PSSM2: Lider din hest af muskelømhed og stivhed?

PSSM er en tilbagevendende udfordring hos nogle heste. Det forårsager blandt andet muskelømhed, stivhed, svedudbrud og atypisk bevægelse, og udløses allerede efter let motionering. I dag deles udfordringerne op i PSSM1 og PSSM2, da der er forskellige årsager til udfordringerne. PSSM kan ikke kureres, men hesten kan hjælpes mod et symptomfrit og smertefrit liv gennem korrekt management og fodring.

Hos PSSM1 hestene er grunden til udfordringerne en ophobning af for meget kulhydrat i musklerne, der giver nedsat muskelfunktion. PSSM2 dækker over forskellige varianter af nedsatte muskelfunktioner.

Smerter og ubehag ved bevægelse

Du kan være godt i gang med træningen, men oplever gentagne gange, at hesten ikke længere har lyst til at gå frem. Måske virker den stiv og har svært ved at samordne sine bevægelser, som derfor bliver upræcise og usikre.

At træne en hest som går sådan er ikke rart for hverken hesten eller rytteren. Hesten kan have ondt og føler ubehag ved at bevæge sig. Rytteren oplever ikke en glad hest, men en hæmmet og utilfreds hest, som har svært ved at bevæge sig i et afslappet flow.

Heste som har disse symptomer, kan være i den gruppe af heste, som lider af PSSM. I denne artikel vil vi se nærmere på mulige symptomer og ikke mindst hvordan man kan prøve at hjælpe en PSSM hest til et godt liv.

Læs også: Har din hest smerter? Måske er bindevævet synderen

PSSM er en muskellidelse, som blandt andet gør musklerne stive og ufleksible. Foto: St. Hippolyt

Muskellidelse som hæmmer hesten

PSSM står for polysaccharide storage myopati, og deles op i type 1 og 2. PSSM er en generisk betegnelse eller et synonym for forskellige former for genetisk forårsagede muskelstofskifteforstyrrelser.

Typiske symptomer er blandt andet muskelstivhed, svedudbrud, forhøjet kredsløb, uvillighed til at gå frem og hårde muskler hen over ryg og bagpart. Der kan også være helt milde symptomer som nedsat præstation og træthed efter træning.

Fælles for PSSM1 og PSSM2 er nogle af symptomerne – og den afgørende indflydelse, som korrekt foder management har på hestens præstation og dens velbefindende.

Læs også: Kend din atlet

PSSM1

Ved PSSM1 er der tale om en mutation i genet GYS1, som er ansvarlig for dannelse af glykogen i musklerne. På grund af genmutationen bliver enzymet glykogen-syntase overaktivt, og der lageres for meget og forkert formet glykogen i musklerne.  Mutationen medfører også at disse heste typisk er ekstra insulinfølsomme, og derfor transporteres der mere sukker til muskulaturen, som forværrer udfordringen.

Under bevægelse produceres der derfor en for stor andel mælkesyre, som dermed fører til muskelskader, stivhed, øget svedtendens og i svære tilfælde direkte nyreslag.

Det er typisk Westernheste og koldblodsracer, som er ramt, men PSSM1 kan teoretisk forekomme i alle racer.

Diagnosticering af PSSM1 kan ske ved en muskelbiopsi.

De ramte heste har brug for en streng diæt hele livet. Stivelse og sukker skal være < 10 % i diæten (inklusive hø og græs). Derfor er en kornfri ration typisk nødvendig. Mikronæringsstoffer som magnesium til musklerne og antioxidanter som E-vitamin er nyttige. Chrom bør kun gives efter behov for at undgå unødigt øget insulinfølsomhed. Ydermere kræver disse heste tilpasset træning med lange opvarmningsfaser.

Heste med PSSM2 kan udvikle såkaldte muskelbuler. Foto: St. Hippolyt

PSSM2 

PSSM2 er en samlet betegnelse for flere muskellidelser, hvor udfordringerne også stammer fra genfejl. Disse genfejl ligger dog i forskellige gener, som har forskellige funktioner i muskulaturen, og derfor er der forskellige symptomer og løsninger. Indtil videre er der fundet 6 forskellige genfejl hos heste, men der er muligvis mange flere.  

Disse 6 genfejl benævnes med P2, P3, P4, P8, PX og K1.

P2, P3 og P4 varianterne

P2, P3 og P4 er varianter af PSSM2, hvor genfejlen går ud over stabiliteten af muskelcellerne. Dette giver karakteristiske synlige skader på muskulaturen og gør, at disse heste især er afhængige af en proteinholdig kost.

P8 varianten

P8 varianten påvirker også stabiliteten på muskelcellen, men her handler det også om, at hesten ikke længere selv er i stand til at producere den korrekte mængde antioxidanter. Derfor ses det, at disse heste responderer positivt på ekstra antioxidanter som E-vitamin i fodringen.

PX varianten

PX varianten er en fejl i genet, som koder for calciumkanalen i muskulaturen. Dette er den mekanisme, som får musklerne til at trække sig sammen, og derfor ses det, at disse heste har øget tendens til muskelkramper. Det er derfor vigtigt, at disse heste ikke får mere end hvad de behøver af calcium. Hestene her reagerer typisk ved at blive nemt ophidsede og nervøse.

K1 varianten

K1 varianten påvirker Kollagen VI genet, som er ansvarlig for bindevævet imellem muskelcellerne. Når der er en fejl i dette gen, ses der også en ustabilitet af muskelcellerne, ligesom hos P2, P3 og P4. Derfor har disse heste også øget behov for protein.

Uregelmæssige gangarter, ømme muskler, stiv og øm ryg, muskelatrofi og nedsat præstation er alle blandt de kliniske tegn hos PSSM2 heste. Type 2 adskiller sig fra type 1, hvor stivhed, sved og tendens til nyreslag er fremtrædende. PSSM2-hestene er typisk ”bare” uvillige i træningen, men kan også være direkte aggressive og voldsomme i deres adfærd.

Et af symptomerne på PSSM2 kan være eksplosiv adfærd. Foto: Canva Pro

En kompleks lidelse

Alle racer kan være udfordret med PSSM2, som nedarves fra hestens forældre. Lidelsen diagnosticeres normalt omkring syv til tiårsalderen, hvor symptomerne oftest dukker op, men hesten kan vise milde uforklarlige symptomer allerede ved tre til femårsalderen, især hvis hesten oplever en del stress.

En af udfordringerne ved at opdage tilstanden er, at symptomerne er tæt forbundet med symptomer, som også findes i andre sygdomme. Spændte muskler, spændinger over krydset, muskelsvind og muskelbuler er blot nogle af de typiske kendetegn ved PSSM2.

Nogle heste bliver ataktiske, mens andre oplever abnormiteter forbundet med fodring eller træningsproblemer. Et eksempel er træningsintolerance, der opstår hos heste, der ellers er velholdte og optimalt trænede. Hestene samarbejder bare ikke mere eller efter en vis tid har de ikke kræfter mere. Det ses desuden også at disse heste tit er mavesensitive.

Symptomer kan være mange

Der er mange måder, PSSM2 kan komme til udtryk på, og de forskellige symptomer strækker sig fra fysiske ændringer og ændret bevægemønster til udfordringer, der kommer til udtryk i træningen eller ved håndtering.

Mulige symptomer
  • Muskelbuler og -revner
  • Vaskebræt-tekstur” (fejlagtigt kaldet “leverstriber”)
  • Muskelrystelser
  • Fremtrædende rygsøjle
  • Hypertrofiske muskler i forparten
  • Dårlig muskelsætning i bagparten
  • Generel dårlig muskulatur
  • Pludseligt vægttab på kort tid
  • Meget høj muskeltonus
  • Hos nogle heste også unormal svag kropsspænding
Ændringer i gangen
  • Smerterelateret modvilje mod at bevæge sig
  • Ataktiske bevægelsesmønstre
  • Pasgang i skridt
  • Takttab i vendinger
  • Forsinkelser i bagpartens bevægelser
  • Forfangenhed-lignende gang
  • Svært ved at rejse sig op
  • Hesten lægger sig ikke længere ned
Ved ridning/arbejde
  • ”Eksploderer” pludselig fra ingenting
  • Støjfølsom
  • Bange, når noget kommer direkte mod den
  • Stivhed
  • Øget svedtendens
  • Lægger sig hårdt på hånden
  • Problemer med at bære sig f.eks. i changementer
  • Stort gående ungheste bliver ofte mere problematiske i løbet af deres uddannelse
  • Ofte åndedrætslyde
Ved håndtering
  • Berøringsfølsom
  • Modvilje ved opsadling og strigling, gjordkrampe
  • Modvilje ved at være ved smed, især når et bagben skal løftes i længere tid
  • Bliver let skræmt
  • Problemer med at køre i trailer
  • Karakter-/personlighedsændringer

Diagnosticering

En diagnose kan stilles ved en muskelbiopsi, som giver et øjebliksbillede af, om hesten er PSSM 2 positiv eller negativ. En PSSM2 hest vil nemlig have perioder uden muskelforstyrrelser, hvor lidelsen ikke kan måles i musklen.

En genetisk testning kan vise om hesten er ramt af en eller flere af de nuværende kendte genvarianter. Oftest vil det være hårrødder, der testes.

PSSM2 heste kan hjælpes gennem fodringen

Heste med PSSM2 bør fodres efter principperne om lav stivelse og lavt sukkerindhold (< 10 %, inklusive basisfoder som hø og græs). Dette kan normalvis kun opnås med et kornfrit foder. Herudover bør struktur-kulhydrater (fibre) og fedt fra kornkim, olier og oliefrø bør bruges til energiforsyning.

Desuden er tilførslen af ​​muskelrelevante næringsstoffer som magnesium, mangan og E-vitamin vigtig. Behovet for protein og essentielle aminosyrer (især lysin, methionin og threonin) er desuden normalt øget, hvorimod calcium bør kun gives efter behov (især til PX-heste). De fleste heste med PSSM2 tåler ikke lucerne grundet det høje indhold af calcium.

Vær obs på græs- og maveproblemer

Græs kan, men behøver ikke at være et problem for PSSM2 heste. Her er de individuelle forskelle ret store og man bliver nødt til at prøve sig frem.

De ramte heste udviser ofte mavefølsomhed og har maveproblemer og derfor skal der tages hensyn til at beskytte maven, når der lægges foderplan. En kornfri diæt er generelt gavnlig for beskyttelsen af ​​maven.

Et optimalt foder vil være:

  • Uden tilsætning af sukker, korn og lucerne
  • Lav-glykæmisk (stivelse/sukker <10%)
  • Maveskånende
  • Egnet til heste med Equine Myopati
Heste med PSSM har brug for at holde kroppen igang ved hjælp af daglig motion. Foto: Canva Pro


Øg motionen og undgå stress

Heste med PSSM2 har gavn af et stressfrit miljø med tilstrækkelig moderat motion. De daglige foldrutiner er vigtige. Dage hvor hesten slet ikke kommer ud eller har boksro, påvirker den negativt.

Træningen bør tilpasses præstationsniveauet, indeholde lange opvarmningsfaser og være uden stressende kulminationer. Der er dog i princippet ikke er noget, der taler imod konkurrenceridning, hvis det styres korrekt.


Pas på hesten i koldt vejr

Mange heste med PSSM2 er følsomme overfor vejr og kulde, hvilket hurtigt mærkes ved en forringelse af deres tilstand. Her kan det være gavnligt at give hesten et dækken på, når vejret er koldt.

KILDER

PSSM2 beim Pferd – die Trainings-Intoleranz

PSSM – Polysaccharide Storage Myopathy

Værd at vide om PSSM

pssmawareness.com

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce