Mange heste bliver i en tidlig alder vænnet til at blive transporteret i en trailer eller transporter. Der kan være mange grunde til at transportere heste så som undersøgelser på hestehospital, stævner, shows eller i forbindelse med salg. At hesten er i stand til at blive transporteret er vigtigt, for der kan opstå akutte situationer, hvor det kan være nødvendigt at køre hesten med kort varsel.
Transporten kan dog være en stressende oplevelse for hesten, og selv en kort tur kan være hårdt for den. Stress er en af de største udfordringer ved transport af heste, og turene i den lukkede kasse udfordrer også hesten fysisk. Hesten bruger under hele turen mange kræfter på at holde balancen når bilen drejer, kører rundt i rundkørsler og bremser op. For at holde balancen kræver det, at hesten aktiverer mange af sine muskler, og selv en kort tur i trailer kan derfor være trættende for nogle heste.
Læs også: En hestetransporter behøver ikke være dyrere end en trailer.
Du kan sjældent forudse, hvad der vil ske under transporten, men der er alligevel en række ting, som du kan gøre for at hjælpe din hest til en så stressfri tur som muligt.
Heste, som eksempelvis bliver indkøbt i – eller skal eksporteres til udlandet, kan være flere dage undervejs, og det er ikke ualmindeligt, at hesten kommer frem i en noget slankere udgave end den, som køberen så i salgsvideoen.
Faktisk er det helt normalt for en hest at tabe sig under transport. Antallet af tabte kilo kan ifølge undersøgelser variere fra 0,45 % til 0,55 % af den totale kropsvægt (svarende til ca. 2,7 kg. ved en fuldvoksen varmblodshest). Vægttabet kan stamme fra reduceret væske- eller foderindtag, forøget urinering eller ved at hesten sveder meget.
Transportsyge er en luftvejslidelse, som heste kan pådrage sig efter langvarig transport. I slemme tilfælde kan det udvikle sig til en alvorlig lungebetændelse. Transportsyge opstår som følge af en kombination af det indelukkede miljø i lastbil/trailer, støvpartikler i luften og det at hesten ikke kan sænke hovedet i de mange timers kørsel.
Normalt sørger slim og fimrehår i hestens øvre luftveje for at støv og skidt ikke kommer ned i lungerne, men funktionen hæmmes, når hesten ikke kan sænke hovedet. Symptomerne på transportsyge er feber og flåd fra næseborene som opstår kort efter langvarig transport.
Heste som i forvejen er sensible i luftvejene (eksempelvis heste der lider af astma) kan få transportsyge selv på korte strækninger. Ellers ser man lidelsen hos heste der transporteres mere end 6 timer.
Læs også: Lyager Dressage: Sikkerhed er vigtigste parameter ved transport af heste.
”Man kan forebygge transportsyge ved at undgå støvet grovfoder under transporten, sørge for god luft men ikke træk og holde mange pauser undervejs, hvor hesten får mulighed for at sænke sit hoved,” udtaler dyrlæge Louise Hellenberg.
Ifølge Louise Hellenberg bør man kun transportere heste over længere strækninger hvis de er “fit-for-fight”. Hvis det er meget varmt vejr kan man overveje at køre om natten, for at undgå at hesten får det for varmt. Hesten skal tilbydes vand mange gange under transporten og det er en god ide at vende den til smagen af æblejuice i vandet i dagene op til da det ofte får dem til at drikke mere.
“Et par portioner mash undervejs giver også et godt tilskud af vand og næringsstoffer og man kan iblande lidt elektrolytter også. For at mindske støv kan der anvendes wrap i stedet for hø i hønettet,” slutter Louise Hellenberg.
Kilder: Dyrlæge Louise Hellenberg og thehorse.com