Kan du huske det her fra staldens cafeteria? 

Kan du huske staldens cafeteria? Fyldt med snak, støj, beskidte støvler og dampen fra pomfritterne i friturestegeren. Der, hvor man kunne få de bedste frikadellesandwich og vælge slik for 25 øre. Vi har samlet nogle af de mest ikoniske genstande fra rideskolen eller stævnepladsens cafeteria eller kantine. Følg med her og bliv helt nostalgisk. 

Hvis du havde lidt småpenge i lommen, kunne du altid få et hurtigt måltid mad i staldens cafeteria! Næringsindholdet kan diskuteres, men du fik i hvert fald stillet den lille sult i en fart! Der findes sikkert fortsat stalde, rideskoler og stævnepladser, hvor du kan finde mange af de nedenstående ting, men måske er der også kommet sundere, kødfrie eller glutenfrie alternativer på menuen? Alligevel er der bare noget lidt hyggeligt ved at mindes hvordan menuen så ud dengang, rundt omkring i staldenes cafeterier og kantiner!  

Annonce

Pomfritter med det hele 

Det var ikke bare pomfritter! De smagte altid afsindigt godt i staldens cafeteria, og så var de ofte spækket med salt. Og så var der dressingen, som var det vigtigste – var du til mayo eller ketchup? Eller måske en af dem, som skulle have remo til? Måske endda det hele!  

toast
Den klassiske toast, som næsten altid kommer i samme papir. Foto: Privat

Toast til 15 kroner

For de fleste hestemennesker findes der ikke noget bedre end en toast med hvidt toastbrød, skinke og smeltet ost. Bare synet af posen, den bliver serveret i, får munden til at løbe i vand. Og så er prisen helt i orden, så har du råd til to. Lyden af det brugte papir i lommen har de fleste af os nok også benyttet os af for at få en hests opmærksomhed til et billede eller for at få den til gå over en mudret indgang. 

LÆS OGSÅ: Det gjorde vi bare ikke ved vores heste i 90’erne!

Et glas saftevand 

Mange steder kunne man købe det for en 5’er eller en 10’er, og det røde saftevand af den billige slags smager bare så godt, særligt til en toast. Så får man fyldt alle depoterne op og er klar til en dag i stalden eller på stævnepladsen. Ofte var der nok mere saft end vand i, men det smagte altså bare godt – og kunne nogle steder tages direkte fra en automat!  

Slush ice

Ligesom med saftevandet var der nok relativt store mængder sukker i den ikoniske slush ice, men den var altså virkelig lækker på en varm sommerdag på eksempelvis ridelejren. Var du til den blå eller røde udgave? 

Langejan og slik til en krone 

Findes de overhovedet endnu? Langejan med smag af banan, jordbær, lakrids, eller hvad man nu var til. Mange steder kunne man også vælge forskelligt slik til en favorabel pris. ”For 75 øre af saltkringler, for en krones vingummibamser og halvanden krones cola sutter.” 

De var simplethen så gode. Desværre kan man ikke købe dem længere. Foto: Privat

Varm kakao med flødeskum 

Særligt i vinterperioden var der ikke noget bedre end en varm kakao med et godt lag flødeskum på. Skeer var en sjældenhed, men der var heller ikke noget, som tungen eller fingeren ikke kan klare. 

Risengrød i december

Mange steder kunne man i december købe en skål med risengrød, kanelsukker og smørklat. Åh, hvor var der bare ikke noget bedre efter en kold, våd dag i stalden. Desuden var cafeteriet ofte pyntet med julehjerter, guirlander og glimmerbånd fra top til tå. Og mange steder var der skåle med pebernødder på bordene i den hyggelige måned.

Den famøse frikadellesandwich

Det var måske ikke alle rideskoler eller stævnepladser, der havde den, men frikadellesandwichen med rødkål og mayo var noget af det bedste, særligt efter en lang dag i stalden. Det var også det luksuriøse valg, som man kun tog en gang i mellem, for den kostede gerne 25 kroner. Alternativt kunne man også ofte få en hånddelle, som lige kunne køres ned inden næste gøremål i stalden. Ind i mellem kunne frikadellen også fås sammen med en snasket omgang kartoffelsalat. 

frikadelle sandwich
havde I også den lækre frikadellesandwich på rideskolen? Eller måske en flæskestegssandwich? Foto: Privat

LÆS OGSÅ: Tilbageblik: Hvad mon din hest savner fra 90erne og 00erne?

Kopnudler

De gode gamle kopnudler var også et hit, og der er ikke noget nemmere – og bedre. Ofte kunne man få fat i en omgang tomme kalorier for en 10’er og alt, det krævede fra cafeteriaets side, var kogende vand.

Drømmekage med snask 

Ofte bestod den af halv bund, halv topping, så det var en rigtig bombe og kostede ikke meget for en skive, som tit var virkelig store. Nogle steder var der endda chokoladeudgaven. Mums. 

Pølse med brød  

Mange steder kunne man både få en fransk hotdog, en ristet med det hele eller den helt simple udgave, som blot var en pølse med brød.  

Hvad var der ellers på menuen i jeres cafeteria? Eller findes det måske stadigvæk? Hjælp os gerne med få vækket de nostalgiske følelser og smagsløgene og kom med jeres bud på klassikere fra staldens cafeteria. 

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce