Hesten har ikke noget lydsprog på samme måde, som mennesker forstår et lydsprog. Men alligevel kan de kommunikere en hel del med kroppen fremfor med lyde. Heste bruger også lyd, men hvis vi forstår hestens kropssprog, er det nok det tætteste, vi kommer på at have noget, der ligner et lydsprog mellem hest og menneske. Kropssprog er nemlig en stor del af hestens kommunikation. I denne artikel vil vi gå i dybden med betydningen af de forskellige måder hesten holder sin mule på.
Vi kender nok vores hests mule rigtig godt. Vi elsker at røre den, nusse den, kysse den og observere hvordan hesten bruger den. Men vidste du, at mulen faktisk kan være et rigtig godt redskab for dig som ejer, til at kunne forstå din hest endnu bedre?
Hestens mule er ikke kun et vitalt redskab til at spise og udforske omgivelserne, men den er også et spejl af hestens tilstand og adfærd. Hvis vi forstår, hvad hestens mule fortæller os, kan vi bedre forstå hvordan hesten har det i en given situation og måske hjælpe den.
Hestens mule er en betegnelse både for læberne og også næsen. Hestens læber kan meget mere end at samle mad op. Igennem hårene som sidder på mulen, kan hesten faktisk smage maden før den tager det i munden og det er sådan mange heste undgår at spise ting som ikke er gode for dem.
Fra naturens side, skal hestens mule være aktiv, altså nippe græs og anden føde op til 18 timer om dagen. Hvis dette ikke efterkommes, kan hesten finde på at erstatte den aktivitet med anden adfærd, såsom krybbebidning.
LÆS OGSÅ: Få mulen i sporet med scentwork: Sjov og gavnlig træning af sanserne
Blid berøring: tillid og affektion
Når en hest forsigtigt berører dig eller en anden hest med mulen, er det et tegn på tillid og affektion. Denne adfærd viser et ønske om at interagere og udtrykke nærhed. Det er vigtigt at respondere roligt og blidt for at styrke denne positive forbindelse.
Snappen i luften: usikkerhed eller legesyge
En hest, der snapper i luften, kan udtrykke forskellige adfærd. I nogle tilfælde kan det være et tegn på usikkerhed eller nervøsitet, mens det i andre situationer kan være et udtryk for legesyge, især hos yngre heste. Det er vigtigt at vurdere konteksten for at forstå hestens intentioner korrekt.
Opadvendt overlæbe: særlig lugt eller opmærksomhed
Når hesten ruller overlæben op, er det ofte et tegn på, at den har lugtet noget der skiller sig ud. Det kan også være den har fået smagt på noget den ikke kunne lide eller ikke genkender. Det er en typisk hingsteadfærd, når de lugter om hopperne er i brunst, men det ligger til alle heste. Denne adfærd er kaldes flehmen eller flehming.
Det kan også være du eller en tidligere person har lært hesten at “smile” og hvis dette er tilfældet, er det et udtryk for at hesten søger opmærksomhed eller godbidder.
Stram, spids mule: irritation eller smerte
Ofte er det overlæben som bliver stram og nærmest former en firkant. Det er et udtryk for irritation eller smerte. Denne adfærd kræver opmærksomhed, da den kan være et tegn på, at hesten ikke har det godt. Det kan være nødvendigt at konsultere en dyrlæge, hvis denne adfærd er vedvarende eller ledsages af andre bekymrende symptomer. Vær dig opmærksom på, at hesten kortvarigt kan udtrykke denne tilstand, særligt når den spiser og skal holde mad inde i munden, men hvis det er vedvarende kunne det indikere tand- eller mundproblemer.
Krybbebidning, dutten med læberne på krybben eller bokskanten, påtaget bøvsning og andre unaturlige adfærdsmønstre kalder vi stereotypisk adfærd og er et tydeligt tegn på, at hesten mangler noget i sin tilværelse.
Der kan også være andre årsager til stereotypisk adfærd, men sørg for de tre f’er er opfyldt og tag så kontakt til din dyrlæge eller adfærdsspecialist.
LÆS OGSÅ: Dyrlæge: Hesten lugter som en hund og smager som et menneske
Smasken: afslappethed, underkastelse eller stress
Smasken med mulen kan betyde flere ting og det er vigtigt du aflæser situationen og hestens kropssprog for at forstå betydningen af adfærden! Smasken er et af de klassiske symboler på afslappethed og kan være med til at hesten bevæger sig fra det sympatiske nervessystem til det parasympatiske nervesystem.
Kontroversielt kan smasken også indikere stress eller utilpashed og det er her rigtig vigtigt at vurdere resten af kropssproget samt situationen. Smasken kan også være et tegn på underkastelse, især i interaktion med andre heste.
Hestens nervesystem
Det autonome nervesystem opdeles i to:
- Det sympatiske nervesystem, som gør det muligt for kroppen at reagere hurtigt, hvis hesten tror den er under pres eller i fare.
- Det parasympatiske nervesystem, som får kroppen til at slappe af efter faren er overstået og genoptager funktioner såsom fordøjelse.
Hængende underlæbe: afslappethed og ro
Når underlæben hænger længere ned end resten af mulen er det et godt udtryk for, at hesten er i ro og er afslappet. Det ses ofte på de samme tidspunkter på dagen og ofte er det meste af flokken afslappet på samme tid. En hængende underlæbe kan også være en god indikator på, at hesten blunder lidt.
Freedom, forage and friends – altså frihed, grovfoder og venner – er de tre grundelementer som alle heste bør have til rådighed for at have en tilfredsstillende tilstedeværelse. Mangler en eller flere af disse, kan heste udvikle forskellige symptomer på utilpashed og stress, såsom stereotypisk adfærd.
Forstå hestens kropssprog
At kunne forstå hvad hesten siger med mulen er essentielt for at kunne læse og reagere korrekt på hestens kropssporg og dermed dens adfærd. Det hjælper også til, at opbygge et stærkt bånd, hvor vi begynder at kunne forstå hinanden bedre. Husk, hver bevægelse og udtryk har sin betydning, og som hesteejere eller -plejere er det vores ansvar at forstå og respektere disse signaler for dyrenes velfærd og vores gensidige glæde.