“Det værste var, da jeg blev trampet ned til stævne”

Det er januar, det er mørkt, og det er koldt, og for mange hesteejere kan det måske knibe lidt med motivationen. Sådan behøves det heldigvis ikke være – og slet ikke i 2022! Et nyt år er nemlig gået i gang, og det er en oplagt mulighed for både at kigge lidt tilbage og lidt frem. Derfor har vi på Malgré Tout spurgt en række forskellige ryttere og trænere om, hvad de drømmer om i 2022, og hvad 2021 bød på af gode såvel som mindre gode oplevelser med deres heste. Måske du kan blive inspireret til din egen træning?

Springrytter Claus Hundebøl fortæller

Januarkalenderen starter med springrytter Claus Hundebøl, der flittigt deler ud af sit liv på Instagram, som fortæller om at 2021, der blandt andet bød på en brækket storetå – og et 2022, som gerne skulle byde på udendørs DM for senior, om alt går vel.

Læs også: 10 nytårsforsæt til dig og din hest, der får jer godt i gang med 2022

Annonce

Hvad er din bedste oplevelse med din(e) hest(e) i 2021?

“Uuuh, der er nogle stykker, men en af de største oplevelser var, da jeg red U25 DM på kun 8-årige Landlyst Contra, som jeg selv har uddannet fra 0 til 150 cm! En anden god oplevelse var til Christmas Show, hvor jeg debuterede endnu en hest i S-klasserne; 8 årige Unicorns Champion!”

Hvad er din værste oplevelse med din(e) hest(e) i 2021?

“Det værste var helt sikkert, da jeg blev trampet ned på en morgengåtur til stævne, brækkede storetåen og havde en forstuvet fod oveni på dag 2 af 5… Det var op ad bakke.”

Hvad er dit/dine hestemål for 2022?

“Jeg har nu 5 heste, der kan gå med internationalt, og det skal helt sikkert udnyttes! Jeg satser på første udendørs DM for senior til sommer! Og et bonusmål er at kunne ride med i Herning under VM-stævnet.”

Springrytter Claus Hundebøl på hesten Landlyst Contra
Her ses Claus Hundebøl til et C-stævne på Louiselund med Landlyst Contra, som er ejet af avler Karina Prinds. Foto: Emma Deneken.

Læs også: Thalia Pitzner & Claus Hundebøl om vandgrave: Gå forsigtigt frem og hav is i maven

Hvad ser du frem til ved 2022 i forhold til din(e) hest(e)?

“Jeg glæder mig rigtig meget til at kunne tage ud og videreuddanne de unge såvel som ældre heste. Og så vil jeg gerne bare ud at ride flere stævner i både ind- og udland!”

Er der noget, du lader ligge i 2021?

“En ting, som jeg har sagt “farvel” til i 2021 på stævnefronten, er min gamle stjerne, speed-hest og præmiejæger Linette/Lotte! Det var hende, det hele startede på med stævner og springning, og hun har været med igennem 7 år! Men hun er 20 år nu, og tiden var inde til at passe lidt ekstra på hende.”

“Og så har jeg givet tøjlerne videre på Contra, da jeg følte, hun var til mere, end jeg kunne følge med til! Hun gør det super hos hendes nye rytter, og jeg er stolt af at kunne give sådan en hest videre til en rytter, der kan løfte hende til et endnu højere niveau!”

Hvad er det bedste ved at have hest i januar?

“Januar er startskuddet på et nyt år, hestene bliver et år ældre, og nye udfordringer og mål venter! Det er med til at holde motivationen i top for hver hest, og så venter indendørs DM og Herning jo lige rundt om hjørnet.”

Læs også: Top 10: De mest læste artikler i 2021

Annonce
Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce