hest. Hun solgte senere sin egen hest for at kunne bakke mig 100% op i min ridning.

Det vigtigste for Emma er, at makkerparret hygger sig sammen. Foto: Privat

Hvordan kan det være, du og Gråmand er blevet et makkerpar?

Vores pardannelse startede egentligt, da min mor og jeg flyttede over til hendes (på daværende tidspunkt) nye mand. Han havde tidligere drevet fjordhestestutteri på ejendommen. Der var stadig en del fjordheste, og deriblandt Gråmand, som var indkøbt som avlshingst. Herefter lavede ikke så voldsomt meget, og derfor fik jeg mulighed for at starte op med ham som 6 års. Vores historie er mest af alt baseret på “tilfældigheder” og for mit vedkommende held.

Hvilken disciplin rider i helst?

Vi rider primært dressur. I mine ponyår var jeg mest springrytter, og jeg elsker det stadig. Gråmand har utrolig meget talent for springning. Men efter en mindre seneskade på et forben opstået på fold for nogle år tilbage, har jeg været nervøs for, at der skulle ske noget med den gamle skade. Jeg får aldrig en hest af den kaliber igen som Gråmand, så jeg vil bare gerne passe på ham.

Hvilket niveau rider i på, eller er det mest bare hygge?

De sidste 3 år har det stået lidt stille for os. Dels fordi Gråmand har haft mavesår efter noget for stærk medicin i forbindelse med noget kløe, og dels fordi jeg har arbejdet meget. Begge dele har vi dog fået styr på. Vi arbejder derfor op imod at komme tilbage til der, hvor vi slap nemlig LA6. Derhjemme træner vi også lidt piaffe, passage og er så småt startet på lidt arbejdspirouetter. Jeg håber da, at vi skal op og lege med de middelsvære klasser (måske højere) engang i fremtiden, hvis han er med på det.

Gråmand og Emma
Emma Elisabeth Nørgaard er 25 år gammel og har redet Gråmand i syv år.
Gråmands fulde navn er Tulstruplunds Hudini og avlet hos Gerda og Poul Pedersen. Gråmand er 13 år gammel. Emma
arbejder desuden som produktionsleder i landbruget med speciale i kvæg.

Hvad var det ved Gråmand, som du faldt for i sin tid?

Jamen se på ham. Hvem falder ikke for hans udseende? Han har ikke haft det lige let altid og er meget usikker på sig selv. Det gør også, at han kan tage modet 200% fra mig, fordi han kan blive lidt skeptisk. Derfor kan jeg ikke prale af, at det var hans rare og venlige væsen, jeg faldt for. Men måske lidt alligevel. Han er en megasvær hest at komme ind på livet af, og jeg blev nok bare lidt “challenge accepted”. Og uanset hvor mange tårer jeg har grædt over ham, så har han givet mig så meget mere tilbage. Jeg har fået meget selvindsigt og tålmodighed, og så har jeg lært ikke at have nogen forventninger til dagens ridetur. Vi tager hver dag, som den kommer, og hvert et skridt vi tager, er en sejr.

Annonce

Hvordan kan det være, at du er faldet for fjordhesten som race?

Det startede med, at der kom nogle fjordhingste til undervisning der, hvor jeg havde hest. Jeg red dansk varmblod og havde nok en fordom eller to. Men da jeg så de her heste gå og selv fik lov til at prøve. Der måtte jeg æde alt, hvad jeg nogensinde havde tænkt og troet om de små tykke, gule heste. Som i øvrigt slet ikke var så små og tykke alligevel. De var smukke, og de var velgående. Og så havde de bare det dejligste sind.

Hvad er det bedste ved at ride på fjordhest?

Det er klart, at den er så alsidig. Den kan gå dressur, spring, military, kørsel, western, handicap og sikkert mange andre ting. Den kan gå på marken, gå i baghaven, ride med på en tur, den kan være mors dressurhest og på samme tid være datter/søns springhest/turhest eller andet. Det er en “hele familiens hest”. Selvom de ofte ligner hinanden, så kan de være meget forskellige. Det er så fedt, for så er der en fjordhest til enhver smag og til ethvert brug.

Hvad er det sværeste ved at ride på fjordhest?

For fem år siden ville jeg have sagt, at det sværeste ved at ride fjordhest, var fordomme. Men jeg syntes ikke helt, det passer mere. Dermed ikke sagt, at der ikke stadig er folk, der har fordomme. Det er der helt sikkert. Men generelt syntes jeg, at fjordhesten får stor ros, hvor end den kommer.

Gråmand er så småt gået i gang med øvelser til middelsvær. Emma synes, det kunne være sjovt, hvis de kunne komme på grandprix niveau, men kun hvis Gråmand har lysten til det. Foto: Privat

Hvilke råd vil du give til folk, der overvejer at få en fjordhest?

Jeg syntes helt klart, at folk skal gøre op med sig selv, hvorfor de overvejer at få en fjordhest. Er det til hygge, avl, sport, eller noget andet. Ikke sagt at man ikke kan få en hest til det hele. Som med alle andre heste, er det blot vigtigt, at man er realistisk (i forhold til budget og forventninger) samt kritisk i forhold til sundhed, brugsegenskaber, racestandard og eventuelle “fejl” i fx. farve.

Læs også: Den gule superstjerne – Første fjordhest til Baltic Cup nogensinde

Farven er ikke alt

Til trods for at jeg godt ved, at en grå fjordhest er flot, så syntes jeg ikke, at man skal til- eller fravælge en hest på grund af dens farve. Der ligger mange års hårdt og godt avlsarbejde bag de fjordheste, vi har i dag. Kvaliteten af de heste er så høj, fordi avlerne har fokuseret på at sammensætte hopper og hingste, der kan opveje hinandens stærke og svage sider og ikke kun på farver. Man bør vælge en hest, der passer til ens eget behov, og så lade være med at gå for meget op i farven.

Hvad skal man være særlig opmærksom på, hvis man overvejer at få fjordhest?

Jeg syntes faktisk, at det er vigtigt, at man gennemgår de samme handelsundersøgler, som var det enhver anden hest/race. Bare fordi racen er kendt for at være sund, stærk og solid, er det ikke ens betydning med, at de ikke har fejl. Samtidig er det vigtigt at være bevidst om, at selvom det er en nøjsom race, så er det selvfølgelig stadig vigtigt, at den bliver fodret korrekt og passet som alle andre racer.

https://www.instagram.com/p/CMzAcpShGvB/
Gråmand og Emma træner frem mod at komme op på samme niveau, LA6, de var på før Gråmand blev skadet. Video: Privat

Hvad er det bedste, dig og Gråmand har oplevet sammen?

Det må uden tvivl være den rejse, vi har været på sammen. Jeg startede med en meget utryg og sensitiv hest. Nu kan jeg ride med balloner og paraplyer fra ryggen af ham. Da jeg startede med ham, kunne jeg på ingen måder presse ham bare det mindste. Jeg har hele tiden været nødt til at vente til han bød sig til. Nu kan jeg lige så stille få lov til at vise ham vejen, vise ham nye øvelser uden han går i baglås. Hvert et skridt vi tager sammen, er en sejr.

Den meget karakteristiske grå farve er ikke til at tage fejl af. Selvom Gråmand er meget smuk, synes Emma alligevel det er vigtigt, at man ikke blot vælger en hest ud fra dens farve. Foto: SKOV FOTO

Hvad drømmer I om at opnå sammen?

Det kunne uden tvivl være sjovt at uddanne Gråmand til Grand Prix. Men min største drøm er helt klart at få den bedste rejse derhen. Uh, det er så komplekst føler jeg. Ikke fordi jeg ikke tør drømme, men jeg er nervøs for, at mine drømme kan komme til at blive en forventning. Jeg vil ikke tillade mig selv at blive skuffet over hverken hesten eller mig selv, hvis ikke jeg opnår det, jeg havde forventet. Jeg drømmer om at knytte endnu tættere bånd med Gråmand og via det bånd komme på en rejse, hvor vi skal lære endnu mere og prøve endnu flere ting sammen. Jeg drømmer nok ikke decideret om at opnå noget, jeg drømmer bare om en fed og fantastisk rejse med min bedste ven, hvor end den går hen.

Annonce

Benyttes Gråmand som avlshingst?

Gråmand mistede sin bedækningstilladelse som fire års og må derfor ikke bruges i avlen. Dengang mente dommerne, at han have for små baghove, rette haser, og skridtede for småt. Sidenhen har vi håbet at få ham godkendt herhjemme eller udenlands, men uden held. Tiden er vel egentligt bare gået, og han er stadig hingst. Han er sød og rar, nem at håndtere, og han kan gå med andre heste. På den måde har hverken han eller jeg problemer med, at han er hingst. Han lever sit liv, som han ville gøre som vallak. Jeg ved godt, at mange synes, det er synd at beholde dem som hingst, hvis de ikke avler, men Gråmand har jo bedækket, og dermed glemmer han det ikke, selvom han blev kastreret. Det er desuden godt at have en ældre hingst til at opdrage på de unge varmblods hingsteplage, vi har til at gå.

Emma elsker fjordheste, især fordi de er så alsidige. Selvom Gråmand ikke altid er den nemmeste hest, så kan han alligevel bruges til et hav af forskellige ting. Foto: Privat

Gråmand er en speciel fjordhest i den forstand, at han har en meget stor gang og en særlig farve. Oplever du, at folk kommenterer på hans udtryk?

Jeg er blæst bagover af folks søde kommentarer. Han får både komplimenter på hans bevægelser, hans farve og hans type. Og mange er så kede af, at han ikke kan bruges som avlshingst. Én sagde engang til mig, at hun før havde set billeder af fjordheste i den farve, men hun troede, at billederne var redigeret til sort/hvid, så hesten så grå ud. Hun syntes, han var den smukkeste fjordhest, hun nogensinde havde set. Jeg syntes simpelthen, det er det største, når mennesker giver komplimenter og roser fremmede og deres heste. Jeg håber, de ved, hvor stor betydning det har for modtageren.

Med ros og anerkendelse følger også et pres

Jeg kan godt mærke, at al den positive opmærksomhed også øger presset til mine præstationer. For jeg har da oplevet at ride rundt på en opvarmning og høre folk sige: ”Nå, jamen så ved vi jo godt hvem der vinder”. Men det er faktisk ikke det, jeg går op i. Jeg går op i, at vi får en god ridetur, og at hesten går afslappet rundt på banen og nyder det. Det er bare sådan, at lige så snart Gråmand kommer ind på banen, så falder det hele ofte fra hinanden. Så er min opgave at samle det hele igen. Vi ender derfor ofte med at bruge programmerne på nogle helt basale ting som at finde ro og få ham afspændt. Det ser ikke altid lige godt ud hvilket selvfølgelig også afspejler sig i procenterne. Selvom Gråmand godt kan lide at vise sig frem på opvarmningsbanen til stævner, så er det ikke ens betydning med, at vi får en særlig god tur på banen. Og det er egentlig det, der betyder noget for mig. Ikke så meget hvad andre syntes, tænker eller tror.

Vil du vide mere om Emma og Gråmand, så kan du finde dem på instagramprofilen Tulstruplunds Hudini.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce