Styrk hestens krop med træningselastikker
Læs mere →
Vi har snakket meget længe om problemstillingerne med stivelse og sukker til heste. Særligt det første, idet heste rent faktisk ikke fordøjer stivelse ret godt, og derfor giver det anledning til problemer i såvel maven som i blindtarmen. Denne artikel har til formål at give dig et overblik over de store energigivende næringsstoffer, og hvad de gør godt for hos hesten.
Martha Voss er hesteagronom og driver den uafhængige rådgivnings- og kursusvirksomhed NENUC med kurser, rådgivningsbesøg og udvikling af læringsspil m.v. Martha har mere end 30 års erfaring med undervisning og research inden for hold af heste og korrekt ernæring.
Alle hører de til foderets ”organiske stofgruppe”. Det vil sige, de kan omsættes i hestens stofskifte og forbrændes til energi. Fælles for stofgruppen er, at de består af kulstof, brint og ilt koblet sammen med kulstof som skelettet, og ilt og brint i et bestemt system, som afgør, hvilket stof det drejer sig om. De dannes i planterne ud fra den glukose, som dannes i bladene, når solen skinner (fotosyntese). Om natten omdanner planten de mange små glukosemolekyler til lange kulstofkæder og dermed til protein, fedt og kulhydrater.
Protein er en speciel stofgruppe, da det også indeholder kvælstof koblet i en såkaldt aminogruppe. Protein er cellernes byggesten, men det er ikke så interessant som energistof, da aminogruppen skal skilles fra kulstofskelettet for at dette kan forbrændes i cellerne. Aminogruppen omdannes til urin og udskilles via nyrerne. Det kan godt lade sig gøre, og hvis hesten er udmagret og ikke har mere fedt at tære på, kan den i stedet trække på det store proteindepot i musklerne.
Men det er sidste udvej, for det er ikke en effektiv energikilde. Protein skal bruges til opbygning og vedligehold af kropsvæv, ikke til energiproduktion i almindelighed. Hvis din hest har svært ved at tage på, selvom den er rask, og du giver den masser af foder, kan den være i overskud af protein, som den så skal udskille af kroppen som nævnt ovenfor, og dertil bruger den energi fra foderet, som den ellers skulle tage på af.
Til gengæld er kulhydrater og fedt særdeles velegnede energikilder. Fedt omdannes i fordøjelsen til fedtsyrer, som så transporteres med blodet ud til muskelcellerne. Her forbrændes de til energi eller lægges på lager i fedtvævet, hvis der er overskud i forhold til hestens behov. Herfra kan hesten så mobilisere fedtsyrer igen, hvis den mangler energi. Nogle fedtsyrer indgår også i forskellige sammenhænge og kemiske værktøjer i kroppen.
Kulhydraterne er en mere kompleks stofgruppe og kræver en nærmere præsentation.
De mest simple kulhydrater er blandt andet glukose. 6 kulstofatomer i en ring med 6 iltatomer og 12 brintatomer med den kemiske formel, C6H12O6. Kulhydraternes karakter afhænger del af, hvor mange sekskanter, der er koblet sammen, og hvor stærk bindingerne mellem molekylerne er. Sukker er små molekyler, mens stivelse og fibre er lange molekyler. Se billedet ovenfor.
Sukker består af to glukosemolekyler, og der findes forskellige varianter, tænk på kaffesukker, mælkesukker, maltsukker etc. I fordøjelsen opløses sukkeret i tarmkanalens væske, og fordøjelsesenzymerne skiller hvert sukkermolekyle i to glukosemolekyler. Disse er små nok til at trænge gennem tarmvæggens celler og over i blodet, som transporterer glukosen rundt i kroppen. Glukosen i blodet kalder vi også for ”blodsukker”.
Stivelse består af lange, forgrenede kæder af glukosemolekyler. Ligesom sukker er stivelse vandopløseligt kulhydrat og nedbrydes af fordøjelsesenzymer i den forreste del af tarmkanalen (mave og tyndtarm) til glukose, der optages til blodet. Stivelsens fordøjelighed afhænger af, hvilken type det er. Havrestivelse er meget let fordøjeligt. Det vil sige, at næsten al havrestivelsen når at blive fordøjet i tyndtarmen, mens stivelse fra for eksempel byg eller majs skal varmebehandles for at enzymerne kan nedbryde det. Derfor sker det ofte, at rester af stivelse passerer gennem tyndtarmen til blindtarmen. Her møder stivelsen en stor og kompleks population af mikroorganismer, hvoraf der også er en gruppe, som elsker stivelse.
Når de forgærer stivelsen, danner de mælkesyre som affaldsstof. Mælkesyren bliver så omdannet til propionsyre, som er en kortkædet fedtsyre, og som kan optages til blodet og bruges til energi som andre fedtsyrer. Hvis hesten har brug for foder med meget energi i form af stivelse, er det vigtigt at give hesten det i mange små måltider, så der ikke kommer stivelse ned til tarmbakterierne. Til gengæld kan du med fordel tilføje fiberholdige fodermidler til måltidet. Enten i form af hø eller wrap før krybbefoderet eller i form af grønpiller eller roesnitter i krybben. Fibrene er med til at stabilisere pH i fordøjelsen.
Glukose er et vigtigt energinæringsstof for hesten, da det er hovedbrændstoffet i kropscellernes energiproduktion. Men for store mængder glukose i blodet er skadeligt. Blandt andet kan glukosemolekylerne binde sig til blodcellerne, og så forveksler immunforsvaret dem med fremmed smitstof og går så at sige til angreb på sig selv. Det skaber inflammationstilstande i kroppen og kan for eksempel forårsage allergier.
Derfor er det vigtigt at holde blodsukkerniveauet passende lavt. Hvis der er mere glukose, end kropscellerne har brug for, vil bugspytkirtlen danne hormonet insulin. Insulin er en slags nøglehormon, da det går ind til muskel- og fedtceller og åbner deres porte, så glukose kan komme ind på lager i cellerne, som glykogen eller som fedt. Hvis cellerne gennem lang tid er under konstant påvirkning af insulin, slides de receptorer, der skal åbne glukoseportene, og derved vil det blive sværere for hesten at få glukose ud af blodet. Denne tilstand kaldes insulinresistens og kan være en medvirkende årsag til forfangenhed.
Fibre er de længste og hårdest pakkede kulhydrater. Det er en stor stofgruppe, men groft set består de af opløselige fibre (blandt andet pektin) og uopløselige fibre (blandt andet cellulose). Hestens fordøjelse har ikke selv enzymer til at nedbryde fibrene, så de passerer gennem tyndtarmen og ned i blindtarm og tyktarm, hvor de udgør næringssubstrat for mikroorganismerne i dette bageste tarmafsnit. Særligt pektinfibrene er interessante, da de er let forgærbare for mikroorganismerne, og ligesom stivelse ender de med at blive til propionsyre, men ikke med mælkesyre som mellemled. Det betyder, at der ikke kommer et ph-fald i blindtarmen, og derfor medvirker pektinfibrene til at stabilisere hestens fordøjelse. Pektin kommer fra mange frugter samt fra roepiller.
Cellulosefibrene findes både i græs og i halm. De er tungt fordøjelige, og jo ældre planten er, des hårdere er de pakket sammen. Hesten har mikroorganismer, som kan nedbryde cellulosen, men det er en svær opgave, som tager lang tid i forhold til nedbrydelse af pektin. For at mikroorganismerne kan forgære cellulosen, skal de tilføres energi, eksempelvis i form af fedtsyrerne fra pektinfibrene samt kvælstof fra protein. Slutprodukterne fra processen er flere kortkædede fedtsyrer, eddikesyre og smørsyre. Disse optager hesten til blodet og bruger dem direkte til energiproduktion eller de lægges på lager som fedt, hvis der er overskud. Fibrene bidrager altså ikke direkte til hestens blodsukkerpulje og medvirker ikke til at sætte gang i insulinproduktionen. De langsomme gæringsprocesser gør, at hestens blodværdier holder sig stabile, og den ikke får de udsving, som fra sukker og stivelse.
Såvel fedtsyrer fra foderets fedtstoffer som fedtsyrerne fra tarmbakterierne bidrager meget til hestens energiomsætning. I modsætning til glukosen, som kan forbrændes uden ilt, skal fedtsyrer altid have ilt i cellen for at kunne forbrændes. Det betyder, at der kommer mere ro over hesten.
Forsøg med travheste i Sverige har vist, at heste fodret med hø og roepiller løber lige så hurtigt som heste fodret med hø og havre. De kommer lidt langsommere fra start, men de er mere udholdende.
Forsøgene har lagt grund for anbefalinger om at skifte kornet ud med roefibre og lignende, også til sportsheste. Flere forsøg har vist, at fodring med fiberrigt foder af høj kvalitet til sportsheste ikke har negativ indflydelse på blodværdier og præstation. I praksis kan det være svært at gennemskue, om de forskellige fodermidler giver fedtsyrer eller glukose til hestens kropsceller.
Jeg vil anbefale dig at alliere dig med en dygtig foderkonsulent, som kan hjælpe med at optimere hestens foderplan i forhold til dens behov og det grovfoder, som den får.
Jansson, A. & J.E. Linneberg 2012. A forage-only diet alters the metabolic response of horses in training. Animal
Richardson, K. & J.-A.M.D. Murray 2016. Fiber for performance horses: a review. Journal of Equine Veterinary Science