I weekenden viste Cathrine Dufour og Carina Cassøe endnu engang, at dansk dressur er noget helt særligt. Selvom vi er en lille skare af hestemennesker her i Danmark sammenlignet med alle de ryttere, der findes ude i verden, så har vi nogle af de største talenter inden for dressursport. Kun overgået af verdensetteren Jessica von Bredow-Werndl red Dufour og Cassøe sig ind på en anden- og en tredjeplads til stævnet SAAB Top 10 i Friends Arena i Stockholm. Det skete søndag den 28. november 2021. En tidligere international dressurdommer kalder dem for “en utrolig gevinst for dansk dressursport”.
Læs også: Cathrine Dufour og Bohemian betog publikum til Hillerød Horse Show
Verdens 10 bedste dressurekvipager samlet
Stævnet SAAB Top 10 er som udgangspunkt en konkurrence i dressursport, hvor de 10 bedste ekvipager i verden inviteres. Det blev første gang afholdt i 2017. På trods af store pengepræmier har det dog sjældent være muligt at tiltrække alle de ti bedste ekvipager fra verdensranglisten. Derfor er det i praksis de ti bedste, der har mulighed for at deltage, som er med. Derudover gives der to wildcards, der er to reserver, og så er der altid plads til minimum én svensk topekvipage, fordi stævnet er svensk arrangeret.
I år var det, udover Cathrine Dufour på Bohemian og Carina Cassøe på Heiline’s Danciera, blandt andre den tyske verdensetter Jessica von Bredow-Werndl på Tsf Dalera BB, svenske Patrik Kittel på Touchdown, britiske Charlotte Fry på Dark Legend og hollandske Dinja Van Liere på Hermes, man kunne opleve i den storslåede arena.
Cathrine Dufour og Bohemian under grand prix’en til SAAB Top 10.
Jessica von Bredow-Werndl tog sejren med 90,430 %. Cathrine Dufour kom på andenpladsen med 88,005 %. Og Carina Cassøe kunne kalde sig nummer tre med 85,730 %. Dog lå Patrik Kittel lige bag Cassøe med 85,330 %.
Sidst stævnet blev afholdt i 2019 vandt Cathrine Dufour på Atterupgaards Cassidy (89,445 %) over Isabell Werth og Weihegold Old (89,310 %). Dette har hun ofte fremhævet som sin mest betydningsfulde sejr på Cassidy. Vi er ikke i tvivl om, at hun er mindst lige så stolt over opnåelsen på Bohemian.
Læs også: Penge og prestige: Disse springheste tjente mest i 2016
Tidligere international dressurdommer er målløs
Malgré Tout har talt med den tidligere internationale dommer i dressursport, Jytte Lemkow. Hun skriver i dag blandt andet for Dressurens Venner. Hun ser meget positivt på den nuværende – og fremtidige – position for dansk dressur. Her sætter hun lidt ord på, hvordan det er at have to danske dressurryttere i top tre ved sådan et stort, prestigefyldt stævne:
“At være så heldig at overvære SAAB Top 10 2021 og tilmed at være dansker, betød stor stolthed og stor glæde. At have to ryttere der kan rider en fejlfri kür til henholdsvis 88,005% og 85,730% hver på sin måde, er en utrolig gevinst for dansk dressursport. Begge havde de valgt optimal sværhedsgrad 10, og for dem begge lykkedes de svære øvelseskombinationer. Cathrine rider Bohemian med stor ro og harmoni, mens Carina er lidt mere satsende i sin ridning på den billedskønne Heiline’s Danciera.”
Jytte Lemkow har også selv skrevet en artikel om blandt andet de danske rytteres præstationer til SAAB Top 10. Den finder du hos Dressurens Venner.
Om Dufour eller Cassøe en dag kan stille sig øverst på skamlen på enten Bohemian, Danciera eller en helt anden hest, vil kun tiden vise. Der er absolut ingen tvivl om, at vi danskere for nu virkelig har noget at være stolte af, når det kommer til vores store dressurtalenter.
Se hele resultatlisten fra stævnet.
- 78 år og aktiv journalist og fotograf.
- Har over 30 års erfaring som national og international dressurdommer (aktiv ind til år 2000) og dømte blandt meget andet dressurkonkurrencen ved OL i Moskva i 1980.
- Den skrivende kraft bag Kyra Kyrklunds bog om dressur og har oversat Den Klassiske Uddannelse af Ryttere og Hest til brug for blandt andet berideruddannelsen i Danmark.
Læs også: Dufour om sine 3 yndlingsbid: Find dem der virker, og ændr ikke for meget
Kilder
Dressurens Venner: Facts om SAAB Top 10 dressage
PS Dressage: Denmark’s Dufour Overtakes Werth to Win SAAB Top 10