Mange studerende er så småt i gang med at starte op på deres drømmeuddannelse. I den generelle mediedækning hører man dog ikke meget om de spændende uddannelser, man kan tage inden for hestesporten. Vi giver dig her en liste over nogle af de muligheder, der er, hvis du drømmer om en karriere med heste.
Hestemanager
Mange af os har brugt timevis på rideskoler sammen med søde heste, siden vi var ganske små, og tænk hvis vi kunne fortsætte med det som voksen. Det kan man faktisk nu, selvfølgelig med et større ansvar end at ride en tur på musse eller øve springning på en kæphest. Nu kan du nemlig uddanne dig til hestemanager. Det betyder blandt andet, at du kan komme til at arbejde med den daglige drift af stalden og hestene på en rideskole eller et stutteri. Som elev på uddannelsen lærer du dermed alt om pasning, pleje og træning af heste.
Dyrepasser (hestemanager)
Er du næsten lige så glad for at nusse, passe og pleje heste, som du er for faktisk at ride på den? Sætter du en ære i at give den en ren og lækker boks eller løsdrift, og nyder du at studere dens ve og vel? Så er dyrepasseruddannelsen med speciale i heste (hestemanager) måske noget for dig. I uddannelsesforløbet skal du vælge en af de fire retninger enten zoo-dyr, forsøgsdyr, i en dyrehandel eller speciale i heste, hvor vi her på redaktionen selvfølgelig synes, at det sidste lyder mest spændende. Der er mulighed for at modtage SU, og uddannelsen tager omkring fire år alt afhængig af, om du er over eller under 25 år. Du kan læse mere om uddannelsen her og her.
Hestemassør
Hestes velvære betyder utrolig meget for os hesteejere, og derfor vil vi gerne give dem det bedste liv overhovedet muligt. Du kan være med til at sikre en skøn forkælelese og løsne eventuelle spændinger med en uddannelse til hestemassør. Om uddannelsen til hestemassør står der blandt andet:
Uddannelsen tager seks måneder og er selvbetalt. Du kan læse meget mere her.
Ridelærer, rideinstruktør og berider
Hvilket hestemenneske drømmer ikke om at leve af at ride og undervise? Det har de fleste af os nok gjort, og af gode grunde, for det er jo som bekendt den fedeste sportsgren og hobby, der findes. Dog skal man være indstillet på, at vælger man at uddanne sig til enten ridelærer, rideinstruktør eller berider, er det ikke længere bare en hobby. Det er tre uddannelser, der kræver hårdt arbejde og for overhovedet at komme i betragtning til optagelsesprøven, skal man blandt andet have “gennemført stævnestart i LA dressur og LB spring på distriktsplan på hest.”
OPTAGELSESPRØVEN
Dansk Rideforbund beskriver prøven således:
- Forløber over en dag og består af rideprøver og en evaluerende samtale. Optagelsesprøven er kun åben for aspiranter og eventuelle læremestre.
- Rideprøve: Dressur: Der rides i hold af 3-4 ryttere i ca. 30 min., og der foretages hestebytte.
- Spring: Aspiranten springer på egen hest. Der opvarmes på hold af 3-4 ryttere, og efterfølgende springes en bane på 7-9 forhindringer af max. 1 meters højde.
- Rideprøven skal vise, om eleven har en god basisopstilling i både spring og dressur samt har en god motorik og balance på hesten.
- Eleven skal være adræt og i god fysisk form samt have en god fornemmelse for hesten.
- Endvidere vurderes aspirantens indsats under introduktionskurset.
Selve uddannelserne varer to år for ridelærer, fire år for rideinstruktør og seks år for berideruddannelsen, og der er løn under uddannelsen. Igennem forløbet vil eleven være tilknyttet et praktiksted, hvor man sammen tilrettelægger uddannelsen.
Der er en lang række færdigheder, som man skal igennem, når man vælger en af uddannelserne. Blandt andet kan du se frem til fag som rideteori, stævnetilrettelæggelse, hove og beslag, etik i træning af heste, erhvervsøkonomi og meget mere. Du kan læse alt om uddannelserne på Dansk Rideforbunds hjemmeside.
Beslagsmed
Det må være så fedt at kunne ordne sin egen hests hove, og det kan du, hvis du selvfølgelig tager en uddannelse som beslagsmed. Det kræver, at du finder en erhvervsskole, der udbyder uddannelsen, og du skal være klar på et fysisk arbejde med mange tunge løft. Som person skal du være rolig omkring dyr, god med hænderne og være indstillet på en masse kundekontakt, da det meste af arbejdet som bekendt foregår ude i staldene. Kravet er som udgangspunkt, at du har bestået folkeskolen med 02 i dansk og matematik, og at du finder en godkendt praktikplads – dette vil skolerne helt sikkert gerne rådgive dig omkring. Uddannelsen tager omkring fire år alt afhængig af din alder og kompetencer. Du kan se frem til at blive undervist i hestens benstillinger, hovformer og meget mere. Læs om det hele på uddannelsesguiden eller på en af erhvervsskolernes hjemmeside, som udbyder uddannelsen.
Læs også vores hyggelige artikel, 8 sjove ting du bør sige til din smed, og bliv inspireret til næste smedbesøg.