Langt de fleste ryttere har prøvet pludseligt at stå med en skadet hest – eller selv at være det. For hestens vedkommende kan det være alt fra en forvridning, der kan være overstået på en uge, til en kompliceret seneskade eller et brud, der kræver flere måneders heling. Ligeledes kan rytteren komme til skade og blive tvunget til at holde sig fra sadlen i en periode. Uanset, om der er tale om et kort eller et langt forløb, så kan det forvolde utallige frustrationer for både hest og ejer, når ridningen må sættes på pause og fremtiden er uvis.