Når man har fri sammen med børnene, kan man sagtens spæne ud i landet og tage i diverse zoologiske haver på vandreture, familiebesøg og i det hele taget have fuld fart på. Men man kan også gå mere stille og roligt til værks, nyde familien og finde på gode oplevelser sammen, som ikke behøver at koste noget. Som en hyggelig familieaktivitet viser vi jer her, hvordan I sammen med jeres børn kan lære at lave en hestetegning.
Læs også: Skal ventetid være en leg? Download populært hestespil på din mobil
Få god inspiration i det fri
Som hesteejer har dit barn garanteret været med ude i stalden et hav af gange. Det er også en oplagt mulighed for jer at snakke om hestens farve, hvad den spiser, og hvordan heste generelt ser ud. Alt det kan barnet tage med tilbage til køkkenbordet og papiret. Med andre ord er de virkelige oplevelser omkring hestene med til at skabe god motivation til tegneprojektet, og I får sammen en hyggelig stund både som familie og hesteejer.
Sådan kommer du i gang med din hestetegning
På YouTube findes der rigtig mange videoer i lidt varierende kvalitet, som viser, hvordan man kan lære at tegne en hest. Vi har fundet to, som vi synes, fungerer godt og har lidt forskelligt niveau. Begge er dog for begyndere.
Biblioteket har mange gode bøger til formålet
Det er altid hyggeligt at tage på biblioteket og låne bøger sammen med sine børn. Her har de flere eksemplarer af tegnebøger, der på fineste vis hjælper jer til at lære at tegne heste. Samtidig får I også en hyggelig tur ud af det ved sammen at tage på biblioteket og udvælge den helt rigtige bog til projektet.
I de store byer er der også heste
I flere af landets storbyer findes der hestestatuer, og det kan være sjovt at studere dem, og se på alle detaljerne. Selvfølgelig er det nok lidt en udfordring for de fleste voksne og børn at skulle tegne efter en statue, som oftest rummer mange finurligheder og en rytter med alt muligt udstyr og nips. Målet behøver jo ikke at være at tegne en komplet sammenligning af statuen, men mere at få oplevelsen sammen, pege på detaljerne og snakke om den pågældende statue, og hvad historien bag den er. Det sætter alt sammen tanker i gang og inspiration til tegningen derhjemme.
Undgå at sætte baren for højt
Alt afhængig af børnenes alder, så er det vigtigt ikke at forvente for meget dyb koncentration i længere tid. De fleste forældre har prøvet at opstille det helt store “nu-skal-vi-være-kreative-projekt”, hvor man har brugt lang tid på at gøre det hele klar, hvorefter barnet kun gider sidde stille med blyanten i et par minutter. For at undgå den lidt trælse situation, er det bedre at lave alle de små aktiviteter som at tage på biblioteket, eller gå ud og kigge på heste i det fri, og så efterfølgende sidde ved køkkenbordet med et enkelt stykke papir og et par farveblyanter. På den måde hygger I jer alle sammen med jeres hestetegning, og der bliver ikke sat et for stort projekt i gang fra start.
Læs også: 10 ting, alle ryttere har gjort som børn