Hesten har ikke noget lydsprog på samme måde, som mennesker forstår et lydsprog. Men alligevel kan de kommunikere en hel del med kroppen fremfor med lyde. Heste bruger også lyd, men hvis vi forstår hestens kropssprog, er det nok det tætteste, vi kommer på at have noget, der ligner et lydsprog mellem hest og menneske. Kropssprog er nemlig en stor del af hestens kommunikation. I denne artikel vil vi gå i dybden med betydningen af hestens position af øjnene.
Vi kigger rigtig tit på hestens øjne, og vi kender dem nok bedre, end vi måske ved. For hesten kan faktisk kommunikere en hel del med øjnene. Og hvis vi kan lære at forstå, hvad hesten fortæller med øjnene, kan vi faktisk opnå en bedre forståelse for en stor del af hestens adfærd.
Hestens øjne er skabt til at hjælpe dem med at være ekstremt opmærksomme på deres miljø og omgivelser. Øjnene registrerer bevægelser og afstandsbedømmer – deraf øjenstørrelsen og synsfeltet. Hesten er et flugtdyr, og derfor er øjet udviklet til at kunne genkende de mindste farer. Men hesten bruger også øjnene til at kommunikere med. Her kan du lære at forstå, hvad de forskellige udtryk betyder.
LÆS OGSÅ: Hvad fortæller hesten egentlig med ørene?
- Hestens øje er otte gange større end menneskets
- Hesten kan se næsten 360 grader omkring dem selv
- Grundet hestens store øjenstørrelse har de også en forstørret nethinde, som gør, at ting tæt på bliver forstørret med cirka 50%
Hurtigt blinkende øjne
Blinker hesten hurtigt og kort med øjnene, er der stor sandsynlighed for, at den prøver at afstresse. Det kan være, hesten ikke forstår en opgave, og derfor kan det være en hjælp at træde et skridt tilbage og begynde forfra.
Langsomt blinkende øjne
Blinker hesten langsomt med øjnene, kan det – som med så meget andet af hestens kropssprog – betyde to ting. Det kan betyde, at hesten er afslappet og i ro, men det kan også betyde, at hesten er presset og bruger langsomt blinkende øjne som en coping-mekanisme for at berolige sig selv.
Stift blik
Blinker hesten slet ikke og er øjnene stivnede, er det et udtryk for, at hesten er i frys -position. Den er blevet bange, utryg eller nervøs og forsøger højest sandsynligt at undgå situationen ved at fryse. Dette kan lede til flugt, og du bør berolige hesten eller flytte den fysisk væk fra situationen.
Opspilede øjne
Har hesten vidt åbne øjne, og kan du se det hvide i kanten af øjet? Så er det et tydeligt tegn på, at hesten er bange, skræmt og nervøs. Ofte vil hesten heller ikke blinke. Her er det rigtig vigtigt at tage situationen alvorlig og berolige hesten. Du kan eventuelt fjerne den fra situationen og bringe den hen til et sted, hvor du ved, den er tryg. Det kan også være, I har nogle jordarbejdsøvelser, som virker afslappende for din hest.
Halvt lukkede øjne
Er hestens øjne halvt lukkede, kan det være et tydeligt tegn på, at den er træt og står og blunder lidt. Dog kan det også være et udtryk for, at den er utilpas, har ondt og lukker ned for sine omgivelser. Du bør reagere, hvis du ofte ser, at din hest har halvt lukkede øjne – og særligt, hvis det er i situationer, hvor du og hesten arbejder på noget sammen.
Trekantede øjne
Trækker hesten øjnene sammen opad i en trekant, og samler der sig rynker ovenpå? Så er det et udtryk for, at hesten er stresset, utryg eller har ondt. Denne adfærd kræver opmærksomhed, da det er et tegn på, at hesten ikke har det godt. Det kan være nødvendigt at konsultere en dyrlæge, hvis denne adfærd er vedvarende eller ledsages af andre bekymrende symptomer. Læs mere om pain-face her: Pain-face: Sådan kan du se om din hest har ondt

LÆS OGSÅ: Hvad fortæller hesten os med mulen?
At kunne forstå, hvad hesten siger med sine øjne, er essentielt for at kunne aflæse og reagere korrekt på hestens kropssprog og dermed dens adfærd. Derudover hjælper det også til at kunne opbygge et stærkt bånd til din hest. Så næste gang du ser ind i din hests øjne, så husk, at du måske er i færd med at forstå, hvad hesten siger uden et eneste udtalt ord.
Kilder
Are Eyes a Mirror of the Soul? What Eye Wrinkles Reveal about a Horse’s Emotional State