Andreas Schou er en af dansk springsports allerstørste kapaciteter. Han har vundet Danmarksmesterskabet adskillige gange og har sejre i international Grand Prix. Sammen med sin bror driver han salgs- og uddannelsesstalden Absolute Horses i sønderjyske Sommersted. Der kan være mange grunde til at hesten stopper foran springet eller løber udenom. For at løse problemet, skal man sikre sig, at hesten arbejder lydigt under én, så grundridningen skal være på plads. Men allervigtigst er det, at hesten har selvtillid og tror på opgaven. Og det gælder uanset om det er en unghest eller en Grand Prix-hest. Se hvordan international Grand Prix-rytter Andreas Schou arbejder selvtillid ind i hesten og løser problemer med ulydighed på banen.
Se hele træningsserien
Denne artikel bygger på en træningsserie med Andreas Schou produceret af Rid Bedre TV i 2017. Se det konkrete videoindslag eller hele træningsserien på ridbedre.tv. Samarbejdet mellem Rid Bedre TV og Malgré Tout har til hensigt at give dig endnu bedre adgang til at lære fra ridesportens mestre.
Giv hesten selvtillid
“Man skal have utroligt meget fokus på selvtillid – og det gælder også for rytteren. Man skal starte med at have sin egen selvtillid. Mange ryttere tænker, at hvis de rider MB til stævner, så skal de også træne MB derhjemme i den daglige træning. Men nej, det er ikke tilfældet. Så skulle vi jo træne Grand Prix hver dag med vores Grand Prix-heste. Hestene skal kunne bevare overblikket og glæden ved træningen, og det skal finpudses hjemme i træningen. Så derfor er det meget vigtigere at ride nogle små baner, hvor man selv finder noget selvtillid, og man faktisk føler, at det er nemt at overskue. Det gør nemlig, at man automatisk giver hesten bedre distancer, og dermed også en bedre selvtillid.”
“Det er virkelig, virkelig vigtigt for springheste på alle niveauer, at selvtilliden er i orden. Især hvis du har et problem med en hest, der stopper, så skal du prøve at være realistisk omkring det: gå et skridt tilbage og prøv at opbygge selvtilliden. For hvis vi ikke har selvtilliden i hesten, så uanset om du hopper LB eller Grand Prix, så kan det blive en stor opgave. Derfor, hvis du har et problem, så klas ned, rid din hest i samme rytme, stol på dig selv (også selvom du har et problem) hen mod springet, hold sammen på hesten, sid ned omkring hesten.” fortæller Andreas Schou mens han springer to spring. Han fortsætter derefter og siger “Der er mange ryttere, der bliver usikre i deres ridning, når de har et problem. Prøv at fortæl dig selv, at du skal ride sikkert, stol på at distancen er der. Når du galopperer hen mod et spring, så bare sid omkring hesten og vent på, at springet kommer til dig – schenklen omkring, vent på springet og schenkel omkring. Her, når han (Darc de Lux) begynder at løbe en lille smule (efter et spring), så husk at tag dig tiden og rid din hest færdig – du skal guide den på vej.”
Se flere træningsvideoer med Andreas Schou
Tag dig god tid og gå nogle skridt tilbage
Oplever man, at hesten stopper og i det hele taget føles usikker, så er vejen frem at sætte springene ned, så opgaven bliver nem. Så kan man bygge ovenpå derfra.
“Mange ryttere har et problem med, at hesten bliver ulydig på banen eller stopper. Der er det virkelig, virkelig vigtigt, at – både derhjemme og til stævner – de ikke får lov til at løbe forbi. Mange lader hesten løbe til højre eller venstre, men det er virkelig vigtigt, at vi korrigerer dem ind her (foran springet) og viser dem springet. Så finder de ud af, at ulydigheden i at rende forbi, den må ikke finde sted. Når den så er rettet til, så er der et nyt problem; at hesten så stopper op og står stille foran springet. I sådan et tilfælde må man sætte springene ned – der er simpelhent ikke andet for. Springene ned, og byg selvtilliden op igen. Når du så rider til, så gør hesten motiveret – sørg for, at den suger på tøjlen, kommer op og galopperer, får skulderene på plads, også skal du sidde og vente med schenklen godt omkring – så hesten føler sig sikker. Det er utroligt vigtigt, at du hele tiden holder schenklen på, men det er ligeså vigtigt, at du ikke dropper hånden foran springet. Hvis du dropper hånden, så giver du hesten alle chancer for at blive usikker. Så husk altid støtte på tøjlen og ben omkring.”
“Det er selvfølgelig en ulydighed i mange tilfælde, hvis hesten løber forbi. Først og fremmest må en hest ikke løbe forbi. Derhjemme kan man træne at stoppe op og få hesten ind, så den står foran springet. Hvis den så stopper, så er det en ny ulydighed, som kan bunde i, at hesten enten ikke vil, eller at den er blevet usikker på grund af nogle andre ting. Her må man – igen – tage sig tiden også må man sætte springene ned. Også selvom det er hamrende irriterende – det er det for os alle sammen. Vi oplever det også nogle gange med en hest; vi er måske gået lidt for hurtigt frem og troede, at hesten var klar til en lidt større opgave, end den så var. Og det kan altså resultere i, at den siger fra. Så må vi jo træde tre skridt tilbage. Også selvom at det ville vær rart kun at træde et skridt tilbage, så må man tage tre også få tingene bygget op og tage sig tiden, indtil det kører igen. Også må man prøve at få redet den selvtillid ind i hesten igen.”
Hav din egen selvtillid i orden
Det er ikke altid kun hesten, der har problemet. Som rytter skal man også kigge indad og spørge sig selv, om man selv føler sig sikker på den opgave, man byder hesten. For gør man ikke det, så gør hesten det heller ikke.
“Hold springene og tingene på et niveau, hvor man selv er klar til det. Der kan være mange, der siger ‘Ej, jeg vil gerne op og ride en højere klasse’, men ikke er helt klar til det. Og hvis man ikke lige vil tage sig de ekstra 3-6 måneder på at lære tingene og lade tingene komme hånd i hånd, så kan man altså ødelægge noget af arbejdet. Bare på en weekend, hvor man rider noget, der er for højt, og som man ikke er klar til få ødelagt noget, der kan tage år at reparere eller måske ikke engang kan repareres. Så det er virkelig, virkelig vigtigt, at folk får taget sig tiden og er tålmodige i denne sport.”
Se flere træningsvideoer om springning
Læs også: 5 springkombinationer der kan forbedre din og din hests teknik
Alle artikler i serien
1. Dressurens betydning for et godt spring
2. En god øvelse til at lande i rigtig galop
Se alle træningsvideoer hos Rid Bedre TV