På vores Facebook side efterspurgte vi jeres hjerteheste – jeres historie og jeres billeder. Over hundrede af jer sendte os jeres historier, og vi har læst hver og en samt set de rørende billeder af alle jeres hjerteheste. Levende såvel som himmelheste. Fælles for alle historierne er en kærlighed til hestene i jeres liv, som har gjort dybe indtryk.
Her får du Stephanie Fangel og Merkurs historie.
*Vi gør opmærksom på, at historien er Stephanie Fangels egne ord, beskrivelser og overvejelser.
Stephanie Fangel og Merkur Skovå
“Efter min første fjordhest og kammerat gennem 15 år måtte lade livet på grund af en kronisk seneskade, var jeg i sommeren 2010 på udkig efter min nye bedste ven. Jeg kommer fra en fjordhestefamilie, så selvfølgelig skulle min nye ven være gul.
Jeg tog med det samme fat i Jens Høegh og Helle Graves fra Stutteri Birken, da min familie før har handlet heste hos dem. Der var flere smukke og gode fjordheste, men valget faldt på Merkur Skovå. Som Helle Graves sagde: ”Der er bare et eller andet med de to der!” Merkur var lige fyldt fire år og på trods af, at jeg røg en tur i sandet første gang, jeg prøvede ham, så havde Helle ret – det var bare ham, jeg skulle have med hjem.
Som 18-årig havde jeg ikke meget erfaring med ungheste, men heldigvis fik jeg masser af hjælp fra mine forældre og andre kompetente mennesker. Træningen af min nye kammerat blev startet op, og jeg fandt hurtigt ud af, at vi begge syntes, dressur var et nødvendigt onde – mens tur, fart og springning var 100 gange sjovere. Så allerede inden for de første par år fandt Merkur og jeg ud af, at vi kunne et eller andet sammen på en springbane.
Læs også: Læserhistorie: Fra knækkede sporer til Grand Prix
I 2012 startede vi vores første DM i springning for fjordheste, hvor vi vandt sølv. Årene efter red vi alle de mesterskaber i fjordheste-regi, vi kunne komme til – både nationale og internationale. Merkur er en modig hest, og vi fik gennem springtræning og senere jagter bygget et stærkt bånd op mellem hinanden. Et bånd bygget på gensidig tillid og troen på, at vi kunne det hele. Og det kunne vi! Vi begyndte at ride distriktsstævner på 100-110 cm mod varmblodshestene med gode resultater. Hos Fyns Jagtrideklub red vi med på alle de store jagter på Fyn som den eneste fjordhest i feltet. Vi delte en kærlighed for fart og spænding, og hans mod smittede. Han er den eneste hest, jeg har turde styre mod et spring på 130 cm og vide, at vi nok skulle komme sikkert over.
EM-eventyret
I 2016 var der EM for fjordheste på dansk jord, og det skulle vi selvfølgelig deltage i. Det krævede en del forberedelse, da Merkur var vant til at gå hesteafstande. Vi skulle omskoles til at gå på 1’er pony afstande igen. Det var en udfordring, da Merkur har en stor galop, og vi ikke havde brugt super meget tid på dressuren i de tidlige år, så han var ikke så nem at få pakket sammen.
Min familie og jeg kørte til mange springstævner det år for at få en masse rutine på den rigtige højde og de rigtige afstande. Jeg trænede en masse konditionstræning i både øsregnvejr og stegende hede – for man ved jo aldrig, hvordan vejret bliver til et stævne. Vejret skulle ikke være en hindring, når vi skulle præstere. Vi præsenterede Merkur for forskellige typer spring, så han forhåbentlig ikke ville kigge på farverige spring og fyld til stævnet.
Endelig kom dagen! Europamesterskabet 2016 skulle endelig skulle løbe af stablen. Vi var så klar, som vi kunne blive. En spændende weekend på Vilhelmsborg stod for døren. Merkur var overlegent springene hele weekenden. Han rørte ikke én bom. Indimellem svigtede min rutine mig, og han fik sprunget mig ud af nogle dårlige afstande og underlige tilridninger. Efter en spændende omspringning, hvor det var mere Merkurs fortjeneste end min, at vi kom fejlfrit igennem, vandt vi Europamesterskabet for seniorer!
Ovenikøbet vandt vi også EM for hold, da jeg var på hold sammen med en dygtig dressur equipage og en super sej kusk. Alt forarbejdet bar frugt. Dét at vi kender hinanden ud og ind, og at jeg stolede så meget på ham i de svære situationer, skal man virkelig ikke underkende. Følelsen af at stå øverst på skamlen til den danske nationalsang og efterfølgende ride æresrunde med sløjfer, æresbånd og æresdækken med min bedste ven – dét vil jeg aldrig glemme.
Efterfølgende har vi redet flere mesterskaber, heriblandt Nordisk i 2019, hvor vi vandt sølv – men intet slår EM-oplevelsen.
Drømmen om Dyrehaven
Jeg har redet jagter i Fyns Jagtrideklub siden 2013, og i mange år havde jeg drømt lidt om at ride Hubertusjagten i Dyrehaven i København. 2019 blev året, hvor jeg prioriterede at ride så mange jagter som muligt i håb om, at jeg kunne kvalificere mig til at ride i Dyrehaven. Det krævede minimum 4 fuldførte jagter i Fyns Jagtrideklub samt en fuldført Hubertusjagt i Hindsgavl, Middelfart. Det klarede Merkur uden problemer, og jeg fik sendt en ”ansøgning” afsted. Vi fik heldigvis en plads og skulle repræsentere Fyns Jagtrideklub i Dyrehaven!
Læs også: Fjordhesten: Når det hele bare er lidt bedre i gult
Vi tog afsted den første weekend i november 2019 – det var vådt og blæsende. Vi var ude at ride lidt i området om lørdagen for at se nogle af forhindringerne an og tjekke bunden. Det holdt heldigvis tørt søndag, hvor jagten skulle løbe af stablen. Stemningen, mens vi skridtede varm blandt publikum ved Peter Liebs Hus, glemmer jeg aldrig. Snak, latter og friske heste alle steder. Flere af hestene trippede og var utålmodige efter at skulle afsted, for de vidste, hvad der skulle ske. Merkur gik i et frisk tempo med ørerne fremme og var helt klar.
Højt tempo og uventet fald
Starten gik og sikke en tur! Tempoet var højt – det passede Merkur perfekt. Han sprang alt, hvad vi mødte – store stammer, hække, grøfter, op ad bakke og ned ad bakke. Endda på trods af at flere ponyer foran ham stoppede en del gange. Gennem turen blev han mere og mere tændt og hidsig grundet stemningen. Da vi nærmede os Sandskredet, hvor vi bare lige skulle ”loppe” den over springet, inden det gik stejlt nedad, sprang Merkur nærmest lodret i vejret. Det resulterede i, at vi kom skævt ned, og han landede på venstre skulder på vej ned af Sandskredet.
På mirakuløs vis fandt han fodfæstet igen og kom og op og løb videre – dog var jeg gledet af i farten. Heldigvis slog jeg mig ikke og var hurtigt oppe og klar til at fange ham. Han havde dog umiddelbart ikke opfanget, at jeg var røget af i farten, for han strøg videre med feltet og tog det næste spring alene – det store spring til hestefeltet vel og mærke. Det udløste en del klapsalver og hujen blandt publikum, er jeg senere blevet fortalt! En hurtig jagtkammerat red efter ham, og Merkur og jeg blev genforenet. Jeg tjekkede hurtigt, om han var okay, så kunne vi fortsætte.
Følelsen, da vi red mod Magasindammen, kan ikke beskrives. En menneskemængde så langt øjet kunne række ventede på os, og vi kunne høre hujen, råben og klappen, da vi nærmede os. Jeg bad til, at jeg blev på og fik en fin tur gennem vandet. Ponyen foran os stoppede og ville ikke over, men Merkur sprang selvsikkert over stammen og fløj gennem vandet. Sikke en oplevelse! De sidste fire forhindringer – en halmvogn og tre solide hække ventede os.
Merkur var ved at være træt. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at opmuntre ham på det sidste stykke. Han fandt sin indre styrke frem og bar os sikkert over resten af forhindringerne uden at tøve det mindste – vi var omsider i mål. På trods af små to timer med fuld fart på og over 30 spring, trippede Merkur alligevel hele vejen op forbi Eremitageslottet, da vi skulle holde opmarch. Det har altid kendetegnet Merkur – power indtil det allersidste.
Det var en fantastisk oplevelse at ride Hubertusjagten i Dyrehaven. Jeg er lykkelig for, at Merkur gav mig den oplevelse. Man får et unikt bånd, når man har redet så mange svære jagter sammen. Man er hele tiden afhængig af hinanden. Man skal kunne stole på, at den anden er fuldstændig klar over, hvad der skal ske. Det er et vildt samarbejde hest og rytter har igennem en jagt – og noget, jeg aldrig har oplevet andre steder. I lige præcis de øjeblikke får jeg følelsen af, at Merkur og jeg er én samlet enhed.
England tur – retur
Det er ikke kun sportslige oplevelser, Merkur har givet mig. Jeg fik ham som 18-årig og på nuværende tidspunkt har vi kendt hinanden i 13 år. Der sker rigtig meget i en piges liv fra 18 år og 13 år frem. Merkur har fuldt mig gennem gymnasiet, været med på højskole i Ikast i tre måneder, været der, mens jeg læste på lærerseminariet, og da jeg ikke helt var klar til at starte på arbejdsmarkedet efter endt eksamen, fulgte han mig også til England i 8 måneder.
Jeg ville ud at se verden. I 2017 pakkede jeg mine og Merkurs ting og så tog vi til Surrey i England. Jeg arbejdede to forskellige steder i England, og vi fik redet en masse skønne ture i Surreys flotte natur samt prøvet et par engelske jagter, redet et enkelt springstævne, og så fik vi lært en masse nye mennesker at kende. Vi var med til at starte en trekking business op på mit ene arbejde, hvor han gik med som tur-guide både med mig og mine tidligere kollegaer. Jeg arbejdede som groom, og det kan til tider være et hårdt fysisk job. Merkur var som altid klar på at give mig en god ridetur eller bare lidt tiltrængt nærvær. Efter 8 måneder vendte vi retur til Danmark og fortsatte vores træning mod de næste store oplevelser.
Læs også: Fjordhesten: Den gyldne ganger fra Norden
Merkur har altid været ved min side i både gode og svære tider. I efteråret 2019 flyttede vi fra vores elskede opstaldningssted i Odense til en stald i Middelfart, da mit privatliv førte mig i den retning. Da jeg sidst i december samme år stod uden hus, bil, job og kæreste, var der ét solidt holdepunkt i mit liv – Merkur. Vi rykkede hjem igen og de efterfølgende måneder spillede han en ekstra stor rolle i min tilværelse og for mit humør.
Hesten frem for sporten
I februar 2021 blev Merkur desværre kraftigt halt til en springtræning. Han havde fået inflammation i hovleddet grundet overbelastning. Vi gik nogle lange måneder i møde. Først med boksro, så en lille fold på 10×10 m, ind og ud af Højgaard Hestehospital, røntgen, scanning og halthedsudredelser. Sidst på foråret måtte han begynde genoptræning, men det tog lang tid. I september samme år havde han et mindre tilbagefald, og jeg stod foran et valg. Dyrlæge og fysioterapeut rådede mig til at trappe meget ned på hans aktivitetsniveau, da hans ben var slidt efter mange år med intens ridning. Jeg synes ikke, at jeg var færdig med at ride stævner og jagter, men tanken om at sige farvel til min hjertehest var ubærlig. Han havde givet mig så meget i så mange år, og jeg lovede ham, at han skulle være ved mig og min familie resten af hans liv.
Skæbnen ville, at min mors hest skulle herfra i samme periode. Hun stod og manglede en luksus turhest – sådan én havde jeg lige pludselig til rådighed. Dyrlægen mente nemlig, at med lidt mere ro og korrekt genoptræning, ville han fint kunne holde til at være turhest og springe mindre spring. Før Merkurs skadesperiode havde jeg fundet jeg manden i mit liv (han havde ikke haft med heste at gøre før og skulle ALDRIG falde for en hestepige), men han er heldigvis blevet vild med vores skønne fjordheste. Merkur blev derfor i familien, hvor min mor og min mand primært har overtaget pasning og ridning af ham. Jeg rider ham stadig en del, selvom jeg har nok at se til med hans afløser – en frisk unghest, jeg fandt samme efterår.
En ven for livet
De seneste år er Merkur er kommet sig over sin skade. Han virker overskudsagtig som aldrig før. Han har fået lov at deltage i mindre stævner, da det i den grad holder humøret oppe hos ham. Han har altid elsket at komme ud til events og med i byen. I foråret 2023 spændte vi buen lidt, og han gik sin første lille jagt siden 2020. Hvis en hest kunne smile og grine hele vejen igennem, så havde han gjort det. Jeg grinede også hele vejen!
Jeg tog ham også med til Fynsmesterskabet 2023. Der fik han fuldstændig lov til at styre showet selv. Det endte med en sejr. Merkur syntes bestemt ikke, at han var færdig som sportshest. Dog vil jeg hellere beholde ham 10 år mere og lære vores eventuelt kommende børn at ride på ham end at ødelægge ham ved for hård træning. Han har fuldt mig gennem 13 år. Han har i den grad gjort mig til det menneske, jeg er i dag. Jeg værdsætter hvert et øjeblik og hver en ridetur med ham. Når jeg sætter mig på ryggen af ham, får jeg stadig følelsen af, at vi er ét.
Jeg ved lige præcis, hvor og hvornår han bliver bange for ting. Så snart jeg samler tøjlerne og tænker på en god galop – så er han allerede strøget afsted. Jeg ved, at han hader at blive nusset i hovedet, men er hengiven på sin egen lidt reserverede måde. Jeg ved, at han holder øje med mig hele tiden, når jeg er i nærheden af ham. Jeg ved, at han elsker at slikke på min hånd, min arm, mine bukser, og jeg ved, at han ikke pludselig vil nappe mig.
Jeg ved, at jeg bare skal sige en bestemt lyd, så løfter han lydigt alle 4 hove. Jeg skal bare sende ham et bestemt blik, så står han pænt og venter. Jeg kender hver en detalje i hans bevægelsesmønster. Jeg bliver utilpas, når der er gået for lang tid, hvor jeg ikke har ”tjekket ind” hos ham for at være sikker på, at han er okay.
For et par dage siden red jeg en tur med min far. Han kunne ikke lade være med at kommentere på, at Merkur er anderledes, når jeg rider ham, end når han går med andre. ”Han er mere fandenivoldsk, når du rider ham. Som om han ved, at I kan klare det hele sammen”. Min mor spurgte, om det havde været en god tur. Det eneste, jeg kunne gøre, var at smile over hele femøren og kramme min bedste ven. Han giver mig så meget energi og så meget livsglæde. Han betyder alverden for mig og min familie, og det vil han gøre resten af den tid, han lever.”
