Nervesystemet bestemmer: Derfor kan hesten ikke irritere dig med vilje

Når vi taler om hestens temperament og generelle adfærd, kan ord som ”kedelig”, ”viljestærk” eller ”varm” ofte komme i spil. Men hvad afgør egentlig om en hest er meget rolig eller meget sensitiv i bestemte situationer? Og er det ene eller det andet nødvendigvis skidt eller godt?

Det autonome nervesystem styrer det, som sker automatisk

Hestens hjerne er overordnet ansvarlig for at styre resten af hestens nervesystem, og en del af nervesystemet kaldes ”autonome nervesystem”. Det er ansvarlig for alt det, der sker automatisk i kroppen.

Det er eksempelvis det, der sørger for balance i organfunktionerne, og hvor der løbende skal skrues både op og ned for at sikre den korrekte balancering. Den del af det autonome nervesystem, som skruer op for funktioner, kalder man det ”sympatiske nervensystem”, mens den del som skruer ned, kalder med det ”parasympatiske nervesystem”.

Reaktioner i det sympatiske og parasympatiske nervesystem

Det sympatiske og parasympatiske nervesystem påvirker også hestens adfærd. En hest med høj grad af aktivitet i det sympatiske nervesystem er typisk en hest som let bliver panisk, løber løbsk eller ligefrem går til angreb.

Et kraftigt aktiveret sympatisk nervesystem er normalt et produkt af stress, og at hesten er truet. En høj grad af aktivitet i det parasympatiske nervesystem vil omvendt afspejle en meget afslappet eller ligefrem sovende hest.

Læs også: Træning: Derfor er det vigtigt at have en nysgerrig hest.

Eksempler på adfærd relateret til nervesystemet

Eksempler på adfærd, som er associeret med det sympatiske eller parasympatiske nervesystem findes nedenfor. Øverste punkt på listen hænger sammen med mest sympatisk aktivitet, mens nederste punkt på listen hænger sammen med mest parasympatisk aktivitet:

• Aggression eller kraftig flugt
• Flugt
• Ekstra opmærksom og/eller anspændt
• Øget opmærksomhed
• Undersøgende
• Nærværende og rolig
• Automatiske adfærdsmønstre som at spise, græsse og drikke
• Ubevidst/sover

Balancen mellem aktivitetsniveauet i det sympatiske eller parasympatiske nervesystem justeres hele tiden. Blandt andet på baggrund af udefrakommende påvirkninger, hestens erfaringsgrundlag, genetik, ernæring og helbredstilstand.

Hvad er bedst?

Det er ikke mere rigtigt eller forkert at have højere aktivitet i det sympatiske eller parasympatiske nervesystem vs. det andet. En sund adfærdsmæssig balance er afhængig af, at man kan regulere dette system op og ned afhængig af kontekst og ikke hænger fast i den ene eller anden ende af skalaen.

Høj sympatisk adfærd: Højt stressniveu

Hvis hestens adfærd generelt ligger i den sympatiske ende af skalaen er det som oftest et udtryk for et permanent højt stressniveau. Hvis det er tilfældet, er det altid tilrådeligt at forsøge at finde årsagen til dette og forhåbentlig afhjælpe den.

Typiske årsager til et permanent forhøjet stressniveau kan være smerter, uhensigtsmæssigt fold- eller staldmiljø, genetik, fodersammensætning, træningsmetoder og rytterindvirkning, udstyrets påvirkning. Eller en kombination af flere af disse faktorer.

Læs også: Få mulen i sporet med scentwork – sjov og gavnlig træning af sanserne.

Høj parasympatisk adfærd: Inaktivitet og opgivenhed

Den modsatte udfordring, nemlig adfærd, som generelt ligger meget i den parasympatiske ende – er mindre almindeligt, men lige så problematisk. En hest som ikke responderer synderligt på sine opgivelser og generelt er inaktiv, er ofte et udtryk for sygdom eller den adfærdsmæssige tilstand, som vi kalder ”indlært hjælpeløshed”. Det sidste kan minde om depression hos mennesker.

Årsagerne kan være de samme som nævnt ovenfor, men uhensigtsmæssige træningsmetoder eller smerter er dog mere almindeligt forekommende i denne kategori.

Opsummerende kan vi altså sige, at adfærd som permanent ligger i enten den ene eller den anden ende af skalaen kan være et udtryk for nedsat trivsel, og altså bør tages alvorligt.

Det foregår helt automatisk

Som nævnt så styres de sympatiske og parasympatiske responser via det autonome nervesystem, som altså styres fuldstændig ubevist og udenfor hestens kontrol (til forskel fra det somatiske nervesystem, som netop er viljestyret og eksempelvis varetager bevidste bevægelser).

At aktivere det sympatiske og parasympatiske nervesystem er således ikke noget hesten gør med vilje. Det er automatiske responser, som følger forskellige input, såvel fra kroppen som ude fra miljøet omkring hesten.

Dermed vil en hest ikke kunne stresse op for at irritere sin rytter – eller gøre det af manglende respekt. Hesten stresser op, fordi noget presser den og det autonome nervesystem reagerer på dette.

Formålet med de automatiske reaktioner

Hos langt de fleste heste er der heldigvis ikke tale om en situation, hvor det parasympatiske eller sympatiske nervesystem er aktiveret permanent i den ene eller den anden ende. Derimod forløber hestens hverdag normalt med udsving i begge retninger. At hesten slapper af, når den er træt, rolig og tryg, er sundt og balanceret. Ligeledes er sympatiske og forhøjet stressniveau en sund reaktion på en udefrakommende trussel – eller i hvert fald en potentiel trussel.

Det er ofte den type reaktioner, som gør, at hesten overlever i et naturligt miljø. Kunsten er blot at skabe et miljø omkring hesten. Et miljø, hvor den har mulighed for at balancere disse reaktioner, så den hurtigt kan slappe af igen og dermed have en sund balance mellem adfærden relateret til det sympatiske og det parasympatiske nervesystem.

Hvordan man præcist gør dette er variabelt fra hest til hest. Uanset hvad situationen er, er det dog vigtigt at fastholde bevidstheden om, at alt i hestens miljø indvirker – og at hesten alle bliver ”doven” eller ”hypersensitiv” med vilje. Det foregår automatisk, og der er altid en årsag!

Referencer:

• Evidence-Based HorseManship af Dr. Stephen Peters & Martin Black
• Horse Brain, Human Brain: The Neuroscience of Horsemanship af Janet Jones
• Equine Behaviour in Mind: Applying Behavioural Science af Suzanne Rogers