I begyndelsen af 2020 blev der fundet coronavirus blandt danske heste. Her blev det dog slået fast, at man ikke skulle være bekymret, fordi der er tale om en helt andet sygdom end den, der florerer blandt os mennesker. Den Danske Dyrlægeforening skrev allerede dengang, at der “ikke er noget, der tyder på, at heste kan smittes med coronavirus SARS-CoV-2, der forårsager COVID-19”. Nu, i 2021, er der fundet coronavirus hos en norsk hest, og det er blandt andet bragt af Travet.dk. Malgré Tout vil gerne påpege, at der fortsat ikke er tale om den coronavirus, vi mennesker kæmper med. Dette påpeges ligeledes af det norske hestemedie Trav og Galopp-Nytt, som har bragt historien om den syge, norske hest. Med andre ord er der fortsat ikke noget at frygte i forhold til, om sygdommen kan smitte os mennesker eller påvirke os. Dog er hestevirusset corona meget smitsomt mellem heste.
Læs også: Dyrlæge: Vores heste vil ikke lide samme skæbne som minkene
Coronavirus hos heste og mennesker er ikke det samme
Coronavirus-infektion hos heste er en sygdom, der påvirker hestens tarmkanal. Mange oplever en symptomfri infektion, hvor der ikke viser sig kliniske tegn. Andre heste udvikler feber, nedsat appetit og forskellige grader af tarmproblemer. Færre end 5 % udviser tegn på dissideret neurologiske skader.
Læs også: Ingen grund til MRSA-frygt i ridesporten
Der er således stor forskel på den coronavirus, der rammer mennesker og den, der rammer heste. Den der rammer mennesker, rammer respirationen. Det går altså ud over lunger og hals, hvorimod hestevirusset rammer tarmene. Denne sygdom er stærkt smitsom til andre heste, særligt gennem hestens afføring. Selvom der siden januar 2020 – og mange gange før det – har været konstateret udbrud af coronavirus hos heste både i indland og udland, behøver du altså ikke at være nervøs for det. Der er fortsat tale om to forskellige sygdomme og det er således kun navnet, de har tilfælles.
Behandlingen af syge heste vil typisk være støtteterapi, som kan være meget forskellig fra hest til hest. Det ses blandt andet i eksemplet med en norsk hest. Opstår der sygdom med høj feber og diarré eller andre symptomer koblet med sygdommen, bør en dyrlæge altid tilkaldes. På den baggrund kan det vurderes, hvilken behandling der er relevant, og om der skal udtages prøver eller hesten skal indlægges og isoleres.
Læs også: Hesteblod som kur mod coronavirus?
Symptomer på coronavirus hos heste
- Manglende appetit (97 %)
- Sløvhed (88 %)
- Høj feber (83 %)
- Diarré (23 %)
- Koliksymptomer (19 %)
Kilder: Dyrlæge Iben Strøm: Coronavirus/covid-19 og heste. Equistroem (2020) / Stacey Oke: What is Equine Coronavirus?. The Horse (2020).