Hvorfor er nogle typer bagbensgamacher forbudt?

For få år tilbage blev bagbensgamacher et af de mest omdiskuterede emner i springridning verdenen over, og det har fortsat med at skabe debat og forvirring siden. Dette er fordi, at det var blevet populært at bruge en type bagbensgamacher, som ændrer hestens bagbensteknik ved spring. I denne artikel vil vi dykke ned i historien om disse gamacher, og nogle af årsagerne til at de blev gjort forbudte.  

LÆS OGSÅ: Går din hest “catwalk”? Sådan spotter og afhjælper du problemet

Hvad gør dem særlige? 

De omtalte gamacher findes groft opdelt i to forskellige typer, hvor den ene ligger omkring hestens sener imens den anden lægger ekstra vægt på bagbenene. Den ekstra vægt påvirker hestens proprioception (ledsans), gør hesten mere opmærksom på sine bagben, og dermed mere tilbøjelige til at løfte dem i længere tid og lidt højere og derved undgå bagbensnedslag, når hesten er i spring.  

Hvorfor er det forbudt? 

Der er flere årsager til at de præstationsfremmende gamacher er forbudte. Blandt de vigtigste årsager er: 

Konkurrence 

Der er rigtigt mange forskellige faktorer i spil i hestesport, når det kommer til hvilke ekvipager, der klarer sig bedst. Springridning er ingen undtagelse. Man stræber efter at de vindende ekvipager når til toppen primært på baggrund af dygtighed hos hest og rytter og ekvipagens samarbejde. For at sikre at disse elementer fortsætter med at være dem, der definerer sporten, er der bare nogle typer udstyr, som man har vurderet, ikke er tilladt. Ridesport ville miste en del af charmen, hvis vinderne altid blev dem med de bedste bagbensgamacher.  

LÆS OGSÅ: Nana Eskestad er både springrytter og mor

Avl

Når en springhests værdi skal fastslås, er potentiel avl ofte en vigtig faktor, medmindre man har med en vallak at gøre. Da de bedste elementer og færdigheder hos springheste på eliteniveau ofte går i arv, er det (fra avlsperspektiv) vigtigt at deres resultater er så retvisende som muligt. Det er på længere sigt ikke holdbart at skulle tage gamachernes effekt med i regnestykket, når en hests værdi skal fastslås. 

Sundhed 

Bagbensgamacher har normalt først og fremmest været til for hestens beskyttelses skyld. Derfor er det også vigtigt, at hvordan de end bliver modificeret for enten at øge præstation eller andre årsager, ikke går på kompromis med hestens helbred. Der er derfor lavet undersøgelser af de særlige gamachers effekt på hestens ben. Her er det blevet vurderet at når hestens sener bliver udsat for det ekstra tryk, som nogle af disse gamacher giver, så kan det på længere sigt medføre overbelastning af sener og ledbånd. Og da dette kan føre til permanente muskuloskeletale skader, er det bestemt værd for både den individuelle rytter og de store rideorganisationer at holde øje med.  

Hvad er tilladt – og hvad er ikke?

De enkelte rideforbund og andre arrangører har stadig lidt forskellige retningslinjer når det kommer til bagbensgamacher. Ofte vil man i det enkelte reglement kunne læse, at gamacher med tilbagetræk eller tilbagespænd er forbudt. Dansk Varmblod forbød helt alle typer bagbensgamacher ved sidste års egnethedstest. Dette blev begrundet med, at gamachernes producenter havde fundet metoder til at producere de præstationsfremmende gamacher, på en måde som kom udenom diverse forbud mod tilbagespænd. Om andre organisationer vil bakke op om totalt forbud eller blot yderligere skærpe reglerne kan kun tiden vise, og derfor er det god ide i fremtiden at være ekstra opmærksom på reglementerne vedrørende gamacher, når man i fremtiden skal til stævne eller andre typer arrangementer med sin hest.

LÆS OGSÅ: Går din hest på forparten?


Kilder:

Symons J. Mechanical Effect of Performance Pressure Boots on Cadaveric Equine Hindlimb Fetlock Biomechanics. Animals (Basel). 2021 Mar: Mechanical Effect of Performance Pressure Boots on Cadaveric Equine Hindlimb Fetlock Biomechanics – PMC

Dansk Varmblod: Bagbensgamacher ikke tilladt ved ET

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce