3 nemme trin: Sådan lærer du din hest at indparkere

Du kender sikkert situationen: En rytter, som forsøger at komme op på sin hest, men hesten vender hele tiden rundt eller svinger bagparten væk. Eller hvem har ikke set en rytter med foden i stigbøjlen, som hopper afsted efter hesten, mens den er på vej videre? Efter flere minutters kamp kommer rytteren endelig i sadlen, men hesten er allerede i fuld fart fremad.

Christina Holmbæck, som hver uge underviser mange ryttere, oplever ofte ekvipager, som har problemer med opstigning. Det kan virke som et banalt problem, men forkert indlært opstigning kan potentielt være en farlig affære for rytteren, som risikerer at komme til skade. Herudover er det ifølge Christina afgørende for resten af træningen, at opstigningen foregår på en god måde. Allerede dér er træningen nemlig begyndt.

Christina har en god opskrift på, hvordan du kan lære din hest at indparkere, så opstigningen bliver en rolig, god og tryg oplevelse.

3 grunde til at lære sin hest at indparkere

Det styrker samarbejdet

Hesten lærer at forstå, hvad der skal ske og kender planen. Den lærer at trække vejret før rytteren kommer op, og det danner grundlag for en mere afslappet træning.

Du skåner hestens ryg

Du undgår at trække din hests ryg skæv, når du ikke hænger i stigbøjlen.

Du tester din hest, inden du sætter dig op

Hvis hesten pludselig ikke vil indparkere, skal det tages seriøst. Hesten kan have ondt eller måske er den ikke med på ridningen den dag.
Christina vælger ikke at ride de dage, hvor hesten signalerer modvilje, men træner i stedet andre ting.

Sådan indparkerer du hesten

Sådan gør du trin for trin

Ved indparkering skal hesten lære at komme over til dig med bagparten.

Læg ud med at indlære signalet på trin 1. Når din hest er sikker på signalet, kan du gå videre til næste trin. Hvis du i processen oplever, at hesten bliver for usikker, skal du gå et trin tilbage.

”Ros, ros og mere ros er nøglen til indlæring. Om du bruger klikkertræning, klør hesten på halsen eller roser med stemmen er underordnet. Men gør det tydeligt for din hest, når den gør noget i den rigtige retning,” fastslår Christina.

Trin 1: Stå langs væggen/hegnet

Placering

Din hest står på hovslaget, og du står foran hesten. Den hånd, som er tættest på hesten, har fat i tovet, og den modsatte hånd holder pisken.

  • Rør din hest med pisken, så du sikrer dig, at den ikke er bange for den.
  • Flyt hestens hoved ud mod væggen med et let tryk på kinden.
  • Tap let på hestens udvendige hofte med pisken. Hvis hesten ikke flytter sig, så skub hovedet længere væk fra dig.
  • Så snart hesten flytter bagparten over til dig, aer du den med pisken.
  • Du skal være opmærksom på, at din hest ikke går frem mod dig, når du tapper. Hvis du ser, at hesten begynder at gå eller bare læner sig frem imod dig, så tag hånden med pisken ned og brems hesten med hånden imod dens hals.

Hvis hesten står lige på hovslaget og har svært ved at forstå signalet, skal du ikke være bange for at flytte hestens hoved længere væk fra dig. Det gør det kun nemmere for hesten.

Indparkere hesten
Trin 2: Stå ved en bom

Placering

Din hest står langs bommen, og du står foran din hests hoved.

Fremgangsmåden er den samme som på trin 1.

Forskellen er, at nu har du også fokus på, at din hest ikke går ud over bommen, når du tapper på udvendige hofte. Hvis din hest begynder at gå eller bare læner sig mod bommen, kan du enten bremse med hånden på tovet, på bringen eller ved at tappe med pisken på udvendige skulder.

Almindelig fejl

Du kommer til at bremse hesten for at få den til at stoppe med at gå over bommen, imens du forsøger at hente bagparten.

Husk, at du kun skal indlære ét signal ad gangen. Få din hest til at stå stille først og flyt så hovedet væk fra dig, tap på udvendige hofte. Hvis din hest begynder at gå igen, så glem alt om bagparten, og flyt fokus til stop-signalet.

Indparkering af hesten
Trin 3: Stå uden støtte

Samme fremgangsmåde som trin 2.

Forskellen er, at nu er der mange retninger for hesten at gå i.

Et lille tip kan være at tegne en lille cirkel rundt om hestens forben. Det kan være med til at hjælpe dig med at holde fokus på forparten. Du skal reagere, så snart du ser, hesten begynder at flytte forparten. Jo hurtigere du reagerer og stopper din hest, des hurtigere regner den ud, hvad det er, du ønsker af den.

Hvis din hest går frem, kan et ekstra tip være at løfte din hests hoved så højt op, at den ikke kan gå frem. Dette er specielt effektivt, hvis din hest har tendens til at gå rundt om dig i en cirkel, når du bremser på tovet.

Variation

Stil dig på en kasse eller en spand, og væn hesten til, at du bliver stående på samme sted.

Almindelig fejl

Dit fokus er så meget på bagparten, at du ikke i tide når at stoppe forparten fra at gå frem. Jo flere gange din hest når at gå frem, jo mere vil den tro, at det er det, øvelsen går ud på. Kig på bagparten, når du skal tappe, men hold stadig godt øje med forparten ud af øjenkrogen.

Når hesten bare ikke vil stå stille

At stå stille uden at udføre en opgave er unaturligt for mange heste. De er vant til at få stillet opgaver hele tiden. Der kan ifølge Christina være flere grunde til, at hesten ikke vil stå stille.

# 1 – Hesten har ikke lært andet

Al omgang med hesten er træning, så hvis din hest går rundt og rundt, og du ikke får stoppet den, så tror den, at det er rigtigt. I denne situation skal førsteprioriteten være, at hesten står stille – ikke at du kommer op.

# 2 – Hesten har dårlig balance

Hvis hesten har dårlig balance, kan den blive usikker, når du lægger vægt i bøjlen. Den bevæger sig i denne situation for at holde balancen.

Bare det at øve indparkering er med til at forbedre din hests balance. Når du lærer den at hente og flytte bagparten, lærer den at flytte benene ud til siden, når den mister balancen i stedet for at vælte frem.

Det er afgørende, at hesten lærer at holde balancen, for ellers vil den gennem hele uddannelsen løse sin ubalance ved at sætte farten op. I stedet skal hesten lære at aktivere sine mavemuskler og lægge vægten tilbage på bagparten.

# 3 – Hesten er stresset

Christina sætter sig aldrig op på en hest, der er stresset. Hun vil i stedet arbejde med den fra jorden.

Stress kan stamme fra mange ting, og det er en god idé at finde årsagen. Det kan være at:

  • Hesten er ked af at være væk fra sin flok.
  • Hesten har svært ved at holde fokus.
  • Hesten er usikker på, hvad du ønsker af den.
Annonce

Sådan får du din hest til at blive stående

Selvom du er kommet rigtig langt med din indparkering, kan du stadig opleve, at din hest bliver ved med at flytte bagparten væk fra dig. Ifølge Christina er løsningen enkel.

”Hold øje med hestens hoved. Ja, det lyder jo næsten for simpelt, men det er her, den går galt.

Når du har fokus på bøjlen, så begynder hesten ofte at dreje sit hoved hen mod dig for at se, hvad du laver. Og så ryger bagparten ud, hvilket er superfrustrerende. Så vis du ud af øjenkrogen ser hovedet dreje sig bare det mindste, så skub hovedet væk fra dig med et let tryk,” forklarer Christina.

”Jeg giver også altid en godbid, når jeg er kommet op og er klar. Når min hest har regnet det ud, så nægter den at gå, før den har fået sin godbid,” afslutter Christina.

Annonce

Relaterede tags

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lignende artikler

Annonce

Kategorier

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce