Hvad skulle man dog lave med det skønne frieserføl, man lige har købt, spurgte jeg mig selv. Der er både traditionel dressurridning, showridning, og man kunne jo forsøge sig med springning. Men så kom jeg ud at køre med på en søndagstur – og var solgt.
Fordommene er mange, når man nævner ordet kørsel i en ridestald, men når alt kommer til alt, findes der ikke mange køreheste, der ikke også er rideheste. Nogen af kørehestene går også meget høje klasser i eksempelvis dressur, altså ridning.
Generelt for køresporten er det nok, at hestene har en lidt anden grundopdragelse og hele holdningen til det at holde hest, er mere en familiebeskæftigelse, om man er biologisk relateret eller blot brænder for det samme. Alene den ting, at man ikke kører alene, men altid har en groom med, betyder også noget.
Groomen er uundværlig
En groom er i køresporten den vigtigste person på vognen, vil nogen nok sige. Groomen er modvægten, hvis vognen tipper en smule. Groomen er den der springer ned og står foran hesten, ved et vejkryds. Groomen er den, der kan flytte vognen i en maraton forhindring, hvor et hjul måske rammer en pæl. Groomen står også foran hesten, når man spænder for, eller springer af vognen, hvis noget udstyr ikke sidder rigtigt – fordi kusken sidder på bukken, på vognen, i sit sæde og har linerne i hånden. I overført betydning er groomen din sikkerhedssele.
Grundopdragelsen af kørehesten
Det helt basale er, at hesten skal kunne stå stille. Ikke kun inde på staldgangen, når man strigler, men også mens den bliver spændt for, eller når man skal på en skovtur og har en kurvfuld med sandwich, kager og kaffe med. Eller når man står i venteposition på stævnepladsen. Dette opnår man med træning, træning, ro og fokus på sit ordvalg – først uden vogn på og dernæst med.
Når hesten køres til, vælger de fleste heldigvis en professionel til at gøre det. Den mindste smule usikkerhed og uvidenhed, fra den nye kusks side, kan have fatale konsekvenser for både den elskede hest, men også andre både bløde trafikanter og dem med lidt flere hestekræfter i motorrummet. En skræmt hest, der er spændt for og har en vogn bag sig, behøver man ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad der kan ske.
Når det er sagt, så er mange penge sparet, hvis man laver lidt forarbejde selv hjemmefra. Træn hesten i at have hele seletøjet på. Kør den fra jorden. Det vil sige, at man longerer den med dobbeltliner. Det skal trænes, men giver en rigtig god indikation af, hvad det vil sige at have linerne i hånden. Lær den at stå stille.
Hvilken form for kusk ønsker man så at være?
Lige som der findes mange ridediscipliner, findes der også mange discipliner indenfor kørsel med hest og vogn. Den ældste og nok mest traditionsbundne, er nok brugs-/ pløje-/ og træ-trækningshesten. Der er ikke nogen fast race forbundet med brugshesten, men ofte er det racer som fjordhesten, oldenborger, den jyske hest, belgier og andre lidt tungere racer. Det traditionelle i ordet, er at den bliver brugt i landbruget. Ja, du læser rigtigt. Den bliver stadig brugt i landbruget.
Der er stævner i pløjning både om foråret og efteråret. Til daglig træner kusken med træk af andre ting bag hesten, så den lærer at gå i ligeudretning samt lærer den rolige hastighed, da kusken går bag hesten. Der trænes tømmertræk, trætrækning og præcision mellem genstande. Når kusken kører med sin hest, er det gerne med eksempelvis en ladvogn fra en anden svunden tid, hvor hesten med en centimeters præcision kan bakke og parkere, som var det en bil man skal manøvrere mellem to bjælker, der ligger på jorden som en parkeringsbås.
LÆS OGSÅ: At køre med sin hest for vogn – en særlig del af hestesporten
I vores naboland Tyskland er der hver andet år, et internationalt stor stævne Pferdestark, hvor hele Norden og andre Europæiske lande mødes for at afholde stævne for denne traditionelle disciplin. Flere hundrede ekvipager mødes her og konkurrerer. I Danmark afholdes der klub-, samt Danmarksmesterskab og Nordisk Mesterskab.
Nogle af disse kuske kører også en anden disciplin, nemlig traditionel kørsel.
Traditionel kørsel
Den nok smukkeste ekvipage.
Hvis du en dag møder nogle gamle smukke, velpudsede hestevognsekvipager i et naturområde, på din søndagstur, så er det med stor sandsynlighed et stævne i traditionel kørsel, der er i gang. Her er det den hele ekvipage det drejer sig om. Ved start af stævnet stiller ekvipagen til en dommer, der bedømmer ekvipagen, beklædning på både kusk og passagerer, hatte, handsker, men også om vogn og seletøj passer overens i alder og udseende, samt om det hele er rengjort og smurt. Hesten skal også fremstå rengjort og velpasset. Herefter kører ekvipagen ud på en rute, ud i den grønne og smukke natur, ruten er lagt med en fast længde på det samme antal kilometer for alle ekvipager, om de kører 1-spand, 2-spand eller 4-spand.
På ruten er der indlagt en pause, hvor ekvipagen står stille i et fastlagt antal minutter, ofte omkring 15 – 20 minutter. Tilbage ved start er der opsat flere opgaver, for eksempel står der et glas champagne på en genstand, måske en pæl eller lignende, som kusken skal stoppe op, tage og drikke af, for derefter at sætte det tomme glas ved næste genstand. Det kan naturligvis også være et glas vand. Derefter køres en forhindringsbane på tid. Det hele er fastlagt i propositionerne man kan læse ved tilmeldingen til stævnet. Et meget smukt og underholdende stævne at besøge som tilskuer også.
Den næste og høj elite-eksponerede disciplin er konkurrencekørsel.
Konkurrencekørsel
Ved konkurrencekørsel med hest kombineres den elegante dressur, hvor hesten skal køres for en blød hånd, med bæring og samling præcis lige som ved ridning i dressur, og kombineres så med fart og præcisionskørsel. Det nærmeste man kan sammenligne denne form for sportsdisciplin i hestesporten med, er nok military.
Dressurprogrammet er meget langt hen ad vejen præcis det samme som ved ridning, men her er det rigtig svære, at få hesten til at gå samlet og i bæring uden schenkler og sæde, men gøre det via stemmeføring, og hvor pisken her er schenklen, der er det lette pres, når hesten skyder skulder. Alle øvelser i dressurprogrammet er de samme, som ved ridning; samlet trav, øget, versader, samlet galop, små og store volter, slangegange – ja, alt er det samme, dog er banen af en lidt større kaliber. En køredressurbane er nemlig 40 x 80 meter, og for 4-spand er den 40 x 100 meter.
Udover dressur, så er der også maratonkørsel. Denne består af to etaper; A- og B-etapen. På A-etapen, skal der køres mellem 5 – 8 kilometer på tid. Hver ekvipage har et stopur på vognen. Det vil sige, at man i sin daglige træning har øvet sig i at køre i trav med en nogenlunde fast hastighed, så man kan nå de fastlagte antal kilometer på den givne tid. Efter A-etapen, holder ekvipagen pause i 10 minutter, for at få pulsen ned og gøre sig mentalt klar til B-etapen, som består af omkring 4 – 6 forhindringer, som også køres på tid, så hurtigt som muligt. Hver forhindring består af nogle porte fra A til D, som markeres med et rødt bogstav A til højre, og et hvidt bogstav A til venstre og så fremdeles.
Dette er nok den disciplin både heste og kuske har den største fest med. Hestene trækker med stor iver og ørerne fremme mod hver forhindring, som kusken kører mod og lystrer hver en lille ordre fra sædet bagved. Det er også den disciplin der er mest publikum til. Se bare det store maratonshow på Roskilde Dyrskue hver år. Det samme kan opleves til alle stævner.
LÆS OGSÅ: Slut med hestevognskørsel i populært ferieparadis
Keglekørsel
Sidst er disciplinen keglekørsel præcisionskørsel. Der bliver sat en bane op med omkring 20 porte, der består af to kegler, hvorpå der ligger en bold. Også her ser man, hvilken vej porten skal køres igennem, ved hjælp af en rød hætte på højre side og en hvid på venstre. Banen er omkring 250 meter i længden, som skal køres på en fastlagt tid, så man skal ikke kun køre banen rigtigt i nummerrækkefølge, men også passe på, at der ikke falder en bold ned og samtidig nå hele banen indenfor den fastlagte tid. Man kan sammenligne det med en springbane.
Konkurrencekørsel bliver afholdt af næsten alle af de 12 køreforeninger over et 2 – 3 dages stævne og er altid et besøg værd.
Danmarksmesterskaberne bliver afholdt hvert andet år (i de lige år), derudover kører de internationale stævnekuske også til hele Europa, samt norden for at køre stævner.
Vi har rigtig mange hyggekuske ude i det danske land. Der er søndagsklubber, kørelaug i mindre byer og foreninger, der ikke er store. Fælles for alle, er sammenholdet og hyggen ved at køre flere, både flere på en vogn, men også i grupper.
Den familiære ånd
Det der overraskede mig mest ved kørsel med hest, har været den kammeratlige, familiære ånd der altid er at finde. Om end det er på den internationale stævneplads, hvor man hurtigt kommer til undsætning med udlån af udstyr eller sågar en hest, ved problemer, og hvor der bliver serveret nationalretter ved de store internationale stævner. Så kan udlandet få et stykke med højbelagt smørrebrød her i Danmark, og vi kan smage noget fra de andre lande, men også på dansk jord. Den varme og hjælp man altid finder i hver en forening, til hvert et lille arrangement – om det er et foredrag om ferie i Polen med hestevogn, eller et klubstævne – den gjorde udslaget for at min passion for sporten er stor og hjertelig.
