Man anser det som et tegn på noget godt, hvis hesten smasker, gaber eller slikker sig om munden. Der kan for eksempel ses i træningssammenhænge, eller når en terapeut arbejder med afspænding af hestens krop. Videnskaben har vist, at disse adfærdsmønstre er et produkt af dopaminudløsning i hestens hjerne og således et udtryk for noget behageligt.
Dopamin er med andre ord et stof i hjernen, som hænger sammen med begejstring og ro. Derfor er det selvsagt ønskeligt, at vores træning og interaktion med hesten er dopaminudløsende. Hvis hesten er god til at slappe af i træningen, og du ser smasken, gaben og slikken om munden sammen med et afslappet kropssprog, er det tegn på, at dine træningsmetoder fungerer hensigtsmæssigt for din hest.
Vi siger ofte, at for at blive god til noget, skal man gentage det. Det gælder også for heste. Gentagelser styrker de neurologiske veje, som glutamat er ansvarlig for at kunne etablere. Jo flere gentagelser af succesfuld træning, des mere ændrer hjernen sig i den retning, vi ønsker. Derfor betaler det sig at være tålmodig og repetere en øvelse mange gange. For lidt glutamat giver kort sagt nedsat læring
Glutamat er desuden involveret i en proces, der reducerer hjernecellernes aktivitet og deraf også virker hæmmende på angst og indlært stress. Det er vigtigt, at hesten løbende bliver udfordret og udviklet uden, at det inkluderer angst, konflikter, stress og frustration.
Serotonin er en vigtig komponent i en kompleks balance af hormoner, og derfor kan overskud af serotonin give udfordringer. Det sker sjældent, og du kan ikke rose din hest så meget, at dette i sig selv skaber en ubalance. Ud fra et træningsmæssigt perspektiv er det derfor stadig hensigtsmæssigt og ønskeligt, at den får udløst serotonin i hjernen – og det gøres kun med masser af positiv interaktion, ros, tålmodighed og samarbejde.
Fordi hesten er et byttedyr, der under naturlige forhold skal kunne flygte med det samme, har den meget let ved at udløse adrenalin. Hvis noget potentielt farligt sker, skal den simpelthen kunne flygte med det samme.
Når hesten spænder op, løber eller siger fra, er det et udtryk for en øget udløsning af adrenalin. Adrenalin spiller desuden sammen med stresshormonet kortisol, som er mere langtidsvirkende og kan øge hestens sensitivitet på den lange bane. Hvis hesten hyppigt bliver udsat for noget, som presser den, eller hvis den har konstante smerter, vil stressniveauet stige permanent og gøre hesten mere sensitiv.
Det store spørgsmål er, hvordan du udnytter din viden om kemien i hestens hjerne og kan sørge for at skabe en blanding af signalstoffer i hesten, som giver den det bedste grundlag for en velafbalanceret adfærd. Det skaber et godt samarbejde med dig og er med til at øge velfærden for hesten. En hensigtsmæssig balance i hjernen er kort sagt afhængig af en velafbalanceret ernæring, hensigtsmæssig træning og en sund fysik.
Læs også: De slukkede heste: Når nervesystemet reagerer på længervarende stress
Hvis vi derimod er gode til at slippe vores i forvejen lette pres, når hesten for eksempel responderer på tøjlen eller schenklerne, øger vi dopamin og serotonin, hvilket medfører en behagelig følelse i hesten.
Når vi løbende træner, samarbejder og giver hesten succesoplevelser med læringen, er vi med til at vedligeholde glutamatbalancen. En sund kemi i hjernen afspejler således også en velafbalanceret og tilpas hest – og at træningen foregår uden smerte og ubehag, men med masser af succesoplevelser og bekræftelser af ønsket adfærd.
Som byttedyr er hestens krop sådan sat sammen, at den automatisk udskiller flere stresshormoner, hvis den har ondt. Det hjælper den med at smertedække sig selv og sikre, at den kan flygte fra rovdyret i naturen uden problemer, selvom den har ondt.
Hvis hestens stressniveau er permanent forhøjet – hvis den er oversensitiv, siger fra eller ligefrem virker angst eller nervøs – så kan en fysisk udredning altid anbefales. Smerter er ofte den direkte årsag til en sådan type adfærd.
Dr. Stephen Peters & Martin Black: Evidence-Based HorseManship
Janet Jones: Horse Brain, Human Brain: The Neuroscience of Horsemanship
Suzanne Rogers: Equine Behaviour in Mind – Applying Behavioural Science