Annonce
Severo Jurado López i ridehus
Severo Jurado López driver sin stald i Danmark sammen med sin tyske kæreste, Annika Damrau. Foto: DSP Photography

Q&A: Severo Jurado López om at være herre i egen stald

Han blev født i Andalusien i Sydspanien og kom nærmest i sadlen, før han kunne gå. Severo Jurado López har altid vidst, at hestene skulle være hans levevej. Efter sin tid hos Helgstrand Dressage er han blevet selvstændig og har brugt den stille corona-tid til at falde på plads. Hvordan det er at være herre i egen stald, og hvad der grundlæggende kendetegner hans tilgang til hestene, spørger vi ham ind til her.

Læs også: 8 træningstips fra Carl Hester – bør sidde på enhver dressurrytters rygrad

Hvordan har du det, og hvordan ser dit liv ud lige nu?

Jeg har det godt. Jeg er glad for, at jeg i 2020 tog beslutningen om at sige mit job op hos Helgstrand Dressage for at starte mit eget op. Vi har nogle dejlige heste i stalden i alle aldre og på alle niveauer, og jeg har brugt den noget stille tid under covid-19 til at lære dem alle at kende og få dem i form. Den tid var godt givet ud.

Hvordan forløber en typisk dag hos dig i din nye hverdag?

Jeg er i stalden klokken 7. Grundlæggende sidder jeg i sadlen hele dagen. Det også det, jeg allerbedst kan lide. Det gør jeg ind til klokken 13, hvor jeg spiser frokost sammen med min kæreste og vores ansatte. Så rider jeg igen. Min groom, Line Thestrup, gør hestene klar, så jeg kan ride dem, og hun tager sig af dem og lukker dem på fold, når jeg er færdig. På den måde har jeg mere tid til at ride. Som regel rider jeg omkring 10 heste om dagen, og jeg er færdig omkring klokken 17 eller 18. Nogle aftener underviser jeg – online – eller måske bruger jeg lidt tid på at fikse noget, som er gået i stykker på gården. Omkring klokken 22 tjekker jeg hestene en sidste gang, fodrer dem, og så slukker jeg lyset.

Læs også: Dressurlandsholdet har kurs mod podiet i sidste test inden EM

Hvordan er det at være sin egen chef med sine egne heste?

Det er meget bedre (end førhen, red.), for jeg kan beslutte præcis, hvad der skal ske med den enkelte hest. Og vi har jo kun 10 heste i træning, så jeg kan få et meget tættere forhold til hver hest.

Ser du dit liv lige nu som en ny begyndelse, eller hvordan vil du beskrive det?

Jeg har forberedt mig på det her liv i over 10 år. Så jeg vil ikke kalde det en ny begyndelse. Alle skridt i min karriere og uddannelse bygger oven på hinanden og har været nødvendige for, at jeg er kommet videre.

Hvordan vil du beskrive din filosofi omkring ridningen af dine heste?

Jeg ser mange teknisk dygtige ryttere, men man er også nødt til at kunne læse sin hest. Det gælder både, når man sidder på den, og når man omgås den. Kun på den måde kan man få det bedste ud af hesten og skabe et reelt partnerskab.

Jeg tror på, at det handler om at blive en ekvipage – om at blive ét med hesten.

Hvad, synes du, er med til at gøre en hest til noget særligt?

Den mentale styrke og viljen er helt klart vigtigst. Hesten kan have den bedste gang og se helt spektakulær ud, men det er bare ikke det vigtigste. For mig handler det om at føle, at hesten har en stærk ryg, så den kan klare at bære en rytter, samle sig og gå fremad på en gang uden at tabe ryggen – og sindet. En hest med et optimistisk og positivt sind kan nå så langt.

Hvad er den mest inspirerende hest, du nogensinde har redet?

Jeg kan simpelthen ikke udvælge én. Der er mange heste, som har været helt særlige for mig på hver sin måde.

Læs også: Mentaltræner om dressursucces: Det handler om at skabe en psykologisk hjemmebanefordel

Hvad er dit mest mindeværdige øjeblik på en ridebane?

Det er mit ridt med Lorenzo i Aachen i 2016. Da jeg red ned ad midterlinjen i slutningen af min kür, følte jeg virkelig, det havde været et godt ridt. Publikum var helt oppe at køre og stod op og klappede. Det var helt utroligt, og Lorenzo elskede det tydeligvis lige så meget som mig. Publikummet i Aachen har forstand på ridning, og det er ikke let at imponere dem. Men det øjeblik, den atmosfære, vil jeg helt sikkert aldrig glemme.

Hvad har du af mål og drømme for fremtiden?

Mit mål er at konkurrere til OL, hvis mig og mine heste er klar. Og så glæder jeg mig til at kunne deltage til VM igen. Det er en fantastisk begivenhed. Jeg vil bare gerne fortsætte i sporten og blive en endnu bedre rytter.

Hvis du skulle have gjort noget anderledes i din ridekarriere, hvad skulle det så have været?

Jeg ville ikke have gjort noget som helst anderledes. Jeg arbejder hårdt og forsøger at lære nyt hver eneste dag – også i dag. Jeg har viet mit liv til hestene og forsøger hele tiden at blive bedre. Det kræver tid og passion. Jeg tror, at nogle unge ryttere i dag higer efter at få hurtig succes, men de glemmer måske lidt, hvor mange timers arbejde og uddannelse det kræver. Du bør først og fremmest finde gode læremestre, som virkelig bruger tid sammen med dig.

Hvor håber du, du er om 10 år?

Jeg er meget glad for det sted i livet, jeg er nu. Jeg vil bare gerne blive en endnu bedre rytter og hestemand.

Hvis der er én ting, jeg har lært omkring heste igennem årene, så er det, at du ikke kan planlægge ret meget med dem.

Læs også: “På hver sin måde er de en utrolig gevinst for dansk dressursport”

Annonce

Seneste artikler

Seks uger eller seks måneder? Dyrlægen sætter tal på hvornår hoppen er klar til at blive redet igen efter foling

Læs mere →

Hvornår er det for varmt at ride? Forskning og FEI’s tærskler giver konkrete svar til den danske hesteejer

Læs mere →

Fluemaske, spray eller staldtid: Hvad virker faktisk mod forsommerens flueplage — og hvad er spild af penge?

Læs mere →

Din hest er ikke bare tyk — den kan have EMS: Derfor er maj den farligste måned for stofskifteheste

Læs mere →

Din hest ser sund ud — men er den i høj risiko for forfangenhed når græsset springer ud?

Læs mere →

Cathrine Laudrup-Dufour fører verdensranglisten med 100% — men FEI VM Aachen 2026 afgøres ikke på ranglisten

Læs mere →

Ni nationer kæmper om Nations Cup-point — men Danmark er ikke med

Læs mere →

Fra 1. juli kan du skyde ulven uden forudgående tilladelse — men kun hvis du opfylder disse tre krav

Læs mere →

Tyskland får stærk start på FEI Eventing Nations Cup 2026

Læs mere →
Om os
Malgré Tout er Danmarks digitale medie for ryttere og mennesker med hestesport som lidenskab og livsstil.

Malgré Tout | en del af Højvig ApS
  • Studiestræde 5
    4300 Holbæk
  • CVR: 42597155
  • +45 70 27 43 00
  • info@malgretout.dk