6 vigtige øvelser i jordarbejde 

At arbejde med din hest fra jorden er blevet et mere anerkendt og udbredt redskab til hestetræning, end det førhen har været. Jordarbejde kan hjælpe med at fremme din hests kropsbevidsthed og kropskontrol. Det kan også hjælpe med at opbygge muskler, fremme en korrekt holdning og være med til at danne et dybere og stærkere bånd mellem dig og din hest.

At indtænke jordarbejde i træningen med hesten kan være godt i mange forskellige situationer. Mange af de øvelser, du kan lave fra jorden, kan overføres til ridningen, og dermed hjælpe hesten til at få en klarere forståelse af øvelsen og sin egen krop i øvelsen. Jordarbejde kan være brugbart på tværs af stort set alle discipliner. 

Annonce

Det er vigtigt at understrege, at jordarbejde er et bredt begreb, og det bruges til at beskrive mange forskellige øvelser. Jordarbejde kan være en del af at miljøtræne din hest, give din hest mere selvtillid, lave belønningstræning eller endda tage din hest med på ture ude i naturen. Eksperter og trænere kan have forskellige meninger om de bedste træningsformer, og det er vigtigt at finde en stil, der passer til dig og din hest. Søg hjælp hos en træner eller andre professionelle, hvis du er i tvivl om, hvor du skal starte med jordarbejde. Her kan du udforske, hvordan det kan hjælpe med at udvikle jeres træning samt båndet mellem dig og din hest.

Bemærk, at denne artikel kan bruges som en vejledning til, hvordan man kan lave forskellige øvelser fra jorden, men der er mange forskellige metoder, man kan bruge. Hvis du vil have flere detaljer om hver øvelse, er du velkommen til at kontakte os, så kan vi eventuelt kan lave en serie om de enkelte øvelser. 

Denne artikel vil udforske seks øvelser:  

  • Inviter hesten hen mod dig  
  • At træde bagbenet ind under sig 
  • Travers 
  • At bakke 
  • At sende hesten væk 
  • Skifte retning  

Før du går i gang 

Det er valgfrit, om man vil bruge godbidder, ros eller klap (positiv forstærkning) eller slippe presset (negativ forstærkning).  

Til jordarbejde anbefales det at bruge en rebgrime med et langt (3-5 meter) reb fastgjort til grimen med en knude, ikke en karabinhage. Hesten kan komme til at ramme karabinhagen med benet, når den går med hovedet sænket, og dermed kan du risikere, at hesten ubevidst lærer, at den ikke skal søge ned. Rebgrimen giver derimod klare, ensartede signaler hver gang, hvorimod en almindelige grime kan dreje sig og forvirre hesten ved at give forskellige signaler, selvom du beder om den samme øvelse.  

Bemærk, at hesten ikke nødvendigvis kan forstå en øvelse på den ene side og automatisk overføre den til den anden side. Derfor skal du altid sørge for at træne en øvelse på begge sider af hesten og have tålmodighed – den ene side kan være sværere end den anden. 

LÆS OGSÅ: Betyder negativ forstærkning afstraffelse?

Inviter hesten hen mod dig 

Hvis jordarbejde er nyt for dig, er denne øvelse et godt sted at starte. Placer dig selv foran hesten med lidt plads imellem jer. Gå baglæns og brug dit kropssprog til at invitere hesten til at gå med dig. Beløn, så snart hesten bevæger sig mod dig. Når du stopper op, skal hesten også stoppe, så I har den samme afstand, som da I startede. Hvis din hest ikke stopper op, så prøv at ryste rebet forsigtigt og stop med det, så snart hesten stopper op. 

Fordelen ved at lære din hest at følge dig er, at den bliver mere opmærksom på dine signaler. Det vil gøre det lettere at bede hesten om sværere ting, hvis dens opmærksomhed er rettet mod dit kropssprog. 

Hesten skal træde bagbenet ind under sig selv 

Som titlen forklarer, kræver denne øvelse, at hesten træder sit indvendige bagben ind under sig selv. Det gør du ved at placere din venstre hånd på rebet ca. 30-60 cm fra grimen. Hold resten af rebet i din højre hånd. Bed hesten om at gå forlæns rundt om dig i en cirkel til venstre. Flyt dine fødder rundt i cirklen, men pas på, at du ikke følger hesten ud på en større cirkel. Bed forsigtigt hesten om at bøje hovedet indad, og hvis det er nødvendigt, så placer forsigtigt hånden, hvor din schenkel ville være, så hesten ikke falder ind i cirklen. Fjern trykket, så snart hesten bøjer i brystkassen. Observer, hvordan hesten vil træde sit inderste ben frem og ind under sig selv. Dette opmuntrer til korrekt bevægelse af kroppen og lærer hesten følelsen af at bruge bagparten og aktivere ryggen samt maven. Desuden kan dette overføres direkte til ridningen.
Øv jer på begge sider, men stop, så snart du får 3-5 gode skridt, da dette er hård træning for hesten.

Travers 

Her skal hesten rykke bagparten hen mod dig. Det er også det første skridt hen imod at lære hesten at indparkere korrekt til opsidning. Derudover er det også fundamentet for rigtig mange dressurøvelser. 

At etablere en klar kommunikation til denne øvelse kan være afgørende for meget af arbejdet i sadlen, men det øger også den generelle fleksibilitet, bevægelse og koordination for hesten.  

Øvelsen kan trænes på mange måder, men det kan være en god idé er at bruge pisken som en forlængelse af din arm. Inden du går i gang, skal du sikre dig, at din hest ikke er bange for pisken, men at den forstår pisken som et kommunikationssignal. Læg roligt pisken over ryggen på hesten til den modsatte side af bagparten. Tryk let på hesten, og så snart den blot antyder at bevæge sig et skridt til siden, skal du stoppe, fjerne trykket og rose hesten. Gentag dette, indtil hesten forstår, at et tryk betyder, at den skal flytte bagparten væk fra trykket og mod dig. Husk at øve på begge sider fra begyndelsen, og tag det i små skridt. Forvent ikke, at hesten kan lave en travers i første omgang. 

LÆS OGSÅ: 3 nemme trin: Sådan lærer du din hest at indparkere

Bak hesten 

For en hest er det at gå baglæns en naturlig måde at vise underkastelse på, så du skal altid sørge for at have klare signaler til at bakke, uden du behøver at skubbe eller trække hesten. Hvis den har problemer med at gå baglæns, kan det enten være en klar indikation af, at noget gør ondt, eller at hesten af en eller anden grund ikke er villig til at underkaste sig. Hvis du møder modstand, og du har fået hesten tjekket af en fagperson, kan godbidder være en motiverende måde at lære din hest at bakke på. Dermed vil det være forbundet med en positiv følelse for din hest.  

En måde at lære din hest at bakke på er ved at stå foran den, men ikke for tæt på. Bevæg rebet, som sidder fast i grimen, fra side til side, og tilføj gerne en lyd, der kun bruges, når hesten skal bakke. I fremtiden kan du måske nøjes med at bruge lyden, som er nyttig i mange situationer – især ved opsidning. Bevæg rebet, men stå stille, indtil din hest bevæger det første ben bagud, og gå så sammen med den for at opmuntre den bagudgående bevægelse. Sørg for, at hesten bevæger de to diagonale ben samme tid, og stop, når den har gået et par skridt, medmindre du har fået andre instruktioner af din træner. At bakke er krævende for hesten, både mentalt og fysisk, så sørg for ikke at overgøre det.

Til en start kan det være, at signalet ikke er tydeligt nok for din hest, og så kan du prøve at ryste med enden af rebet, som du har i din højre hånd. Det endelige mål er at have så subtil en kommunikation som muligt med din hest.

Send hesten væk fra dig 

At øve sig i at kunne sende hesten væk, enten ud på en cirkel eller væk fra dit personlige rum, er en vigtig øvelse for at kunne udføre andre øvelser, men også for at skabe klare grænser mellem dig og din hest. Heste foretrækker at kende reglerne og vide, hvad der skal ske. Derfor skal du sørge for, at du kommunikerer klart og ikke ændrer “reglerne” hver gang. Det vil forvirre din hest og gøre den usikker.  

At sende din hest væk kan gøres ved at pege med dit kropssprog i den retning, du vil have den til at gå. Peg med din venstre arm og finger med den ende af rebet, der er tættest på din hest, bøj dig i den retning du ønsker hesten skal gå og fokuser din energi derhen. Hvis du har brug for det, kan du vifte med enden af rebet med din højre hånd, som er mod hestens bagpart. Du må aldrig røre ved hestens bagpart med rebet, du skal blot bare kommunikere, at du vil have den til at gå i den retning. Så snart hesten går i den retning, du beder om, skal du sænke dine arme og din energi og dermed presset. Hvis den så stopper, så start forfra. Husk at rose hesten, når den gør, hvad du beder om. 

Det er en essentiel grundsten at hesten kan arbejde på afstand af mennesket. Foto: Shutterstock.

At have en hest, der er i stand til at arbejde med dig på afstand, skaber en tillidsfuld og selvsikker hest. Det kan være en svær øvelse for nogle heste, da de måske finder tryghed i at være tæt på mennesket. Tag dig i stedet den tid, du har brug for. Det er et vigtigt fundament for jeres partnerskab. 

Skift retningen  

Når hesten er tryg ved at arbejde væk fra dig, kan du øve dig i at skifte retning. Igen er der mange måder at indlære dette signal på, men et forslag er, at når hesten er stoppet, peger du din energi og dit kropssprog i den modsatte retning. Det gør du ved at bøje din overkrop i den retning og pege med den hånd, der har rebet tættest på grimen. Vift eventuelt den anden ende af rebet med modsatte hånd, hvis det er nødvendigt.  

At have etableret tydelige signaler, når hesten skal skifte retning, kan være relevant i mange andre situationer. Det kan eksempelvis være brugbart, hvis du skal læsse din hest eller få den til at vende sig i den retning, du har brug for. 

Vi håber, at nogle af disse øvelser måske kan inspirere til at lave noget jordarbejde med din hest, uanset om det er, fordi hesten ikke kan rides i en periode grundet skade, om det er på grund af vejret, fordi I vil styrke ridningen eller bare prøve noget andet, så findes der uendeligt mange øvelser at tage fat på. For at få mere inspiration kan du læse nogle af vores andre artikler om jordarbejde lige her: 

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce